KULTUR OG SAMFUND

DM i MMA – Blod, sved og bromance

MMA-kæmperne er som løver i et bur. Næsten bogstaveligt talt. De er i hvert fald fanget i et bur, hvor det kan virke som om, at modstanderen er det ultimative bytte. Alligevel er der meget mere til den aggressive kampsport end blot etiske spørgsmålstegn og uppercuts.

Aarhus Kunsthal er kendt for sine bemærkelsesværdige kunstudstillinger. Dog var der meget mere end kunst at finde på lokationen lørdag den 13. november. For nede i kunsthallens kælder var det fine og porøse skiftet ud med det voldsomme og barske. Kontrasten kunne ikke være større, da man gik fra det ene univers til det andet blot ved enkelte trappetrin. Nede i kælderen blev man mødt af en dominerende lugt af sved og med udsyn til ét enkelt bur og testosteron alle vegne. Barren var i den grad sat for danmarksmesterskabet i Mixed Martial Arts – bedre kendt som MMA.

MMA er en sport, hvor alle de kampsportsgrene, vi kender, er samlet i én. Udover det så adskiller MMA sig også fra de andre på et bestemt punkt: Alt er mere eller mindre tilladt. Der er enkelte regler, der lyder på, at man ikke må gå efter øjnene, de ædlere dele og eksempelvis ikke bide hinanden, men ellers er der frie tøjler for, hvordan man vil få sin modstander til at give op. Eller måske mest optimalt: Få slået fuldstændig omkuld.

Taekwondo-mesteren

Selvom det er danmarksmesterskabet i MMA, er der ingen tvivl om, at de deltagende er professionelle i hver deres kampsport. En af kæmperne er Abdullah Ali Amer, som er danmarksmester i taekwondo. Med en kampvægt på 70,3 kg stiller han op til sin første MMA-kamp nogensinde i håbet om at tage sin velkendte sport til nye højder.

MMA og hele dets koncept er ikke gået ubemærket forbi de fleste politikeres næser. Der har nemlig været en del debat om, hvorvidt MMA burde være lovligt i Danmark på grund af kampsportens meget frembrusende karakter og vilde facon. Faktisk er debatten så omtalt, at der flere gange til danmarksmesterskabet bliver nævnt og skrevet, at du aldrig bliver tvunget i kamp, og det er altid op til dig selv efter aftale med din træner, om du vil stille op

Og selvom Abdullah Ali Amer normalt træner en helt anden kampsport, skræmmer hverken debatterne eller MMA ligefrem den bevarende taekwondo-mester:

» Du kan sagtens brække foden i for eksempel fodbold eller håndbold. Man har tit set, at de er kommet slemt til skade, og det samme kan ske i MMA, « siger Abdullah Ali Amer.

Han siger også, at man selvfølgelig skal træne meget, så man ikke går ind til kampen uforberedt, da konsekvenserne ved MMA er anderledes end eksempelvis ved fodbold og håndbold. Her kan udfaldet nemlig være markant voldsommere end blot en tabt guldmedalje, da det er ens egen krop, der er skydeskive.

Bromance i luften

Med blodnæse, sæbeøjne og i værste tilfælde brækkede knogler, skulle man tro, at der ikke var meget overskud tilbage fra kæmperne. Man må dog erkende, at stemningen blandt udøverne er i top. Der er flere, der giver en krammer og smiler over en sjov bemærkning, efter de lige har slået løs på hinanden. Med andre ord er der ikke meget dårligt blod mellem kæmperne i kunsthallen – udover det der selvfølgelig kommer fra kæmperne selv efter de mange slag.

Abdullah Ali Amer mødte ligevægtige Lucas Jest i en kamp om en semifinaleplads, der endte hurtigere, end nogen havde forudset. Kampen sluttede efter noget, der mindede om 30 sekunder, da Lucas Jest blev slået fuldstændig ud af et dobbeltspark på hver kind. Det er især her, at Abdullah benytter sig af sin velkendte taekwondo, da han bringer smidighed og benarbejde ind i hans MMA-kamp. Nogle af taekwondoens egenskaber kommer også til udtryk midt under kampen, men det er i form af disciplin og ydmyghed.

» Jeg kunne godt se, at han var presset. Jeg spurgte flere gange, om han var okay, og sagde undskyld under kampen, « siger Abdullah Ali Amer.

For selvom Lucas Jest blev slået fuldstændig i gulvet, stopper det ikke kæmperne fra at give en ordentlig afsked efter burets strabadser. Alligevel er forbløffelsen over den hurtige og ligefrem lette sejr enorm. Jubelen er stor fra publikum, men også fra Abdullah Ali Amer. Han skråler, sætter sig på knæ og takker flere gange med samlede hænder. Han sikrer sig dermed en plads i semifinalen og er dermed ét skridt tættere på guldet i kampen om at vinde DM i MMA.

Et fællesskab af familiemennesker

Selvom MMA uden tvivl er en anderledes sport på mange punkter og kan virke voldsom udadtil, mener Adullah Ali Amer, at det er en sport ligesom alle andre., 

» Man regner med, at der kommer voldelige folk, der råber og sviner hinanden til, hvor det i realiteten bare er glade familiemennesker, som dukker op for at se en  kamp «

Og om det så er en fodboldkamp eller en slåskamp er irrelevant, mener Abdullah Ali Amer. For folk kommer for at blive underholdt. Og dét er man næsten altid garanteret i form af blod, sved og bromance.