DEBAT

Din yndlingsklub er ikke meget bedre end PSG og Manchester City

Foto: ©Tawng via Canva.com

Som livslang fan af FC Barcelona var jeg spændt, da Messi skulle skifte til Paris Saint-Germain. Jeg glædede mig over, at han skulle genforenes med Neymar, og at de sammen med Mbappé skulle forme en farlig trio. Alle tre er på toppen af listen over verdens bedste fodboldspillere.

Økonomisk har det været muligt, fordi PSG ejes af sheik Tamim bin Hamad Al Thani, som er emir af Qatar. Siden den nye ejer kom til i 2011, er der sket et markant skift. Fodboldklubben har domineret den franske liga, og de nåede også til finalen i Champions League i 2020 for første gang i klubbens historie. 

Lignende situation befandt Manchester City sig også i, da den kongelige sheik Mansour bin Zayed Al Nahyan, købte fodboldklubben i 2008. Siden da har Manchester City vundet Premier League fem gange, og klubben havde ellers ikke vundet den engelske liga siden 1968.

Disse massive investeringer har fået kritikken til at hagle ned over de to storklubber, og fodboldfans kalder dem for ”olieklubber” og ejerne for ”oliesheiker”, da Qatar og De Forenede Arabiske Emirater er kendte for deres produktion af olie. Mange fodboldfans er frustrerede over, at de to klubber har en nærmest pay-to-win fremgangsmåde. 

Jeg forstår godt utilfredsheden. Mange klubber har arbejdet hårdt for at nå dertil, hvor de er nu. De har tænkt taktisk ved eksempelvis at sælge de rigtige spillere på de rigtige tidspunkter, så de kan få råd til den næste. Derfor synes jeg, at det er fuldstændig forståeligt, at man føler, at fodboldindustrien bliver ødelagt, når stenrige enkeltpersoner dukker op ud af det blå. Det kan virke korrupt.

Men konstant at fremstille det som om, at det kun er de to ”olieklubber”, der ødelægger det for resten af fodboldverden, er meget naivt. Mange andre klubber er også nået til tops via korruption, svindelsager og tvivlsomme sponsorer, hvilket der nærmest ikke bliver fokuseret  på. Lad mig gøre én ting klar – jeg ved godt, at der er stor forskel på at have skumle ejere og at have skumle sponsorer. Det ville være et for firkantet synspunkt, hvis jeg skulle putte de to ting i samme boks. Men det er også firkantet at leve efter idéen om, at alt var fint i fodboldverdenen, indtil ”oliesheikerne fra Mellemøsten” ankom. 

Da Messis skifte til PSG blev officielt, var mange spændte grundet de mange superstjerner på holdet. PSG blev derfor sammenlignet med ’Galacticos’-æraen hos Real Madrid, som i 2003 havde Zinedine Zidane, Ronaldo (den brasilianske), Luis Figo, David Beckham og Raúl. ’Galacticos’ betegner dyrt indkøbte verdensberømte fodboldspillere. Da PSG’s nuværende trup blev sammenlignet med Real Madrids ’Galacticos’, lød det fra mange fodboldfans online, at de ikke kunne sammenlignes, fordi PSG havde brugt beskidte penge.

Den opmærksomme fodboldfan er dog klar over, at Real Madrid også selv brugte beskidte metoder for at nå dertil. I slutningen af 90’erne var klubben plaget af gæld, indtil de indgik en aftale med byrådet. Mange tror, at Real Madrid solgte hele deres træningsgrund til byrådet i en direkte transaktion. I virkeligheden havde præsidenten og byrådet indgået en aftale om, at byrådet ville omregulere træningsgrunden, hvis Real Madrid solgte dele af landet til byrådet – i praksis betød det, at grunden blev mere attraktiv for byen. Det medførte, at grunden pludseligt steg i værdi fra 421.000 euro til 22,7 millioner euro. Derefter solgte Real Madrid deres dele af landet i offentlige bud, hvilket de tjente 480 millioner euro på. Byrådet solgte også deres dele. Det var derfor en win-win for begge parter.

Unavngivne klubber havde dengang bedt EU om at undersøge sagen, men de fandt ingen beviser for, at noget forkert skulle have foregået. Dog kom EU til fornuft i 2016, da de beordrede Real Madrid at betale 18,4 millioner euro tilbage, da de fandt ud af, at træningsgrunden var blevet overvalued. Den var altså ikke 22,7 millioner euro værd, hvilket de ellers fik 480 millioner euro ud af. Politikerne var altså skyld i, at Real Madrid kunne få fat på en spiller som Zinedine Zidane, som scorede det vindende mål i Champions League-finalen i 2002. Et klassisk eksempel på pay-to-win.

Tager vi et smut forbi Premier League, finder vi Chelsea FC, som er ejet af Roman Abramovich siden 2003 – en russisk multimilliardær, som er blevet utroligt rig på mange forskellige måder. Hvad gjorde ham dog for alvor rig?

Olie.

Han solgte en andel på 73 % i oliefirmaet Sibneft til det russiske oliefirma Gazprom for 13 milliarder dollars i 2005. Dog har jeg aldrig i mit liv hørt nogen sige, at Chelsea er en olieklub. Selvom Abramovichs investeringer på flere hundrede millioner pund med blandt andet de her oliepenge har ført til fem Premier League- og to Champions League-mesterskaber.

Måske tænker nogen af jer, at det stadig ikke kan sammenlignes med magtfulde mennesker fra undertrykkende og diktatoriske regimer – også selvom dét sjældent er nogens argument for, at det er forkert at have sheiker som fodboldklubejere – men det er værd at bemærke, at Abramovich er meget tæt med den russiske præsident, Vladimir Putin. Han anbefalede faktisk Putin til den daværende præsident Boris Yeltsin, da landets næste præsident skulle vælges. Putin, som er blevet beskyldt for at have beordret tortur og drab på aktivister og kritikere. Udover det har Abramovich finansieret jødiske bosættelser i Palæstina, på trods af at det egentlig bryder internationale love. Så hvis vi virkelig skal snakke om humanitære kriser eller udfordringer, er det vigtigt, at man undgår at være snæversynet.

Derudover har FC Barcelona haft Qatar Foundation og Qatar Airlines som sponsorer, Arsenal har Fly Emirates som sponsor, Juventus har haft Tamoil som sponsor – et hollandsk oliefirma, som førhen havde forbindelser til Gaddafi. Bare for at nævne et par eksempler.

Så hvorfor får de to klubber så meget hate, når andre klubber ikke får? 

For det første skyldes det uvidenhed, som er et resultat af dovenskab. Det er nemmere at tjekke Wikipedia og finde ud af, hvem ejeren af PSG er end at dykke ned i sager såsom ovenstående med Real Madrid. Jeg forstår, at alle ikke har tid til at researche sager som disse, men jeg har en appel om, at hvis man skal udtale sig kritisk om PSG, skal man i det mindste have sat sig ind i, hvad andre klubber har gjort af tvivlsomme ting. 

For det andet får PSG mere hate end Manchester City, hvilket højst sandsynligt har meget at gøre med, at Messi spiller der nu, og mange Ronaldo-fans hopper med på den bølge, som går ud på at bruge oliepenge-argumentet mod PSG, selvom de egentlig er ligeglade og bare udnytter enhver chance for at trække Messi ned.

For det tredje er det ikke nogen hemmelighed, at muslimer og folk med mellemøstlig baggrund er blevet en nemmere skydeskive i den vestlige verden. Når sheikerne skal stilles til ansvar for deres handlinger – hvilket de selvfølgelig skal – skal den hvide rigmand også. Det bør gå begge veje.

Igen – jeg er klar over, at der er forskel på de forskellige parter og situationer, som er nævnt i denne artikel. Derfor hedder min overskrift Din yndlingsklub er ikke meget bedre end PSG og Man City og ikke Din yndlingsklub er præcis ligesom PSG og Man City. Det eneste, jeg beder om, er, at hvis du vil forholde dig kritisk, skal du gøre det ordentligt. Der er en helt absurd dobbeltmoral, når det kommer til fodboldfans’ opfattelse af korrupte klubber. Mange klubber er nået til tops ved brug af beskidte metoder, og hvis ikke du også forholder dig til dette faktum, er din kritik af PSG og Manchester City uberettiget efter min mening. Der er mange flere nuancer end lige så.