Illustration: Agnes Rønberg
Digital chikane er et stigende problem i mediebranchen. Både erfarne journalister og journalistpraktikanter oplever dagligt at modtage hademails, trusler og hetz i det digitale rum. Et arbejdsmiljøproblem som kan blive en trussel for demokratiet, mener Tine Johansen, der er formand for Dansk Journalistforbund.
Den 10. oktober i år smider Mathilde Hougaard Boesen et nyt tweet ud på sin Twitter-profil. Det er der sådan set ikke noget usædvanligt i, da hun er en flittig bruger at det sociale medie. Opslagets indhold er dog ikke helt af samme karakter, som de andre opslag på Mathildes profil. Et screenshot taget af en e-mail sendt til Mathilde toner frem vedlagt Mathildes egne ord:
»Intet som læsermails, der kan redde sådan en lørdagsvagt«,
Hun afslutter sætningen med mediebranchens velkendte hashtag, #dkmedier. Mailens indhold fremgår af det vedlagte billede med ordene:
“Hold nu din kæft din klamme kælling. Trump vinder igen så sut den, sæk.”
Dette er blot én blandt flere hademails, som Mathilde Hougaard Boesen har modtaget, siden hun begyndte som journalistpraktikant på Ekstra Bladet den 1. august i år. Selvom hun efterhånden har oplevet at modtage flere mails af samme karakter, så bliver hun ikke nær så påvirket af det, som hun gjorde i starten.
»Jeg synes egentlig ikke, den er særlig slem. Jeg sidder og tænker, at jeg har jo ikke fået en trussel. Altså, det kunne være meget værre,« forklarer hun
For Mathilde Hougaard Boesen er det vigtigt at dele den digitale chikane med andre. Særligt med medpraktikanter og kollegaer, men også på de sociale medier. Hun har sat nogle klare regler for sig selv om, at hun ikke føler sig for fin til at dele oplevelserne, hvis hun har lyst.
»Jeg deler jo for at kunne grine af det og få andre til at grine af det. Men det er også for at gøre andre opmærksomme på, at det her er hverdag,« fortæller Mathilde Hougaard Boesen.
Som journalistpraktikant hos B.T. oplever Sebastian Frølich også hademails. Han forklarer, at det ofte er bestemte emner som starter den digitale chikane. Tilbage i september skrev han blandt andet en artikel om, at en dansk politiker undgik kvinder med tørklæde i Bilka. En læser smed efterfølgende en mail i Sebastians indbakke med teksten:
“Hva så Sebastian, din lille pik.
Vi er mange, der har det på samme måde. Selv cykler jeg gerne tre kilometer for at blive betjent af en dansker.
Der er også mange, som er rigtig gode til at huske navnene på journalister, som nedskriver Danmark’s image.
Pigerne hader betahanner som dig.”
Sebastian Frølich har modtaget både korte og lange mails med hadefulde ord. Han understreger også, hvor vigtigt det er at kunne tale højt om det og grine lidt af det.
»Jeg kan godt lide at dele mine mails og beskeder med en af mine medpraktikanter, som også går på Syddansk Universitet,« forklarer han og fortsætter:
»Der skal mere fokus på det. Mere kommunikation. Egentlig bare mere gennemsigtighed. Det der med, at man kan se andres eksempler på, hvad det er. Jeg vil da vove den påstand, at man hurtigt kan finde en masse eksempler, som kan vise et billede af, hvordan det er. Dermed kan man vise, at det hele nok skal gå alligevel.«
Mere information i undervisningen
I de første dage af både Mathilde Hougaard Boesens og Sebastian Frølichs praktikperioder havde de begge hver deres introforløb. Det var i disse dage, at de blev introduceret til, at digital chikane var en del af hverdagen i mediehusene, og at de nok godt kunne forvente sig den slags mails og beskeder i fremtiden. De blev opfordret til at grine lidt af det og dele det med hinanden. Samtidig blev det gjort klart, at de altid kunne komme til deres leder eller praktikantvejleder, hvis chikanen skulle gå hen og blive for meget.
Selvom både Ekstra Bladet og B.T. har fortalt deres praktikanter om den digitale chikane, så mener både Mathilde Hougaard Boesen og Sebastian Frølich, at det kunne have været en stor fordel med mere kendskab til problematikken inden mødet med hverdagen på redaktionerne.
»Jeg har ikke haft noget om det på min uddannelse overhovedet. Altså, det har vi ikke talt om. Heller ikke generelt omkring det modpres, der kan være i branchen, som både kan være fra kilder og fra andre pressefolk for eksempel spindoktorer, kommunikationsmedarbejdere m.fl., men jo også fra befolkningen,« uddyber Mathilde Hougaard Boesen
Sebastian Frølich er enig i, at der bør være mere information og undervisning i og om digital chikane. Han opfordrer til, at Center for Journalistik lader det blive en fast del af det praktikforberedende forløb.
»I forbindelse med praktiksøgningen hører vi en masse om praktikstederne, og hvordan det er at være i praktik. Der synes jeg måske godt, at man med god grund kunne have lusket det ind i programmet. Det er jo ikke fordi, det skal vare halvanden time med en PowerPoint på 1200 slides. Mere eller mindre bare fem-ti minutter, hvor man lige nævner det, og hvor underviserne måske kommer med nogle egne eller andre eksempler,« siger han.
Selvom både Mathilde Hougaard Boesen og Sebastian Frølich forsøger at håndtere de hårde mails med et smil, så ved de godt, at digital chikane er alvor. De har begge kollegaer som har oplevet kontinuerlige hademails og trusler.
»Der er nogen mennesker, der får deciderede trusler. Eller hvor folk kopierer deres hjemmeadresser ind i mailen. Det ville jeg også selv få det rigtig dårligt med,« fortæller Mathilde Hougaard Boesen
Et opgør med en supermandskultur
Ifølge formanden for Dansk Journalistforbund, Tine Johansen, får de hvert år mange henvendelser fra medlemmer, som oplever forskellige former for digital chikane i deres daglige arbejde. I den kommende tid vil forbundet sætte ekstra fokus på problemet.
»Vi lavede en undersøgelse for cirka fem år siden, der pegede på, at knap 45 procent af vores medlemmer havde oplevet digital chikane. Den undersøgelse følger vi op på nu. Vi har en undersøgelse ude hos vores medlemmer lige nu, hvor vi prøver at afdække omfanget af digital chikane,« forklarer Tine Johansen.
Hun mener, at det er vigtigt, at man i mediebranchen rotter sig sammen mod chikanen og gør op med den “supermandskultur”, der hersker ude på arbejdspladserne. Alt sammen fordi der er tale om et decideret arbejdsmiljøproblem og en tendens til, at man ikke tager det alvorligt nok. Det er for Tine Johansen vigtigt, at problemet løses i fællesskab.
»Det er for at flytte det fra at være individets problem til at være et fælles problem. Derfor skal vi også lidt væk fra den der supermandskultur i mediebranchen. En supermandskultur der handler om, at man ligesom skal kunne tåle mosten for at være en del af den. Det gør vi ved at sige til hinanden, når noget er svært og utrygt. Det er jo ikke en del af et trygt og sikkert arbejdsmiljø, at man bliver udsat for den slags ting,« uddyber hun.
Tine Johansen påpeger også, at der kan være risiko for, at nogle emner og historier simpelthen ikke bliver dækket af frygt for den digitale chikane, som det kan medføre.
»Det er jo på de helt høje nagler også et demokratisk problem. Det er det, fordi vi risikerer at nogle trækker sig fra debatten. Vi risikerer, at der er emner der ikke bliver dækket, fordi der er emner, der trigger mere end andre,« fortæller hun.
De journaliststuderende skal rustes bedre
Uddannelsesleder på Center for Journalistik, Louise Kjærgaard, oplever også digital chikane som noget mange i branchen er ramt af. Hun er glad for, at Dansk Journalistforbund sætter ekstra fokus på problemet. Hun indrømmer også, at man på Center for Journalistik ikke i særlig grad har informeret om digital chikane i undervisningen før.
»Det har vi nok ikke været tilstrækkeligt opmærksomme på at highlighte, fordi vi mere tænker, at vi laver en generel forberedelse. Vi har jo svært ved at helgardere os, fordi der måske også kan komme nogle nye facetter af det her med, hvordan man kan blive ramt, når man er på arbejde,« siger Louise Kjærgaard.
Hun lover dog, at man fremadrettet fra uddannelsesstedets side vil sætte mere fokus på at informere de studerende og kommende praktikanter om digital chikane.
»Jeg kan love de studerende, at vi vil gøre en stor indsats for at forberede dem bedst muligt til praktikken og herunder også tale om, hvad det er, man kan møde derude af forskellige ubehagelige oplevelser,« udtaler Louise Kjærgaard.