Jesper Steinmetz har valgt et liv på skærmen. Med base i Amerika opdaterer han danskernes viden, mens han bag kameraet jonglerer med drømmejobbet og privatlivet.
»Jeg havde i fantasien minutiøst planlagt at lande i Washington, og jeg havde forestillet mig, at jeg stille og roligt havde tid til at vænne mig til det land, der nu i egen selvforståelse er mit. Men sådan skulle det altså ikke være. Og jeg kan mærke, at jeg allerede her på min næsten 20 timers flyvning har denne modsatrettede følelse, der siden skal blive karakteristisk for min nye tilværelse som korrespondent: Hvor er det irriterende, at jeg får ødelagt den perfekte feriefinale. Men hvor er det samtidig herligt uforudsigeligt, at jeg bliver kastet ud i eventyr, som jeg ikke forventer.«
Sådan skrev USA-korrespondenten Jesper Steinmetz i sin bog Come on America fra 2011. Bogen er et øjebliksbillede og en dagbog fra korrespondentens første år med base i USA. I tekststykket har han netop måtte kappe den helt store ferieafslutning og familiemiddag for at flyve til USA en uge før tid. Og derfra begynder livet som USA-korrespondent.
Men skruer vi tiden tilbage til 1990, hvor en ung Steinmetz for første gang trådte ind i den grå bunker i Aarhus kaldet Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, var jobbet som USA-korrespondent nærmere en joke end en realitet.
»Hvis du havde sagt til mig, da jeg gik på Journalisthøjskolen, at en dag bliver du USA-korrespondent for TV2, ville jeg havde grinet af dig og sagt: „selvfølgelig gør jeg ikke det. Det kan man jo ikke bare blive“,« erindrer Jesper Steinmetz og fortsætter: »Det lå slet ikke inden for min fantasi.«
Men inden, han kunne stemple ind i John F. Kennedy-Lufthavn 20 år senere som USA-korrespondent for TV2 Nyhederne, skulle valg træffes. Valg om drømmestillinger, redaktioner og privatliv.
Altid på farten
På en skrantende Skype-forbindelse er der kontakt. Jesper Steinmetz er netop landet i Toronto og sidder nu i en taxa. Han er fløjet fra Massachusetts, hvor han har fulgt den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark Rufus Gifford.
Steinmetz har fulgt Gifford de seneste par dage, da politikeren stiller op til primærvalget i Massachusetts med forhåbninger om at få en plads i Kongressen. Steinmetz fulgte den tidligere ambassadør på valgdagen, som endte i en skuffet Gifford, der nu er ude af kapløbet.
Men nu er korrespondenten her. I Toronto. Mindre en 24 timer efter. For senere står den på interview med den danske filminstruktør Thomas Vinterberg til TV2 Nyhederne. Instruktørens nye film Kursk skal åbne filmfestivalen i Toronto i aften. Dage som disse er hverdagskost for korrespondenten.
»Jeg er næsten altid på farten. Jeg har base i Washington, men jeg er det nærmest aldrig.«
I hans bog Come on America fortæller Steinmetz, hvordan hans forhold til hotelværelser er lige så familiært som hans forhold til sin bolig. Mindst en gang om ugen starter dagen nemlig ude i en af USA´s 50 stater. Derfor er flyveture også en helt normal del af tilværelsen. Med en hurtig hovedregning kommer Steinmetz frem til, at han ”lidt” mere end ofte finder sig til rette i et flysæde.
»Jeg vil næsten tro, at det er en 200 dage på et år,« fortæller korrespondenten med en tøven i stemmen.
Jesper Steinmetz har været USA-korrespondent i otte år. Han har besøgt alle stater i USA, men har også taget rejser over Stille- og Atlanterhavet for blandt andet at dække den amerikanske præsidents, Donald Trump, besøg i udlandet. Men inden hotelværelser, flyveture og Amerika gav fylde til Steinmetzs liv, var det film, Christiansborg og oplæsning.
Journalistiske drømme
Han ville være kulturjournalist. Med fokus på film. Sådan var fremtidsplanerne for den 19-årig Jesper Steinmetz, da han første gang så indersiden af den grå bunker i Aarhus. Danmarks Medie-og Journalisthøjskole. Drømmen ville dog først blive til virkelighed år efter.
Steinmetz kom i praktik hos Morgenavisen Jyllands-Posten og kom igen som nyklækket journalist kort tid efter. Her blev han ansat på et seks måneders vikariat med Christiansborg som arbejdsplads. En stilling, der krævede forberedelse.
»Jeg kan stadigvæk huske, at jeg tænkte: „ok, det går jo aldrig godt”. Jeg vidste kun lige, hvem der var statsminister dengang.«
Politik havde ikke Steinmetzs store interesse. Ifølge ham selv er det nok grunden til, han havde den negative forestilling om, hvordan det vil gå ham. Men den nyansatte politiske reporter fik sat sig ned og læst op.
Der skulle ikke gå længe. Den nye politiske reporter var bidt. Af jagten på forsidehistorier, det politiske spil og det at skabe historier, der skaber debat. Og bidemærket efterlod ar. Ifølge korrespondenten selv var det nemlig her, hans interesse for politisk journalistik fik sit ophav.
»Jeg tror, det lagde kimen til, at jeg siden også blev politisk journalist dels hos DR og hos TV2,« mindes Jesper Steinmetz.
Men efter de seks måneder på Borgen gik drømmen i opfyldelse. Jesper Steinmetz blev kulturjournalist hos Morgenavisen Jyllands-Posten. Barnedrømmen skulle udleves. Men det var ikke alle, der forstod valget.
»Da jeg gik fra Christiansborg til kulturen, var der mange, der lidt behandlede mig som what went wrong – „du klarede dig da rigtig godt på Christiansborg. Hvorfor vil du nedværdige dig selv for at lave det der kultur-lort”. Det syntes jeg fortalte utrolig meget om branchen. Det er helt klart, at der er noget, som er finere end andet.«
Men for Jesper Steinmetz var det fantastisk, som han selv beskriver det. Han rejste Europa tynd, interviewede filmstjerner og skrev om film. Han introducerede også nye bølger i kulturen. Fra sin tid på Christiansborg havde han erfaret sig som teknikker, som nu blev benyttet til at skrive kritiske historie om kulturlivet. Det var nyt på kulturen – men en positiv forandring. Lykken som kulturjournalist varede dog ikke ved.
»Det var sjovt i en periode, men så endte det med ikke at være. Når man er ved filmstjerne nummer 27 og sidder et sted i Paris eller Madrid,« Steinmetz afbryder sig selv og fortsætter: »Det lyder måske meget glamourøst, men det kører lidt på samlebånd.«
Med et farvel til kulturen fløj Steinmetz tilbage til en gammel ven. Politik. Tilbage til forsidehistorier, adrenalin og bidet. Der var kommet en ledig stilling hos TV Avisen, som han fik fingrene i. Og som han selv beskriver det: »Det viste sig at være rigtigt, for jeg har været på tv lige siden.«
Jesper Steinmetz på et af de mange familiære hoteller. Foto: TV2
Ingen normal arbejdsuge
I dag er en af de dage, der starter i en hotelseng. Omkring 770 kilometer fra hjemmet i Washington D.C. Hele USA er Jesper Steinmetz arbejdsplads, og der er ikke noget, som hedder en normal uge.
I denne uge, hvor korrespondenten både har været i Massachusetts og Toronto, startede mandagen klokken otte om morgenen. Dagen gik med at følge Rufus Gifford, der stillede op til primærvalget i Massachusetts med håb om at komme et skridt tættere på en plads i Kongressen. Efter optagelser fortsatte arbejdsdagen med redigering af indslaget til klokken to natten til tirsdag. Følgende morgen ringede alarmen klokken otte. Steinmetz skulle igennem live til News klokken 10 lokaltid. Efter første udsendelse stod USA-korrespondent klar i kulissen til at komme på gentagne gange hen ad formiddagen. Aftenen stod på dækning af Rufus Giffords valgmøde for til sidst at ende med en live til morgennyhederne i Danmark. Igen ramte Jesper Steinmetz hovedpuden i takt med, at en ny dag slog an på uret.
»Op ved en seks-syv tiden, og så er arbejdsdagen færdig ved en klokken et om natten,« konkluderer korrespondenten selv på sit arbejdsskema.
Den hemmelige eliksir til at køre i tempoet er selv Steinmetz ikke helt klar over. Men en ting er sikkert: »Jeg synes, det er sjov, spændende og interessant,« fortæller korrespondenten med et smil i stemmen.
Det er dog ikke altid, at hverdagen er på højeste gear. For der er ingen normale arbejdsuger. Hvor nogle uger er hektiske, er andre det præcis modsatte. I Come on America skriver Steinmetz om korrespondentkuller. Han har fået det. Allerede efter otte dage som USA-korrespondent. I bogen beskriver Steinmetz det som:
»Jeg har tabt min kreativitet og idérigdom, og jeg bliver nok snart kaldt hjem som korrespondent.
Han uddyber det med, at det er følelsen af, at man ikke præsterer og producerer nok historier. Det ender med, han vælger at omfavne følelsen og invitere et par danske venner til grill-aften. Men så kommer det længe ventede opkald. Steinmetz skal skynde sig til Reykjavik. Vulkanen Eyjafjallajökulls er gået i udbrud og har lammet lufttrafikken i Vest-og Nordeuropa.
Den eneste grund til, at Steinmetz og hans fotograf har fået opgaven, skyldes vindretningen. Men igen tager livet som USA-korrespondent et uventet skift. Det hele skyldes et telefonopkald. Men et telefonopkald er ikke blot en meddelelsesmaskine, der bipper, når jobbet kalder. Et telefonopkald er også lig med aflyste middage og pludselig ændringer i kalenderen.
Livets store regnskab
Alt var planlagt. Han skulle nå at nyde den sidste sjat afrikansk sol ved poolen og hygge med familien til afskedsmiddagen. Men sådan skulle det ikke gå. En uge før tid ringer telefonen. Det er Steinmetzs kommende chef. Der er bud efter den snarlige USA-korrespondent. I et sus skifter Steinmetz lokation fra Afrika og familieferie til en flyver mod New York.
Sådan startede eventyret som USA-korrespondent for Jesper Steinmetz. Det er nu otte år siden. Otte år siden, han startede på sit drømmejob. Otte år siden, han måtte afbryde familieferie for arbejde. Siden da har situationen udspillet sig flere gange.
»Alle ferier, jeg har holdt, er blevet afbrudt eller forstyrret af et eller andet,« lyder det fra korrespondenten.
Og selv om ja er hans typiske svar, sker det, at et nej bliver det endelige svar. Det kan skyldes, at Jesper Steinmetz ikke ser historien som relevant set med amerikanske øjne, eller at han blot skal fungere som fyld til fladen uden en egentlig betydning. Men ofte er svaret nej, hvis en opgave krydser med begivenheder i Steinmetzs privatliv. For ham er en barnedåb, fødselsdage og bryllupper vigtigere end en live til nyhederne.
»Jeg er meget opmærksom på, at det her job har man i en periode. Men venner og familie har man for livet. Derfor skal man også træffe sine rette prioriteringer.«
Da den republikanske politiker og senator John McCain døde i sommer, var Steinmetz på ferie i Danmark. TV2 ringede sin USA-korrespondent op for at høre, om han kunne tage en dag tidligere til USA og dække McCains begravelse. Men her blev det et nej. Samme dag som begravelsen skulle Steinmetzs bedsteven giftes. En begivenhed han ikke kunne drømme om at misse.
»I livets store regnskab er det vigtigere for mig, at jeg er med til at fejre min bedsteven, end det er at være med til at begrave John McCain.«
Men arbejdet fylder utrolig meget, og man skal være ekstrem fleksibel, som korrespondenten selv beskriver det. Selv med livets store regnskab i baghovedet går han glip af mange middage, vennearrangementer og må til tider ændre planer, når han er på ture med kæresten. Men familien og kæresten støtter op og har forståelse for Steinmetz og hans arbejde.
»Han (kæreste red.) er ofte mere forstående over for mit arbejde, end jeg selv er. Til trods for han ikke er journalist,« fortæller Steinmetz med en kæk latter.
Nye udfordringer
Taxaen holder ind, og gennem den ujævne Skype-forbindelse kan man høre døren til bagagerummet åbne op og klappe i.
»Thank you,« kommer det fra Steinmetz, og en dæmpet brummen svarer tilbage.
Hvor baggrundsstøjen før var tavs, da Steinmetz sad i taxaen, har den nu skruet op. En summen af biler fylder lydrummet bag korrespondentens ord, og man kan mærke Torontos trafik. Det her er blot endnu en dag på farten i en den anden by. Men for Jesper Steinmetz er det her det ultimative drømmejob. Korrespondent i USA.
»Man skulle være et skarn, hvis man sagde nej til det,« som Steinmetz beskriver det med tryk på skarn.
Og for ham er det indlysende, hvorfor det er et drømmejob.
»Det er det trendsættende land på mange måder. Både inden for kulturelle strømninger og politiske retninger. Det er verdens leder – endnu da. Der er ekstremt fokus på USA, men så gav det mig også mulighed for at rejse meget.«
Jesper Steinmetz har siddet i korrespondentstolen i otte år. Men snart sker der en udskiftning. Jespers kontrakt udløber den 1. juli 2019, og han har sagt til TV2, at han gerne vil prøve noget nyt. Han har haft flere overvejelse med valget, men det er tanker, han gerne vil holde for sig selv. Det store spørgsmål er derfor, hvad skal Jesper Steinmetz nu?
»Jeg er fuldstændig ligesom en, der lige er blevet færdig med studentereksamen, der bliver spurgt om, hvad vil du, når du bliver stor. Jeg aner det simpelthen ikke,« fortæller Jesper Steinmetz med en let latter.
