Med kaffekopper i hånden, selvtilfredse smil på læberne og en autoritær aura omkring sig, vader underviserne rundt på SDU. Hvis man lytter efter, kan man høre dem hviske: “Jeg har arbejdet på TV2 og DR – Jeg har vundet en pris – Min far er stærkere end din”. Men er de virkelig så fejlfri, som vi går og tror? Det besluttede vi at undersøge ved at løfte sløret for deres største bommerter.
Christian Erin-Madsen
Jeg er i praktik på Berlingske, hvor jeg er udsendt til Aberdeen, Skotlands tredjestørste by. Jeg skal skrive om Aberdeen FC, der møder FC København i Europa League.
Om fredagen, hvor jeg har rejsedag hjem, bliver jeg overmodig og tænker, jeg sælger en ekstra artikel ind til min redaktion derhjemme i København. Det havde jeg ikke behøvet, men jeg har en ide, og så vidt jeg kan se, har jeg god tid til at lave den.
Men pludselig, efter kampen, går der lort i flytiderne i lufthavnen. Min aftalte flyafgang mod København bliver skubbet igen og igen, og jeg har problemer med at få arbejdsro, grundet det stigende stress. Jeg bliver hele tiden omdirigeret rundt i lufthavnen på måder, hvor jeg ikke kan få lov at sidde med en laptop og arbejde, og jeg kan ikke rigtig få netforbindelsen til at virke på hverken computer eller telefonen.
Det ender med, at jeg ud på aftenen med kæmpe sved på panden må skrive i flyet, men så løber min computer tør for strøm. Jeg har ikke netforbindelse i flyet på telefonen, og flyet lander efter min deadline. Jeg har inden afrejsen skrevet hjem til redaktionen, at jeg har den ekstra artikel klar straks efter, vi lander.
Undervejs på flyveturen går jeg rundt i flyet og spørger folk, om jeg må låne deres computer, men de kigger bare på mig, som om jeg er skør. Det ender med, at jeg får lov at låne en computer fra en på førsteklasse og skriver artiklen på den. Jeg står klar forrest i flyet, da vi lander for at drøne af og med ham i VIP-lounge for at sende min ekstra artikel hjem til redaktionen fra hans computer. Det lykkes altså til sidst, men efter den deadline jeg oprindelig havde, og derfor måtte min kollega på avisen blive hængende hjemme på redaktionen i København for at sætte den op. Jeg havde jo plads i avisen, som jeg skulle fylde til lørdagsavisen, så der var ingen vej udenom.
Charlotte Flyvbjerg
Jeg er nyuddannet og har lige fået et job på TV2 Bornholm. Jeg havde ikke lavet TV i praktik, så jeg tænkte, at hvis jeg skulle lære det, var det nu.
Der var en skide god naturhistorie om, at klokkefrøen var på vej tilbage på Bornholm. Den skyndte jeg mig at hoppe på og gik i gang med indslaget. Det var en længere proces; Jeg var ude i naturen og optage frølyde, jeg interviewede natureksperter og lavede voxpop med Bornholmerne om, hvor glædelig en nyhed det var, at den smukke klokkefrø var på vej tilbage. Indslaget blev sendt, og kort tid efter får jeg et opkald fra en Bornholmer: “Du er vist den eneste klokkefrø her. Det er løvfrøen, der er på vej tilbage.” Det var fandme pinligt. Det var ikke fordi, researchen var dårlig, lektien er bare at være præcis. Der kan man hurtigt komme til at blande to navne sammen. Det tror jeg, alle kommer ud for i deres karriere det at kalde en person for noget andet, end de hedder.
En anden gang fik jeg et kæmpe hosteanfald, da jeg læste nyheder direkte i radioen. Det var så grelt, at jeg ikke kunne få et ord ud og bare måtte stikke manus i hånden på en kollega og derefter flygte fra lydstudiet.
Rikke Hyldgaard Olesen
Altså de står jo i kø, bummeterne. Heldigvis, det er jo dem man lærer noget af. Men den jeg vil fortælle om, som jeg stadig nogle gange kan blive pinligt berørt over, det er dengang, jeg var på kulturredaktionen på Fyens Stiftstidende.
Dogmefilmen Festen var lige udkommet, og jeg havde fået et telefoninterview med Ulrich Thomsen, som er født og opvokset i Odense, der spiller hovedrollen. Jeg havde ikke set filmen og havde heller ikke nået at læse op på den. Jeg tænkte, jeg tager den fra hoften. Jeg kører det hurtige kliché-interview, så jeg spurgte lidt til, hvordan det var at være med i filmen. Lidt åbne spørgsmål, som ikke ville afsløre mig, troede jeg selv. På et tidspunkt stiller jeg så spørgsmålet, om der var noget i filmen, han kunne genkende fra sit eget liv. Så blev der frygteligt stille i telefonen, og så sagde han, nej, det handler jo om en dreng, der er blevet misbrugt af sin far, og det er jeg ikke blevet.
Og med til historien hører det, at Ulrich Thomsens far har et større firma i Odense. Og jeg er ret sikker på, at Ulrich Thomsen ikke synes, at det var særligt passende, at Fyens Stiftstidende spurgte ham, om hans far – som formentligt holder Fyens Stiftstidende, havde udsat ham for den slags. Og jeg aner ikke, hvordan jeg kom tilbage fra den, men jeg ved bare, at jeg havde koldsved i resten af interviewet.
Mit bluff var blevet kaldt, fordi jeg ikke havde lavet min research, og jeg ikke havde forberedt mig. Jeg havde forsøgt at bluffe mig igennem i stedet for at være ærlig og sige det til ham fra starten af. Men det var en fejl, jeg lærte noget af, nu går jeg nødigt uforberedt til et interview. Jeg har siden set og hørt alt det, jeg skulle snakke med folk om.