Illustration: Ann Sofie Bay Bertmann
Jeg tæsker insekter med min Batman action-figur. Jeg er nok 7-8 år. Jeg havde lært fra filmen, at Batman i retfærdighedens navn udfører heroisk selvtægt gennem vold for at beskytte samfundet. Det kræver styrke, intellekt, dedikation og enorm rigdom til en underjordisk base, en butler og en batmobil. Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde et problem med insekterne, måske så de bare fjendtlige ud. Det er i hvert fald tydeligt nu, at insekterne måtte lide under min stræben efter det mandlige helte ideal manifesteret gennem min actionfigur.
Den heroiske heltefortælling er ikke problematisk for mig. Problemet er, at det bliver set som et maskulint ideal og er overrepræsenteret i populærkulturen. Den mest sete biograffilm i Danmark var i 2022 Topgun: Maverick. En kølig og garvet topklasse jagerpilot, der skal redde verden ved at lede en række unge jagerpiloter på en højrisikomission. I 2021 Dune en sci-fi prins der på universets farligste planet, enemand skal redde og sikre hans families fremtid. I 2020, James Bond No Time to Die, behøver næsten ingen forklaring, men alligevel. Hemmelig superagent, der i 26 film har overvundet alverdens skurke i skræddersyede jakkesæt uden at få krøllet skjorte en eneste gang og overskudsagtigt nok har tryllebundet enhver kvinde på vejen. Ingen pres.
Få stræber nok efter at være Batman eller James Bond en til en. De er blot arketyper af den ideelle mand, ser man bort fra, at Batman er klædt latterligt ud som flagermus. Populærkulturen maler naturligvis et urealistisk idealbillede, men behøver vi overhovedet stræbe efter noget lignende? Er det en konstruktion, der stammer fra et gammeldags industrielt og patriarkalsk samfund, hvor vækst var over velfærd? Hvor fattige mænd arbejdede hårdt for at brødføde familien, fordi manden klarede alt selv? Hvor unge mænds dumdristige mod blev brugt til krigsførelse, der nærmest betød den visse død?
Urealistisk ideal
Jeg tror, jagten efter mandeidealet resulterer i, at flere mænd giver op. Vi stresser over at være kompetente i alle områder af livet. Bare se på nettet, hvor mange der kapitaliserer på forvirrede mænd ved at sælge dem en maskulin idealmanual. Der er et klart marked for mænd, der ikke føler de er gode nok. For at finde ud af, hvor sandt det er, kontaktede jeg Steen Baggøe, PhD i kønsstudier, som sagde følgende.
»En del mænd klarer sig rigtig dårligt i samfundet. Maskulinitetsforskningen peger på, at maskulinitet er en skrøbelig konstruktion, vi alle forsøger at kæmpe for at opretholde. Mænd er magtfulde, beskytter folk og samfundet og tager hånd om risici. Det beror på, at mænd hele tiden er ovenpå og har styr på tingene. Mange mænd er ruinerede, de klarer sig på bedste beskub, bliver ædt op af spillegæld, kriminalitet og stoffer. Det er en del af omkostningen ved at opretholde den almene forståelse af, at mænd bare skal passe sig selv, løse problemerne og klare det hele. Det er at stikke folk blår i øjnene at sælge et quickfix, hvor man løser problemer og øger selvtilliden gennem korte kurser. Det betyder dog ikke, at det ikke kan hjælpe folk på vej«.
Unaturligt ideal
Måske er livet bare hårdt for mænd, og survival of the fittest gælder? Jeg tror det ikke. Det giver heller ikke mening ud fra et biologisk standpunkt. Gennem evolution har menneskearten udviklet sig til at samarbejde, det er derfor vi er sociale dyr. Vi har udviklet os væk fra hierarkiet, man blandt andet ser hos chimpanser, som det nævnes i bogen Menneskedyret af Thomas Thaulov Raab, hjerne- og adfærdsbiologi forsker:
»Helt konkret menes udviklingen af menneskets sociale adfærd at være foregået ved, at individer, som under andre forhold måske ikke ville have haft mulighed for at sætte deres vilje igennem, kunne slå sig sammen og danne fælles front mod individer, som forsøgte at dominere eller undertrykke dem.«
Ideen om alfahannen er altså noget, vi adfærdsbiologisk har bevæget os væk fra. Dog har alfaen gjort et kulturelt comeback. Steen Baggøe mener, at dette maskuline ideal, hvor man tager magten og har styr på alt selv, er problematisk.
Man kan ikke ordne ting alene, vi er utroligt afhængige af andre mennesker og relationer i et sådant kompleks samfund. Forandringer har dog været undervejs siden 70’erne med de bløde mænd. Før 70’erne grinede man af mænd med barnevogne, i dag er det, hvad man forventer. Mange mænd melder ud, at de gerne vil være mere nærværende med deres børn. De oplevede deres far som overarbejdet og distanceret fra familiens følelsesliv. De fremstod som træmænd.
Jeg er selv underlagt mandeidealet. Men hvor meget skal jeg virkelig stresse over det? Hvor meget lykke skal jeg koble til succes, arbejde og magt? Forskning tyder også på, at der er en stærk sammenhæng mellem lykke og mængden af nære relationer. Jeg tror, det er et positivt skift i samfundet at idealisere tanken om at være mænd, der nærer og prioriterer tætte relationer i stedet for arbejde, og at klare verdens problemer på egen hånd. Nok kan man drømme om at være Batman. Men helt ærligt. Jeg tror, han lever et ensomt, stresset skod liv uden nok sollys. Jeg tror ikke en jagt efter det nuværende mandeideal er en jagt efter det gode liv. Det tror jeg er en stærk misforståelse.