Foto: Agnes Rønberg
LIXEN var med, da tusindvis af unge fejrede demokratiet i Valbyparken. På Ungdommens Folkemøde kunne gymnasieelever gå på opdagelse i et mekka af holdninger, viden og perspektiver på verden.
»Inger Støjberg!« råber en dreng.
»Nej,« siger kvinden, som har drejet på lykkehjulet. Det er ikke den danske EU-kommissær. Hun smiler pænt og venter lidt.
»Hun deler fornavn med vores dronning.«
»Margrethe… Margrethe Pedersen?« gætter en pige.
Det er ikke let, men 1.g-klassen fra Herlev Gymnasium gætter til sidst Margrethe Vestager, og får også lige forklaret, hvad en EU-kommissær egentlig er.
Lykkehjulet er en del af Folketingets bod i teltet Samfund. Bagved er en debat i gang mellem to byrådskandidater til Københavns Kommune. Det er den 9. september, dag 2 af Ungdommens Folkemøde i Valbyparken. Solen er på vej opad, men luften sitrer af mere end bare sensommerhede. 9.000 unge, de fleste elever på ungdomsuddannelser, er blevet sluppet ud af klasselokalerne, ud at indånde duften af tørt græs og demokrati. Ud at danse til Carl Knast kl. 9.30 om formiddagen efter nok et år med nedlukning og aflyste fester. Det er et folkemøde, kun for dem. Eller bare et meget langt frikvarter.
»Det her er meget bedre end at sidde og have samfundsfag,« siger Rahma Ismail fra Herlev Gymnasium.
Velkommen til samfundet
Ungdommens Folkemøde er skabt af NGO’en Ungdomsbureauet. Det blev afholdt for første gang i 2016 som et selvstændigt event adskilt fra Bornholm, og er i dag vokset til et solidt koncept med egne visioner og ambitioner.
»Der er meget mere vildskab i år. Det er mere en festival end et folkemøde. Fordi det er ungdommens folkemøde, så det skal jo have en anden energi,« forklarer festivalleder, 26-årige Alberte Bau Larsen. Der bliver ganske rigtigt både fyret op for både livemusik, soundbokse og etnisk folkedans i rundkreds, men formålet stikker langt dybere end en alkoholfri fest.
I 2016 kunne man læse i den internationale ICCS-undersøgelse, at danske unge engagerer sig mindre i samfundet end deres jævnaldrende i mange andre lande. På den baggrund lavede Ungdomsbureauet i 2019 deres egen undersøgelse blandt unge , der skulle deltage i Ungdommens Folkemøde. Den antyder, at mange danske unge ikke føler sig taget seriøst i det brede samfund. De vil gerne gøre en forskel, men de mangler et sted at starte, uden for stemmeboksen. Det er det, Ungdommens Folkemøde skal gøre noget ved.
15-årige Mouritz Kann gik kun i 4. klasse, da han for første gang mærkede politik på egen krop. Det var i 2013, da hans skolelærere blev lockoutet på grund af den nye skolereform.
»Der var det med, at der skulle være mere aktivitet i skolen, og hvor mange timer vi egentlig skulle have. Den havde ret stor indflydelse,« fortæller han.
Nu går han i 1.g på Niels Brock, og befinder sig i Samfundsteltet hvor han kan møde andre, der interesserer sig for politik og har med det at gøre. Ud over Folketinget med deres lykkehjul kan han få en lyserød ballon af Nationalbanken eller tale med Forum for International Cooperation og Europæisk Ungdom, for ikke at tale om Dyrenes Alliance og Institut for Menneskerettigheder. Han kan stille dem de spørgsmål, han måtte have. Og det er bare ét af de 10 tematelte med i alt 43 meget forskellige organisationer.
»Vi har fortalt alle organisationerne, at det her går begge veje: ’Ungdommen skal lære noget af jer, men I skal også lære noget af ungdommen. Hvis I mærker, der er nogle tendenser, så skal I tage det alvorligt, fordi det er vores fremtid, det handler om,’« siger Alberte Bau Larsen, der lægger vægt på, at organisationerne også skal lære noget af hinanden i teltene.
Sænk valgretsalderen!
Hele dagen bliver en enorm ølkasse betrådt af taler efter taler, der på tre minutter skal argumentere for sin sag. Det kan være en aktivist, der mener, at man selv er stor nok til at vælge sit eget gymnasie, eller Pernille Rosenkrantz-Theil, der derimod mener, at et frit valg bare skaber ekkokamre. De unge står, sidder og ligger i en halvcirkel rundt på græs og tribuner, mens de bader sig i de forskelligartede holdninger. Netop nu står én og argumenterer for at sænke valgretsalderen – en idé, der bliver nævnt flere gange i løbet af dagen.
»Stemmeretten kunne jo komme sammen med nem-ID, når man fylder 15,« foreslår Mathilde Pontoppidan. Hun er 16 år, har lyseblåt hår og har sammen med klassekammeraten Liv Håkonsen på 17 slået sig ned ved et skyggegivende hegn. Begge går i 1.g på Christianshavns Gymnasium.
I det samme løber Søren Pape op på Ølkassen og beder alle om at overveje, om de egentlig faktisk er konservative. Det kunne jo være, de for eksempel var enige i, at staten kun bør hjælpe de allermest trængende.
Det er Mathilde og Liv ikke, men klapper alligevel med, da han er færdig.
»Jeg hælder nok mere til, at det er de bredeste skuldre, der skal bære det største læs,« fortæller Liv Håkonsen.
Hun vil gerne bruge denne dag på at lade sig udfordre på sine værdier.
»Vi skal i hvert fald rundt og prøve, måske noget andet end det, vi selv ville hælde til. Der var noget med Jesus, for eksempel,« siger hun og refererer til det gigantiske, lyserøde Jesus-hoved, Jim Lyngvild har stillet op for Folkekirken i teltet for Sundhed og Trivsel.
Friheden til at være uenig
»Skal Danmark være en del af EU?« står der på skiltet, som er formet som et EU-flag. To pile, en rød og en grøn, peger ned på hver deres spritbeholder. Veninderne Hanna og Viola må vælge.
»Bare fyr al den sprit! Vi skal være med i EU!« jubler Hanna og trykker på beholderen, så spritten flyver. Måske er det netop muligheden for at sige nej, der gør handlingen så tilfredsstillende.
Ifølge undersøgelsen fra 2019 definerer de unge først og fremmest samfundsengagement som nysgerrighed. De finder i høj grad andre holdninger spændende, og det er en værdi i sig selv at være villig til at ændre holdning, hvis noget viser sig at være en bedre løsning.
Ungdommens Folkemøde giver ikke et facit, blot flere vinkler at se verden fra. For eksempel skulle åbningstalen have været holdt af Mette Frederiksen, men da hun meldte afbud, fik Mads Brügger i stedet lov til at sætte stemningen fra Ølkassen. Ingen ved, hvad statsministeren ville have sagt den morgen, men nu fik hun i stedet en skideballe, mens de unge fik ros for at holde ud under pandemien og en opfordring til altid at tænke kritisk.
Seks timer senere står 21-årige Rolin Ali på nøjagtig samme plet og holder dagens sidste tale. Var hun ikke flygtet fra diktaturet i Syrien for fem år siden, havde hun aldrig fået mulighed for at stå her med en Dansk Flygtningehjælps Ungdom-T-shirt på.
»I det samfund jeg er opvokset i, måtte man ikke sige sin mening overfor sig selv, og slet ikke overfor andre. Frihed er ikke kun at være det, man vil. Det er også at sige nej til de ting, man ikke vil. Demokrati er ikke at være enige. Det er faktisk at acceptere og respektere uenigheden.«
Mens Mathilde Pontoppidan har lyttet, har hun tegnet en valgplakat med hendes mærkesager på, som vil blive samlet ind og hængt op et sted i byen. Liv Håkonsen har reflekteret over dagen:
»Det har givet mig blod på tanden til at være en del af noget større.«