FOKUS

Det danske vækstlagsteater sidder med ved voksenbordet

Det vildtvoksende vækstlagsteater står klar til at kaste sig hovedkulds ind i sommeren og ud på scenerne efter to forsømte forår – i år med en skub i ryggen fra det etablerede teatermiljø. 

Vækstlaget dækker over den ikke-professionelle og semi-professionelle del af scenekunsten, og det er her, billetterne koster en slik, og hvor oplevelserne falder som perler på en snor. Vækstlagsteateret er tit eksperimenterende og udforsker, hvad scenerummet kan – og fælles for alle de involverede er, at de brænder for det, de laver, og længes efter at blive lyttet til i det etablerede teatermiljø.

De unges bønner er blevet hørt. Teater ZeBU har indgået et samarbejde med Teaterhuset, hvilket resulterer i, at tre unge scenekunstgrupper opfører en site-specific forestilling ved navn Moderland på Amager. De unge kunstnere beskriver forestillingen således: »Som en moderne pendant til guldalderkunstens ophøjelse af Fædrelandet Danmark, hylder Moderland moderskabet og moderlandet Amager.«

Teatergruppen Ponyhof er en af de grupper der har udviklet en forestilling til Moderland, og for dem er vækstlaget som en andet hjem: »Det er en inkluderende platform for udfoldelse og kreativitet og ikke mindst venskaber. Vækstlaget er lidt som en mor, der giver mulighed for at komme ‘hjem’ til et sted som Teaterhuset. Her kan man kan udvikle sig, vokse, få afløb og møde ligesindede. Uden vækstlagsteatret ville det være markant sværere at finde et fundament som ung scenekunstner.«

 Samarbejdet mellem Teaterhuset og Teater ZeBU kommer på baggrund af en kritik mod det etablerede teatermiljø, som tidligere på foråret faldt fra Teaterhuset. Kritikken lød på, at unge stemmer ikke bliver inddraget nok i debatten om den danske scenekunsts fremtid. Denne bold greb Teater ZeBU, som allerede havde gang i en større undersøgelse af ungeteater i dag.

Nicolaj Dissing Schledermann, som er bestyrelsesmedlem i Teaterhuset, er glad for at ZeBU har grebet bolden: »Samarbejdet med ZeBU viser, at der er ved at ske en ændring i den måde, vi opfatter unge og ungeteater på. I processen er de tre scenekunstgrupper blevet taget alvorligt i deres egne, unikke udtryk, og det er vigtigt, da ungdommelighed er meget mere end tematik. Ungdommelighed er en vinkel, en æstetik, en humor og en fornemmelse – og den unge fornemmelse rammer man bedst, når unge er involveret i udviklingen af scenekunsten.«

I forestillingen Moderland kommer publikum på en rejse ud i Amagers gader, hvor de tre teatergrupper Project V, Teater DUSCH og Ponyhof er at finde forskellige steder på Amager. Her foldes scenekunsten ud i form af performance i Amagers kirkerum og gader. 

Både Teaterhuset og Teater ZeBU håber, at udvekslingen mellem unge, uafhængige scenekunstere og etablerede scenekunstplatforme vil fortsætte efter Moderland og at samarbejdet vil blomstre langt ind i sommeren og videre endnu.

Teater Ponyhof fortæller: »Det har været en fantastisk mulighed for os. Både det at samarbejde med et etableret teater, men også muligheden for at afprøve en ny måde at arbejde på. Man bliver stillet til ansvar på en anden måde, hvor der er flere parter, der har noget på spil.”

I udviklingen af forestillingen Moderland, tog Ponyhof udgangspunkt i sig selv, og skrev blandt andet rigtige breve til sine egne mødre. De spillede i Filips Kirken på Amager, da »der var noget ved det ‘guddommelige’ rum, som var interessant når man satte MOR i stedet for gud.«

Hvordan det fremtidige samarbejde mellem vækstlaget og det etablerede teater komme til at udfolde sig, er endnu uvist.  Der er dog ingen grund til, ikke at lytte til de unge, mener Ponyhof. »Der har længe været stort fokus på at få de unge i teatret og så er det oplagt at spørge og lytte til de unge, der selv laver teater. Der bliver allerede lavet meget godt teater til unge, men det giver noget andet når de unge selv bliver taget med i processen – og endnu mere når det også er os unge, der er afsendere. Det er vigtigt at understrege at det ikke er nok at lytte og nikke – der skal også handles.« Ponyhof mener, at der skal etableres ligeværdige samarbejder, og at de unge skal tages seriøst – netop som ZeBU har gjort med Moderland. De ønsker sig at teatrene får øjnene op for, at de unge scenekunstnere kan bidrage med noget, som det etablerede teater ikke selv kan.

 Teaterhuset ligger ikke på den lade side. Også konceptet ”Fritter, Fadøl og Forestilling” er lynhurtigt blevet en stor succes i Teaterhusets øjemed. Konceptet er originalt fra Aarhus, hvor initiativtager Jeppe Pachai siden 2019 har samlet publikum til forestillinger med sidevogn.

Efter Teaterhusets eget udsagn tog det præcis 49 timer, før alt meldes udsolgt til den københavnske premiere på konceptet den 5. juni, hvor et ambitiøst hold står klar med en dugfrisk forestilling JORDISK DELIGHT skabt på blot en måned.

Der er altså rigtig god grund til også at smide en vækstlagsbillet i indkøbskurven, næste gang der klikkes en billet til Det Kgl. Teater hjem. Oplevelserne og ildsjælene står klar til at modtage publikum med åbne arme, og personligt er jeg aldrig gået skuffet derfra.