BRANCHEN

Den moderne journalist har et videokamera i tasken

Foto: Privat


Celina Liv Danielsen, der arbejder som videojournalist og producer for Jesper Steinmetz,  giver her sit bud på, hvorfor en moderne journalist gør sig selv en kæmpe tjeneste ved at kunne filme og klippe på egen hånd.

Celina Liv Danielsen sidder i Danmark og fejrer sin fødselsdag, da hendes telefon pludselig ringer. Det er hendes redaktør på TV 2:

 »Donald Trump lukker grænserne. Du skal med et fly til New York ASAP,« lød ordren. 

Passagerflyet når amerikansk grund, tre timer inden landet lukker ned. En pandemi har spredt sig verden over, og New York City er dens nye epicenter. Amerikanerne har lukket sig inde i deres lejligheder. 

Times Square, som normalt bliver passeret af omkring 330.000 mennesker om dagen, ligger øde hen. Et af de eneste mennesker på stedet er 28-årige Celina Liv Danielsen, der er journalist hos TV2. Med sig har hun et videokamera.  

»Jeg viser, at jeg står fuldstændig alene på Times Square. Jeg viser, at jeg står på 5th Avenue midt på vejen. Der er ingen mennesker. Der er ingen biler. Der er ingenting,« fortæller hun over en telefonforbindelse fra New York, hvor hun til daglig bor og arbejder. 

Corona-historierne i New York kørte i flere måneder, og de store danske hovedkanaler ville have noget fjernsyn derfra. Celina var den eneste TV 2-journalist i byen på det tidspunkt, men stod uden fotograf, dog formåede hun alligevel at producere masser af indhold til TV 2:

»Jeg kigger i et lokalt medie og kan se, at der tre gader fra min lejlighed bliver sat midlertidige lighuse op. Kølecontainere bliver kørt frem til ligene. Jeg får fat på lederen fra nationalgarden og interviewer ham. Det kombinerer jeg med nogle dækbilleder. Derudover får jeg i ren desperation en lokal til at filme en ”walk-about” af mig for at vise scenen og markere at TV2 er på stedet. Man må altså tænke kreativt, når man er VJ (red. videojournalist.)«

Celina Liv Danielsen fortæller videre, hvordan hun kørte rundt med en bedemand i hans rustvogn i gaderne i New York City og ledte efter lig fra folk døde af COVID-19. Det hele dokumenterede hun med sit kamera, så TV 2 kunne få det i nyhederne. 

»Jeg lavede tonsvis af live-udsendelser i den periode. Jeg tror aldrig, jeg har lavet så mange live-udsendelser,« fortæller hun og bruger denne række af historier fra New York som et eksempel på, hvor fedt hun synes, det er at kunne filme og klippe sine egne historier: 

»Det fedeste ved at kunne filme selv er, at jeg føler mig ekstremt fleksibel, og det giver selvtillid.«

Fotograf ved et tilfælde

Celina Liv Danielsen mødte Jesper Steinmetz til en fest. De klikkede godt, og den garvede journalist fra TV 2 stod tilfældigvis og manglede en ny producer. Det lå dog ikke i kortene, at Celina også skulle være hans fotograf. 

»Da jeg fik jobbet i USA, var det ikke planen, at jeg skulle filme. Det var noget, der opstod undervejs. Mit job var at være producer, altså line historierne op, skrive artiklerne til web, være med på optagelser og komme med indvendinger til fotografen og Jesper,« fortæller hun og fortsætter:

»Tilfældet ville dog, at de stod og manglede en fotograf, så jeg sagde bare, jeg mente, at jeg godt kunne filme. Det handlede vel bare om at tænde kameraet, pege det i den rigtige retning og trykke record

Hun understreger, at det selvfølgelig er lidt mere kompliceret end det, men at det var startskuddet til, at hun i dag også fungerer som fotograf for Jesper Steinmetz, når der skal produceres tv-nyheder fra guds eget land. Celina sætter også kamera, lyd og lys op på egen hånd, når hun selv er live igennem til Danmark. 

»Hver gang jeg er på skærmen, er det et one-man-band,« fortæller hun.  

Mere fleksibilitet

Øget mobilitet og fleksibilitet er ifølge Celina Liv Danielsen et af de helt store fordele ved at kunne filme som journalist

»Det giver en fleksibilitet, at vi (red. Jesper og Celina) kan rykke ekstremt hurtigt. Hvis der er en nyhed, der breaker, men ikke har en fotograf til stede, ville man førhen tænke: ”Vi kan ikke få noget fjernsyn derfra”. Men nu, hvis en redaktør ved, at jeg er i nærheden, så ved de, at Celina godt kan filme, så hun kan lige lave et indslag til i morgen. Det giver mange flere muligheder.«

Tidligere skulle den 28-årige journalist gerne line historier op til en reportagetur over mange dage, da det er for dyrt at sende en fotograf til USA for at optage en enkelt historie. Det kan være et stort puslespil at få to journalister, en fotograf, ti historier og mange forskellige kilder spredt ud på forskellige tidszoner til at gå op i samme kalender. Derudover ville man typisk komme på bagkant af en TV-historie, hvis man skal vente på, at en fotograf kommer med et fly fra Danmark, hver gang en historie breaker

Den fleksibilitet har makkerparret dog nu.  

»Selvom jeg er i New York, og Jesper er i sit hjem i Washington, kan jeg ringe ham op og sige: ”Hey, der er den her mega fede historie, og kilden er klar nu, vi kan møde hende i morgen tidlig. Kan du flyve om fem timer?”. Der er en større fleksibilitet og mobilitet i det. Vi kommer ikke på bagkant af historien rent TV-mæssigt, fordi vi skal vente på en fotograf.« 

Celina Liv Danielsen pointerer, at det stadig er vigtigt med dygtige professionelle fotografer, hvis man skal producere nogle længere formater i en virkelig lækker kvalitet, men at en journalist med gode videoevner er tilstrækkeligt til nyhedshistorier og mini-dokumentarer, som dem hun selv har filmet til TV 2 Play.    

Øget efterspørgsel på videojournalister

Taster man ordene ”videojournalist job” på Google, viser det en tydelig tendens i branchen. TV2 Bornholm, Berlingske, Det Kongelige Teater, DR Vejret samt Danske Rederier har alle lavet stillingsopslag, hvor de søger en journalist med videoevner. 

»Alle journalister hos os skal både kunne lave nyheder, filme og skrive. Det kan en nyhedsjournalist anno 2021. Sådan er de i hvert fald her hos TV 2 Bornholm. Lige nu har vi for eksempel to journalistpraktikanter som er på VJ-kursus,«  udtaler redaktionschef på TV 2 Bornholm, Peter Funch.  

Dette er en tendens, Celina Liv Danielsen kan bekræfte. 

»Vi er blevet så digitale, at en artikel ikke længere er nok. Vi er blevet så visuelle. Vi vil have virkelig flotte billeder, en video til artiklen, måske vil vi også høre kildens stemme, eller se hvordan kilden bor. Vi vil gerne have hele pakken.«

Skal man tro Celina Liv Danielsen, stiller forbrugerne altså større krav til de journalistiske produkter end tidligere, og det stiller dermed også større krav til den enkelte journalist. Derfor har hun også et altoverskyggende råd til spirende journalister: 

»Hvis du kan filme selv, hvis du kan redigere selv, hvis du kan skrive et ordentligt manus, så er du en eftertragtet vare.«