En af de grundlæggende byggesten inden for journalistikken er objektivitetsnormen – idéen om, at man som journalist skal være objektiv i sit arbejde. Men hvis journalistikken kun er objektiv formidling af fakta, bliver det så for svært for modtageren at mærke journalistikken?
Klokken slår hel, og den velkendte nyhedsjingle flyver ud af TV’et i de danske stuer, på en helt almindelig, om ikke en smule grå og triviel, tirsdag aften: “Godaften og velkommen til 21-nyhederne på TV 2.”
Den gode, gamle TV-avis, som vi alle har tændt for en del gange i løbet af vores liv, har i selv samme tidsperiode ikke ændret eller udviklet sig betydeligt. Når Johannes Langkilde og Cecilie Beck byder velkommen, er alt, som det plejer.
Medierne kæmper for at holde på seerne og genskabe den tillid, der så småt er falmet det seneste årti. Tilbage står en berettende TV-avis på vores førende kanaler, som gør, hvad den skal, men så heller ikke mere til.
Det franske format
Lader vi til gengæld opmærksomheden glide lidt sydpå, ned til den varme sol, de sprøde croissanter og de heftige debatter, ser TV-landskabet en del anderledes ud. Rettere sagt, kigger vi til Frankrig og deres mest sete TV-avis, BFM TV, er det et helt andet format, der lægges for dagen.
Her mødes seeren af et stort, ovalt bord. Èn nyhedsvært, som også agerer både ordfører og ordstyrer, samt talrige eksperter, borgere, politikere, og hvem der ellers passer ind i denne aftens nyheder. Nyhederne læses op på almindelig vis, men derefter tages nyheden med det samme og behandles i en – til tider – heftig debat omkring det store, runde bord. Man kan næsten beskrive det som TV 2 News og Debatten, der har fået et TV-barn, der kører på Duracell batterier. Hver aften.
BFM’s TV-avis har vundet en stor del af befolkningens tillid. Blandt andet på grund af den måde nyhederne bringes. En af grundene til formatets succes kan spores tilbage til, at tilliden skabes, når seeren kan se begge sider blive debatteret om en aktuel nyhed. En opskrift, der i den grad har vist sig at virke i Frankrig.
Skal vi tage ved lære?
Der tales i dag om, at nyhedsmedierne har tabt forbindelsen til befolkningen. Mange nyhedsmedier på globalt plan kæmper i skrivende stund med dette problem, og det har danske nyhedsmedier også kunnet mærke. Spørgsmålet må derfor være, om de danske nyhedsmedier måske skal til at kigge ud over landegrænserne og søge inspiration hos andre europæiske medier. Er det på tide, at vi sadler om og lader vores trivielle nyhedsudsendelser blive både oplysende og diskuterende?
Spørger man Kim Andersen, adjunkt ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet, lyder svaret til det franske format i forhold til de danske nyhedsmedier:
»Man kan godt forestille sig, at man kan få skabt sig et format, der virker utroligt spændende at se og høre på, men der er måske også en fare for, at det bliver mindre faktabaseret og mere holdningspræget,« fortæller Kim Andersen og tilføjer:
»Hvis man som journalist har et mål om at lave noget tilstræbt objektiv journalistik, så mister man jo lidt kontrollen, når man giver mikrofonen til holdninger i øst og vest.«
Tillidsdilemmaet
Spørgsmålet er så, om borgerne vil få mere tillid til nyhedsmedierne, hvis debatter og holdninger bringes ind som en del af de gængse nyheder. Det er lidt et åbent spørgsmål og lidt et sats, man må tage som medie, mener Kim Andersen. Dog er der ingen tvivl om, at medierne skal kigge mod nye løsninger for at genopbygge den manglende tillid. Men måden, det bliver gjort på, er altafgørende.
»Modargumentet til ideen om den tabte forbindelse, det er jo, at hvis journalistik bliver mere holdningspræget og mere brugerinddraget i forsøget på at genetablere forbindelsen, så mister journalistikken måske også dét, der gør den unik,« fortæller Kim Andersen.
Men hvilken vej skal vi så gå? Hvis vi kort vender tilbage til BFM TV, har Kim Andersen et bud på, hvad de danske nyhedsmedier kunne lade sig inspirere af:
»Der er en fare for, at der kommer for mange holdninger ind i journalistikken, og modtageren ikke kan adskille fakta fra holdninger. Det, der taler for, er dog, at man måske kan få engageret borgerne i langt højere grad. Og måske er der også den fordel, at man kan fange nogle strømninger, journalistikken normalt ellers overser.«
Og netop disse strømninger, peger Kim Andersen på, kan være en mulig løsning på nogle af tillidsproblemerne:
»I forbindelse med valget af Trump i 2016 var der en diskussion om, hvorvidt de amerikanske medier overså stemmerne fra det her rustbælte i USA. Kan man få skabt nogle formater, hvor man får nogle af de stemmer med ind i nyhedsproduktionen, så er der jo en mulighed for at få noget diversitet ind i de perspektiver, der kommer til udtryk i nyhederne. Og det, tror jeg også, kunne være sundt for journalistikken, at den bliver mindre enøjet.«
Mere inddragelse og konstruktiv public service
For at spå lidt mere konkret om nyhedsmediernes fremtid de næste par år mener Kim Andersen, at der er to klare tendenser, der er værd at holde sig for øje: nemlig brugerinddragelse og løsningsorienteret, konstruktiv journalistik.
»Den her brugerinddragelse har vi for eksempel set ved TV 2 Fyn, der laver mange kampagner for, at man som fynbo skal byde ind med problemer og historier, som de kan tage fat i,« fortæller Kim Andersen og fortsætter:
»En anden strømning, som også hænger tæt sammen med brugerinddragelsen, er den konstruktive journalistik, hvor man prøver at sætte mere fokus på løsningerne som et supplement til problemerne.«
Én ting, de franske nyheder har opdaget, og som Kim Andersen også peger på, er et opmærksomt fokus på brugerinddragelse i de landsdækkende nyhedsmedier. Hvis det altså kan balanceres således, at den tilstræbte objektive journalistik stadig formidles med fokus på fakta frem for holdninger.