DEBAT

Debat: Udelukkelsen af LIXEN viser, hvorfor organisering er vigtig

Illustration: Emilie Sunekær.

Følgende er et udtryk for skribentens holdning.

Indrømmet. Det er ikke den sjoveste start, jeg har fået på posten som formand for KaJO. Dansk Journalistforbund har været igennem en svær tid siden i sommers, som du kan læse meget mere om her.
KaJO er lokalforening under Dansk Journalistforbund, så som frivillige i foreningen er det alt sammen spørgsmål, der har optaget meget af min og andre studerendes tid. Blandt andet valgte jeg at skrive under på den underskriftsindsamling, andre medlemmer af Dansk Journalistforbund startede, fordi de gerne ville have et ekstraordinært delegeretmøde. Delegeretmødet er Journalistforbundets højeste myndighed, og det er her, vi kan gå hen, når vi søger svar. Anmodningen blev imødekommet, og derfor har jeg faktisk været optimist det meste af efteråret.

Den optimisme styrtede dog brat, da to journalister her på LIXEN ikke fik lov til at dække det ekstraordinære delegeretmøde. 

Som formand for KaJO, men mindst lige så meget som journaliststuderende, undrer det mig dybt, at vores egen fagforening ikke greb chancen for at nå ud til de studerende på Syddansk Universitet og inviterede LIXEN indenfor. Ja, situationen i Dansk Journalistforbund har været alvorlig, men som mediefolk bør det være skåret i rygraden, at udelukkelse af pressen sjældent er den rigtige vej at gå i vores demokratiske institutioner. 

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har været så meget på Twitter som weekenden for det ekstraordinære delegeretmøde. På kringlet vis nåede historien om LIXENs afvisning nemlig frem til offentligheden, og på 280 tegn måtte jeg og andre støtter i mediebranchen gang på gang forklare og forsvare LIXEN-journalisterne. I skrivende stund mangler jeg fortsat en ordentlig forklaring på, hvorfor LIXEN ikke fik akkreditering til det ekstraordinære delegeretmøde. 

Men jeg er fortsat optimist. Hvorfor? 

Jo, for lige netop den her sag viser, hvorfor det er så sindssygt vigtigt, at vi som studerende organiserer os og står sammen. 

For mediebranchen er trængt. Når den tidligere regering vælger at slække på mediestøtten, er det ikke bare 20% af DR og Radio 24syv, vi mister. Nej, vi mister langsomt og gradvist den demokratiske vagthund, journalistikken er i vores samfund. 

Dén kamp kæmper vi – også – i KaJO, i Danske Mediestuderende og i Dansk Journalistforbund. Når vi så lige pludselig kan blive i tvivl om pressefriheden der, hvor den skulle stå allerstærkest, skal vi troppe endnu mere talstærkt op. 

Som formand for KaJO er jeg både stolt og rørt over den opbakning, mange studerende på Medietorvet viste os i løbet af den sidste weekend i november. Vi må blot ikke tro, at kampen er kæmpet færdigt, fordi LIXEN forhåbentligt får lov til at deltage, næste gang Dansk Journalistforbund afholder delegeretmøde. 

Tværtimod, så er kampen for pressefrihed, lige behandling af pressen og sikre forhold for journalister en kamp, der i meget højere grad skal kæmpes uden for forbundet. Men skal vi vinde den – og det skal vi – er vi nødt til at engagere os. Vi stod som den lille spiller i Twitter-diskussionerne, og når man er lille, kan man alt for nemt blive kørt over. 

Jeg forstår godt, hvis man har mistet tilliden og lysten til Dansk Journalistforbund. Min begejstring hænger mig ikke ligefrem ud af halsen i øjeblikket. Men vi sætter pressefriheden og vores egen fremtid over styr, hvis vi som studerende giver op nu. Selv forsøger jeg at konvertere de skuffede følelser til endnu mere engagement i det, jeg tror på, og som er den kamp, KaJO kan og skal kæmpe. Kun på dén måde sikrer vi, at Dansk Journalistforbund og resten af verden mærker, at vi er der.