Dette er et udtryk for skribentens egen holdning.
Hvad vil du være, når du bliver stor? Hvad vil du uddanne dig som? Disse spørgsmål kender alle til, spørgsmål som både kan føre til bivirkninger af frustreret hårriven eller nervøst neglebideri. Men hvordan hjælper fagene i gymnasiet til, at man kan uddanne sig til det, man drømmer om?
Hvis du stillede mig det store uddannelsesspørgsmål som lille, ville jeg uden at blinke svare læge. Mit mål var at stå med en stor lampe i panden, stetoskop om halsen og hvide træsko, mens jeg reddede diverse mennesker fra farlige sygdomme. Den drøm hang ved i mange år, så mange år, at jeg valgte den naturvidenskabelige studieretning på gymnasiet med matematik A, kemi og fysik B. Disse fag interesserede mig mest og skulle hjælpe mig mod min drøm om at blive “hende lægen”. Men studieretningen gav mig også nogle andre fag, obligatoriske fag, jeg ikke havde tilvalgt selvstændigt. Valgfag som billedkunst, musik eller mediefag skulle tilvælges i 1.G, fag som egentlig ikke matchede mit uddannelsesvalg. Alligevel gav mange timers fingermaling mig smag på noget andet end tal og atomer – jeg ville ikke være det kreative fag foruden. Derudover faget idræt som jeg brød mig mindst om, bortset fra når vi skulle danse argentinsk tango eller spille høvdingebold. Men hvad hjælper disse obligatoriske fag egentlig mod vejen til drømmejobbet?
Gymnasiet byder på en bred pallette af obligatoriske fag, for eksempel latin i 1.G, oldtidskundskab i 2.G og religion i 3.G. Alle disse fag er ikke krav til for eksempel en lægeuddannelse, men man skal alligevel igennem dem på gymnasiet og ende med en gældende karakter. Heldigvis synes jeg godt om disse fag og nød derfor at have undervisning i dem. Men nogle af mine klassevenner så måner og stjerner, når der blev sagt Odyssé eller arkitrav – og frygtede derfor det endelige resultat i faget. En af mine veninder drømte om at komme ind på en videregående uddannelse, der krævede et højt gennemsnit. Hun var overhovedet ikke humanist og fandt derfor disse eksempler på fag svært. Men hun var en haj til ligninger, kovalente bindinger og løste en matematikopgave lige så hurtigt som en prof spejder løser et råbåndsknob. Når en som hende står i 3.G med sit eksamensbevis og søger ind på drømmeuddannelsen, så trækker de latinske gloser hende ned og er måske årsagen til, at hun ikke kom ind. Er det optimalt?
Det frygtindgydende gennemsnit blinkede også i mit baghovede, da jeg læste på uddannelsesguiden, at lægeuddannelsen kræver et gennemsnit på 11,4. Det svarer til perfekte karakterer i hvert enkelt fag. Ingen plads til fejl eller en skæv karakter i idræt. Jeg forsøgte at bestræbe mig på at kunne klare det, fik huen på, og rejste til England i sabbatåret for at komme væk fra stressede hjerner. I teens land opdagede jeg, at jeg var interesseret i at grave i mennesker på en anden måde end med kirurgkniven. Jeg ville være journalist, en gravende journalist, klar til at fortælle historier, som kan sætte en debat i gang. Derudover lå monsteret under sengen, i form af et tårnhøjt gennemsnit, der var med til at holde mig tilbage i at søge ind på lægeuddannelsen.
Jeg spørger mig selv, om de obligatoriske fag var med til at hjælpe mig på andre tanker. Hvis min studieretning kun havde bestået af naturvidenskabelige fag, der skulle bakke min første indskydelse op om at ville være læge, var jeg måske gået med den drøm alligevel. Men at udfordre hjernen med oldtidskundskab, latin og billedkunst gjorde måske, at uddannelsespaletten virkede større.
Det er svært at komme ind på en uddannelse. Der kan være høje snit, der spærrer vejen. Der kan være så mange, der ansøger, at du ikke bliver valgt. En dårlig karakter i idræt kan have sænket dit gennemsnit, så den nu er afgørende for dit uddannelsesvalg. Jeg digger de uddannelsessteder, der begynder at se på en person for dens karakter og ikke talkarakter.
På journalistuddannelsen skal man igennem en optagelsesprøve og en samtale. Man bliver set an og vurderet “klar” ud fra det stadie du er på nu. Ikke på baggrund af et kiks i oldeksamen. Ikke på grund af, at du trak det mega nederen emne i kemi, du ikke forstod en brik af. Livet er nu, og det er det, man burde blive målt på. Ikke på baggrund af et tal i et obligatorisk fag.
På den anden side kan disse obligatoriske fag være med til at guide mod uddannelsesmålet – hvis man ikke er klar over, hvad man vil have karriere i. Oldtidskundskab kan åbne øjnene mod noget, man ikke var klar over og opdage sider af sig selv, der var ukendte.
Mange kunne ikke svare på det store uddannelsesspørgsmål i gymnasiet, men man havde valgt en studieretning, man troede matchede ens senere livsbane. Om studieretningen bekræftede ens uddannelsestanker, eller om de obligatoriske fag var fejlcastede eller øjenåbnere, er op til en selv at vurdere.
Om de obligatoriske fag burde være der eller ikke, er svært at svare på. Jeg tror, det er klogt, at de er der, da det er fag, man ofte ikke ville vælge selv. De kan derfor give et skub i en retning, man ikke troede var der. Men handler det om at blive dannet? Eller handler det om at guide dig mod drømmejobbet?