Uanset hvor man drejer hovedet hen, kan man i disse dage vide sig sikker på at blive konfronteret med forsmåede mediepersonligheder og konspirationsteoretiske politikere. De står i kø for at tude os ørerne fulde af grunde til, at det nye medieforlig er begyndelsen til enden på demokratiet, som vi kender det – og det er såmænd også hensigten. Men det er noget forventeligt vrøvl fra en branche, der vil beskytte sig selv.
Velvidende, at jeg står ret alene med min holdning og med fare for at lægge mig ud med stort set samtlige af mine medstuderende, vil jeg gerne plædere for en lidt mere nuanceret tilgang til debatten om det nyligt offentliggjorte medieforlig, der som bekendt indeholder en beskæring af DR’s budget på 20% samt en omlægning af medielicensen, som fremover trækkes over skatten.
Ganske som ventet blev forliget modtaget med en automatreaktion af jammer og klagesang fra store dele af mediedanmark – og af journalister og journaliststuderende i særdeleshed. Reaktionen var ventet, fordi den gentager sig hver eneste gang, talen falder på statsradiofoniens enorme budgetter. En beskæring af DR varsler den visse død for det oplyste og borgerinddragende samfund, som lader til at være det bagvedliggende ræsonnementet.
Opgør med nødvendighedsnarrativet
Men forholder det sig nu også sådan? Skal vi frygte en dystopisk fremtid med et polariseret mediebillede og et dansk Fox News-segment, hvis pengestrømmen til DR skæres fra 3,7 milliarder til ”sølle” tre milliarder? Jeg har til gode at blive præsenteret for et vægtigt argument for, at den varslede besparelse i det hele taget får nogen samfundsmæssig betydning.
Desuden savner jeg et opgør med det fremherskende nødvendighedsnarrativ i debatten om DR – og om behovet for public service i bredere forstand. Ordet ”service” indikerer nemlig et element af frivillighed, der er komplet fraværende i en dansk kontekst. Den største service, man kan yde offentligheden, vil derfor være at give den frit valg. Selv stoler jeg fuldt og fast på, at langt de fleste danskere uden problemer vil være i stand til at navigere i dagens kalejdoskopiske mediebillede på egen hånd.
Jeg vil heller ikke anfægte, at DR har en positiv effekt på oplysningsniveauet i befolkningen.
Mindre paternalisme – mere autonomi
Det bør ikke længere fremstilles som en universel og eviggyldig sandhed, at Danmarks Radio er essentiel for oplysningsniveauet i befolkningen. Abonnerer man på denne holdning, må man som logisk konsekvens også vedkende sig et grundlæggende paternalistisk syn på statens rolle overfor sine borgere og deres evne til autonomt at træffe de ”rette” medievalg.
Det tror jeg er en bagside af den ideologiske medalje, de færreste har lyst til at forholde sig til. Frit valg klinger nu engang bedre end formynderi, men det er altså sidstnævnte, der er tale om med DR i sin nuværende form.
Det er imidlertid logisk nok, at systemet ser ud, som det gør. Det var nødvendigt at opkræve licens og prioritere Danmarks Radio, da staten havde monopol på medieudbuddet. Dengang var DR således en essentiel kulturel institution. Men det er mange årtier siden, og verden er som bekendt ikke statisk. Tiderne er for længst skiftet, og det er på høje tid, at DR følger med og opererer på markedsvilkår.
Egenproduceret indhold af høj kvalitet
Danmarks Radio har i årevis bidraget med originalt indhold af høj international klasse. Derfor har jeg også tiltro til, at de fleste af DR’s tv- og radiokanaler vil kunne begå sig i fri konkurrence med andre mediehuse og -producenter.
Jeg vil heller ikke anfægte, at DR har en positiv effekt på oplysningsniveauet i befolkningen. Men jeg vil til enhver tid holde fast i, at opgaven kan løses af andre og flere aktører end en rent statslig.
Min ønskedrøm er, at vi lader det oven-stående komme an på en prøve. Eksisterer der et bredt forankret ønske i befolkningen om at bevare DR, vil folk også betale for det af egen fri vilje, eksempelvis gennem en abonnementsordning. Skulle det vise sig at knibe med denne løsningsmodel, vil der kunne luges ud i de elementer, der ikke er gangbare på markedet, så DR kommer til at fremstå mere strømlinet, effektiv og leverer den ydelse, der rent faktisk er efterspørgsel på.
Pragmatisk og brugbar løsning
Det er ikke realistisk, at min drøm nogensinde bliver virkelighed. Dertil er den politiske modvilje for stor. Derfor vil jeg nøjes med at finde glæde i det nuværende pragmatiske kompromis, der betyder, at noget af det overflødige fedt alligevel skæres fra i forbindelse med vedtagelsen af medieforliget. Det er trods alt et skridt i den rigtige retning.
At licensen fremover skal fedtes ind i skattesystemet er til gengæld tragisk. Det meget omtalte opgør med medielicensen løb ud i sandet og blev til et de facto nøk opad til et af verdens højeste skattetryk, men den diskussion er et debatindlæg værd i sig selv.