OPINION

Debat: Kan en sommerlejr for flygtningefamilier bidrage til god integration?

Jeg havde denne sommer fornøjelsen af at være frivillig på en sommerlejr for flygtningefamilier arrangeret af Red Barnet og Afdeling for traume- og torturoverlevere i Odense. Fælles for de deltagende familier var, at de alle er flygtet fra krigsramte områder, og at de i dag lider af PTSD som en konsekvens af at have oplevet krigens rædsler på tætteste hold.

Sommerlejren, som i år blev afholdt på Langeland, er en mulighed for familierne til at få nogle gode oplevelser med hinanden, og et sted, hvor børnene kan få lov til at se deres forældre i nogle andre situationer, end de er i til hverdag. Som når familierne samledes med de frivillige foran bålet til ristede skumfiduser og en snak om, hvordan arabiske traditioner adskiller sig fra danske. Eller når glæden lyser ud af øjnene på kvinderne fra Syrien, når de, for første gang, får lov at ride på en hest. 

Sommerlejren er altså med til at skabe et frirum, hvor familierne kan få nogle af deres bekymringer på afstand for en stund, og hvor de bare kan nyde at være sammen. Samtidigt får familierne en mulighed for at møde andre, som har gennemgået nogle af de samme ting, som dem selv.  

Umiddelbart skulle man tro, at langt de fleste mennesker ville synes, at en sommerlejr som denne kunne bidrage med en masse positivt. Både i forhold til familiernes integration, men også til at hjælpe nogle traumatiserede mennesker med at få nogle gode oplevelser. Alligevel møder sommerlejren stor modstand blandt folk på de sociale medier. TV2 Fyn delte på Facebook et tv-indslag fra turen, som hurtigt blev både delt, liket og kommenteret. I skrivende stund har indslaget fået 181 reaktioner og 54 kommentarer. Det er i sig selv ikke overraskende. Det der alligevel får mig til at spærre øjnene op er, hvor negative langt de fleste af kommentarerne er. 

”Hvad med at hjælpe danskere med PTSD først, spørger bare?” 

”De recurcer kunne bruges meget bedre på hjemsendelser!”

”Hvor ville det være dejligt hvis man lavede en lejr for danske børn hvis fædre lider af PTSD .. hjælp vores egne før midlertidige gæster .. Danmarks ungdom er vigtigere ..”

(Citat: Direkte fra Facebook)

Dette er blot nogle få af de kommentarer, folk har valgt at ytre i kommentarfeltet. Kommentarer, der ikke blot er sårende og dybt fordomsfulde, men som også er direkte uvidende. For der findes rent faktisk sommerlejre for danske soldater-veteraner. Og hvert år bliver der afholdt en lang række sommerlejre for både børn og deres forældre i Danmark – uanset hvilken baggrund man har. 

Derudover er alle de deltagende familier på sommerlejren bosat i Danmark, og stort set alle børnene er født og opvokset her. Dermed er de vel også definitionen på Danmarks ungdom? 

Samtidigt har vi at gøre med mennesker, som er flygtet fra død, ødelæggelse og rædsler, vi knap nok kan forestille os. Derfor bliver jeg også træt, når folk bag skærmene gang på gang mener, at alting ville blive meget bedre, hvis blot vi sendte ”de midlertidige gæster hjem”. For de er ikke ”midlertidige gæster”. De er mennesker. Og det, de før kunne kalde hjem, er blevet taget fra dem i krigen. De er ikke flygtet for sjov. 

Jeg mener derfor også helt klart, at denne sommerlejr er et skridt i den rigtige retning for at få skabt den gode integration. Ved at række ud og give disse familier muligheden for at få en god oplevelse er vi med til at skabe en langsom helingsproces for nogle mennesker, som er gået i stykker, fordi de har oplevet så meget frygt og rædsel. Samtidigt styrker vi dem også i deres tro på, at der er håb for fremtiden, og at de forhåbentlig på sigt kan finde tilbage til dem, de var, før de blev syge. 

Derfor må svaret være ja. Selvfølgelig kan en sommerlejr for flygtningefamilier bidrage til den gode integration.