FOKUS

Danskerne har magten til at ændre historien – Her er de tre vigtigste demonstrationer

Foto: Scan fra bogen ‘Vor Forfatnings Historie gennem tiderne’ (1921), Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv samt Nationalmuseet


Når uretfærdigheden er blevet for meget, har dansker grebet magten og demonstreret mod systemet. Ifølge historiker Nils Arne Sørensen er der især tre demonstrationer, der har ændret danmarkshistorien for altid. 

En lille hæl på en sort læderstøvle rammer en beskidt brosten. “Klik”, siger det. Støvlens læder starter højt oppe på anklen og bevæger sig ned af foden og ender i en spids, der klemmer tæerne sammen. Spidsen peger stift mod Amalienborg og sidder fast på Orla Lehmann. Lehmanns kliklyd er en del af en symfoni på 30.000 fremstrakte støvler, der alle spiller den samme melodi. Det er et optog, der går imod kongen. Mod en forandret fremtid. Mod en ny grundlov og med historier fra resten af Europa som bevis på, at det kan lade sig gøre. Lyden fra støvlerne stopper for en stund foran Amalienborg. Orla retter ryggen, det er netop nu, at mange års kamp skal forløses. Med front mod kongen og med et sort hav af hatte strakt mod himlen i ryggen, afslutter Orla sin tale med ordene: “Vi anråber Deres Majestæt om ikke at drive Nationen til Fortvivlelsens Selvhjælp.” Knap har ordene forladt Orlas mund, før Frederik den. 7 overgiver sig til de mange demonstranter.  Ifølge historiker Nils Arne Sørensen er kravet om en forfatning i marts 1848  en af de tre mest betydningsfulde demonstrationer i danmarkshistorien. “Kravene om forfatninger og demokrati rundt om i Europa havde ledt til egentlige revolutioner – og hvis Frederik 7. ikke havde givet efter for demonstranternes krav, kunne det også være sket i Danmark,” fortæller Sørensen. 

For at finde den anden demonstration, Nils Arne Sørensen fremhæver, bliver vi i København men bevæger os frem til påsken 1920. Christian 10. afsatte den radikale regering med Carl Zhale i spidsen, blandt andet på grund af uenigheder om, hvor den dansk-tyske grænse skulle gå efter 1. verdenskrig, hvilket udløste påskekrisen.
“Kongen begaar statskup”, stod der med store bogstaver på forsiden af avisen Socialdemokraten. Forsiden skabte rør i arbejderbevægelsen, der svarede igen med en demonstration, og for første gang nogensinde krævende folkemængden kongens afgang. Amalienborg slotsplads var fyldt til randen med vrede demonstranter.
“Ned med Christan. Republik, replublik”, råbende gennemtrængte lyden af bilerne, der havde indtaget Danmark kort forinden. Nu var det arbejderbevægelsens tur til at indtage Danmark.
Demonstrationerne og andet politisk pres førte ti,l at kongen bøjede sig og afskedigede den regering, han havde valgt uden om folketinget. Det var derfor en sejr for parlamentarismen, fortæller Sørensen til Lixen. 

Den tredje demonstration, der har ændret danmarkshistorien, kaldes augustoprøret. To et halvt år efter besættelsen startede en bred folkelig opbakning mod besættelsmagten. Men kampen mod de magtfulde nazister føltes som umulige, indtil et rygte blev spredt: “Krigen er snart fordi.” lød det i alle afkroge af Danmark. Rygtet viste sig senere at være, ja, et rygte mere end sandhed. Men det skabte alligevel et håb i befolkningen. Frygten blev forvandlet til oprør. I august 1943  samledes folk i byerne – især Odense var vigtig – og protesterede mod samarbejdet med det tyske besættelsesstyre.  Resultatet blev regeringens afgang, og den 29. august står, ifølge Nils Arne Sørensen, skrevet med fede bogstaver i danmarkshistorien. “Her har vi et historisk eksempel, hvor demonstranter fik afgørende betydning; regeringen var nemlig slet ikke indstillet på at gå af.”