SPORT

Dansker i England: “Det var folk fra Chelsea, der ville have mig ud at spille i deres klub”

Det er måske en decideret sjældenhed, når danskere har personlig erfaring med britiske klubber. Dog er det ikke ligefrem umuligt. Therese Friis har nemlig lige præcis den oplevelse helt tæt på kroppen med et meget velkendt hold i blå og hvide farver.

Man er ikke i tvivl, når man træder ind i Therese Friis’ lejlighed. Der hænger fodboldplakater og trøjer på væggene, der er medaljer og pokaler på hylderne, der er gamle fodboldbilleder med en meget ung Therese, og der er de mest kendte fodboldspilleres signatur indrammet sort på hvidt. Therese Friis er en dedikeret fodboldfan, men ikke bare for hvilket som helst hold: Hun er Chelsea fan. Dog har hun et helt specielt kendskab og forhold til fodboldholdet. Hun har nemlig selv spillet for Chelseas kvindelige ungdomshold fra 2009 til 2015. En årrække som uden tvivl har haft en positiv indvirkning på Therese både dengang og nu.

I 2001 pakkede familien kufferterne og drog mod England, hvor en hel ny verden bød sig velkommen. En verden, der bestod af fodbold, og som Therese på ingen måde kunne have forudset.

Interessen for fodbold startede for Therese, som ved de fleste spillere og entusiaster, hvor hun spillede fodbold i frikvartererne. Hun kunne ikke snakke engelsk særlig godt, men hun kunne godt lide at spille fodbold, så det var en nem måde at få venner på. En helt tilfældig dag i England skulle Therese spille fodboldstævne med skolen, hvor hun blev mødt af nogle fremmede, der blot havde ét vigtigt spørgsmål: Om hun ville komme til prøvetræning i deres klub.

Det ville senere hen vise sig, at det fodboldstævne og den specifikke prøvetræning skulle bane vejen for Therese og hendes fodboldkarriere de næste mange år.

”Det viste sig så, at det var folk fra Chelsea, der ville have mig ud at spille i deres klub,” fortæller hun.

Derfra gik det kun én vej. Træningerne blev flere, og dedikationen blev højere.

Velkommen til Chelsea F.C.

Det var ikke ligefrem ”a piece of cake” at blive en del af Chelseas ungdomshold. Man skulle igennem en optagelsesprøve bestående af to dele, før man kunne kalde sig for en vaskeægte Chelsea-spiller. 

”Over halvdelen blev sorteret fra,” fortæller Therese, når hun bliver spurgt til indsnævringen af udvælgelsen til de fremtidige fodboldspillere.

Optagelsesprøven bestod af teknisk viden, hvordan man spiller i kamp, én mod én, to mod to og så videre. Det blev også vægtet højt, at spillerne forstod spillet og forstod spillet fra den position, som de spillede på banen. Der er selvsagt forskel på, om man spiller angreb og forsvar, og dermed er der også forskel i kompetencerne. Therese endte med at kvalificere sig til en plads som midtbanespiller for Chelseas ungdomshold i 2009.

Alligevel blev det hårde arbejde belønnet på enten den ene eller den anden facon. Især når man i forvejen er dedikeret fan af Chelsea og dermed har kendskab til spillerne. Her kan belønningen være noget så simpelt, som at se kendte ansigter og idoler på træningsbanen.

”Jeg har ikke snakket med dem fra Chelsea, men man kunne se dem gennem hegnet. Så stod Petr Čech og alle de gode gamle der,” siger Therese med et smil på læben.

Disciplinering og ændret mentalitet

Selvom træningen i en stor klub som Chelsea uden tvivl er intens og hård, så ser Therese tilbage på den periode, som den bedste fodboldtid nogensinde.

”Det var den fedeste træning, jeg nogensinde har prøvet. Så snart du trådte ud på træningsbanen, så skulle man bare være fokuseret.”

Der er ingen tvivl om, at det var elitefodbold på højt niveau. Kravene var høje og målrettede, men når man lærte de strenge forhold at kende i sådan en ung alder, så blev det bare en naturlig indlæring og almindelig del af hverdagen.

”Kommer du ikke til træningerne, opfylder du ikke kravene, gør du ikke, hvad der bliver sagt, så er det bare farvel. Du får én chance.”

Heldigvis bakkede Therese ikke under for det store pres og for den sommetider markante vindermentalitet. Selvom det var et skift fra hyggefodbolden i skolegården, så tændte det også en ild i hende. Også hendes skoleliv og lektier blev en integreret del af den dedikation og målrettethed, som hun lærte. Til dels fordi holdet prioriterede det, men også fordi disciplinen blev en naturlig del af den britiske hverdag. Skoleuniformerne skulle regelmæssigt stryges, og lektierne skulle helst overstås, før hun kunne tage til træning. Fodbolden fyldte mere end lektierne, men hun vidste godt, at de stadig skulle laves og vægtede en del. Det blev nemlig set ned på i fodboldbranchen, hvis ens karakterer var dårlige.

”De kigger selvfølgelig på, kan man følge med, ja eller nej? Prioriterer man sin sport for meget?”

Ifølge Therese skulle man uden tvivl finde en balance for at få alt til at gå op i en højere enhed. Til gengæld er læringen af denne proces en stærk faktor for hende den dag i dag.

”Man udvikler sig jo ikke kun inden for fodbold, man får jo også nogle personlige kompetencer i andre perspektiver af livet. Jeg har lært, at når du går ind til noget, så gør du det fuldt ud. Du giver dig selv hundrede procent hele tiden, for ellers så får du ikke noget ud af det.”

Savn til det britiske

Når Therese bliver spurgt ind til, om hun savner fodbolden i England, og alt hvad det indebar, så er svaret entydigt.

”Ja. Det er det eneste, jeg savner ved England.”

Therese træner nu i en dansk klub, men det er tydeligt på flere faconer, at hun er gået fra elitefodbold til ”hyggefodbold”. Therese siger, at hun nu gør det for det sociale, for at holde sig i god form og så, fordi hun selvfølgelig stadig godt kan lide at spille fodbold. Dog er det slet ikke for bestræbelsen efter elitefodbold længere.

”Jeg var ambitiøs, da jeg kom til Danmark, men jeg var for gammel til at spille på 1. holdet, så jeg skulle spille på 2. holdet som kvartalsspiller. Herfra røg mit niveau bare nedad.”

Det gør uden tvivl noget ved ens mindset og ambition, når man skifter fra en stor klub i England til en lille klub i Danmark. Det gjorde også noget ved Therese og hendes udvikling inden for fodboldens verden.

”Man var lige på toppen og klar til at udvikle sig endnu mere.”

Alligevel fik hun store ord med på vejen fra trænerne ved Chelsea.

”De sagde, at hvis jeg fortsatte på det niveau, så kunne de godt se mig på det danske landshold en dag.” 

Det var den sidste og afsluttende kommentar, som trænerne sagde til Therese, før hun pakkede sin kuffert og drog tilbage til de danske rammer.

Hvad så nu?

Therese Friis har lige haft en pause fra fodbolden i to år, da hun ikke synes, at det var givende for hende at spille i sin gamle klub, og da hun fik en overbelastning i knæet.

”Jeg skulle lige finde motivationen frem igen, for hvad nu hvis knæet ikke kunne holde? Det var lige en grænse, som man skulle have overskredet,” udtaler Therese sig.

Den dag i dag studerer Therese til fysioterapeut på UCL i Odense. Hun er fortsat interesseret i kroppen, det at være aktiv og sund kost, og det kommer, ifølge hende, nok til at forfølge hende resten af livet. Hun har heller ikke planer om at opgive fodbolden eller stoppe.

”Det har været nogle fede oplevelser, og det skal man bare tage med hjem i bagagen og bruge det i stedet for at tænke øv og ærgre sig.”

Hun har fortsat samme mentalitet den dag i dag, som dengang hvor hun blot var en lille pige. Hun laver stadig sine lektier først, og så tager hun til træning, præcis som for flere år siden.

Når der bliver spurgt, om Therese er tilfreds med, hvor Chelsea befinder sig lige nu, så er svaret meget beskedent, men ikke desto mindre ærligt og kontant.

”Ja, jeg synes, at det går meget godt. Resultatmæssigt synes jeg, at det kører, som det skal. Selvfølgelig er der altid nogle ting i klubben, men det kan man jo ikke rigtig gøre noget ved, når man sidder her.”

Therese Friis er stadig en trofast Chelsea fan, hvilket hendes udsmykkede lejlighed så fint illustrerer. Ifølge hende forandrer det sig nok heller aldrig, hvilket er den samme dedikation, der har været der gennem hele hendes fodboldkarriere.