ARKIV

Danmarks surferhovedstad er samlingspunkt for surfere og storbyfamilier

Foto: August Sandberg.
August Sandberg
Skrevet af August Sandberg

Meget er sket på få årtier i den forhenværende fiskerby, Klitmøller. Byen har med sine unikke bølgeforhold valgt at fokusere på surf og er blevet til epicentret i Cold Hawaii. Byen tiltrækker mennesker, der er bidte af surf og den kultur, der følger med sporten. Ifølge hyppigt besøgende og windsurfer, Rasmus Øgelund, har byen ændret karakter – på godt og ondt. 

 

Det må have været svært at forestille sig for ca. 40 år siden, at en lille by i toppen af Danmark, der i hundredvis af år havde levet af fiskeri, skulle ende som surferparadis. Alligevel er historien sand og udspiller sig oppe i Thy. Klitmøller er en del af såkaldte Cold Hawaii – et navn skabt af områdets surfere. To rev ud fra kysten i sammenspil med vejret gør Cold Hawaiis bølger ekstra intense og er derfor som skabt til sport, hvor havets bølger indgår. Fantastiske surfmuligheder tilsvarende Hawaiis – bare koldere.

Klitmøller er hurtigt blevet en surfer-favorit, der tiltrækker en bølge af turister udstyret med surfbrætter og redningsveste. Byens butikker er omfavnet af tiki-kultur, surfudstyr til en hel livsalder og Quicksilver-tøj nok til at udstyre utallige teenageværelser. Svært er det at finde en bygning nede ved havnen, som ikke indeholder noget, der minder om vandsport. Flere surfere har valgt at slå sig ned i den lille by med lidt over 1.000 indbyggere, og Klitmøller er dermed den eneste by ved vestkysten, der oplever en befolkningstilvækst.

 

En by med surfer-DNA

Klitmøller er et samlingspunkt for surf – men også den livsstil, der hører med sporten og de mange nye besøgende. Den lokale købmand kender sine kunder og har ikke kun et stativ til cykler, men sågar skateboards. I kølediskene er der mere vegetarmad end hos den traditionelle Spar og frysepizza til den nette sum af 100.- kr. (normalpris 110). Feriegæster fra storbyen stopper brat op og tager en med økologisk kalv og kål, mens de unge langhårede tager sig til hjertet og får øjne som tekopper, når de passerer. 

En af byens besøgende, 26-årige Rasmus Øgelund, fejrer 11-års jubilæum siden sit første besøg. Når han ikke rider bølgerne, driver han Copenhagen Surf School. Mørket har meldt sin ankomst for længst, men Rasmus er først kommet op af vandet nu. Man er ikke i tvivl om Rasmus’ passion for sporten, når han kommer kørende i sin brugte kassebil. Bilens oprindelige farve er gemt bag et tykt lag graffiti, der består af motiver, der får tankerne rettet mod hula-skørter og tonerne fra en ukulele. Vognen fungerer som en mobil skole. Den er fyldt til randen med udstyr, og der falder sand ud, når man åbner bagsmækken. 

Rasmus forklarer, at byens kultur danner ramme for et helt specielt fællesskab. For ham har der været en tydelig ændring på byen siden første besøg i 2008. 

»Uden at lyde kliché, så var det bedre i gamle dage. Da vi startede med at komme heroppe, var vi nogle enkelte windsurfere. Byen er sidenhen blevet til et brand. Der er blevet skabt et fedt miljø heroppe og et helt samfund af surfere. Det var der ikke, da vi startede med at komme. Størstedelen af dem, der kommer nu, kommer for miljøet,« fortæller Rasmus. 

Med tiden har der også været forandring. I dag er det ikke kun dedikerede surfere, der kommer og besøger Klitmøller, fortæller Rasmus. 

»Hipsterne er kommet til. Det er sjovt at se. Det er som at gå på Vesterbro, og folk er blevet copy-pastet herop,« fortæller Rasmus med mundvigene vendt mod ørerne.  

»Vi kan godt lide at joke om, hvor populært det er blevet. Humoren er også lidt et tegn på, at man synes, det er åndssvagt. Nogle gange er der ingen bølger, og så ligger der 200 mennesker ude på vandet. Det er en benhård konkurrence, for der er ikke uendelige bølger.«

 

Tag den med ro-tegnet

En stor del af surferkulturen ligger i den såkaldte “hang loose”-gestus man laver med hånden – en gestus man ikke kan undgå at støde på, hvis man besøger byen. Håndtegnet betyder, at man skal tage den med ro. En vigtig del af livsstilen.

»Surf og fest hænger sammen. Det er kulturen. For mig handler hang loose om, at selvom der er danmarksmesterskab om morgenen, så kan man godt drikke rigtig mange pilsnere dagen før. Der er intet, der er så seriøst, at man ikke kan prioritere at hygge.« 

Livsstilen har imidlertid givet bagslag på grund af den store interesse, der er kommet over årene.

»Det er hang loose, så man booker ikke sommerhus et år i forvejen. Men det gør alle dem, der er hoppet på bølgen – hipsterne, familierne. Så vi har alle været nødsaget til at tage med vores forældre. Man kan godt mærke, det er noget andet i år, fordi man ikke drikker lige så mange pilsnere. Hang loose attituden plejer at sætte gang i det sjove, men har samtidig sat en dæmper på det i år.«

Den øgede interesse i surf er hjertens velkommen for en mand, der ejer en surfskole og et inderligt ønske om, at folk kommer ud og prøver at få vind i sejlene. Alligevel toner Rasmus Øgelund rent flag for, at den enorme interesse har fået ham og hans venner til at tale om at søge andetsteds i fremtiden.

»Jeg kender en, der bruger mere tid på at finde spots, hvor der ingen mennesker er end at være ude på selve havet. Så det virker som om, at der er en bevægelse mod den popularitet, der er strømmet over byen. Vi har også joket i vores gruppe af 20 surfere med at finde et nyt sted og starte, siden vi ikke engang har haft mulighed for at finde et sommerhus i år.«

Om surferne beholder deres interesse for stedet, må tiden vise. Én ting er sikkert – bølgerne vil stadig slikke den nordvestjyske kyst. 

Om skribenten

August Sandberg

August Sandberg