STUDIET

»Danmark har syv universiteter og en missionsanstalt med hovedkvarter i Odense«

SDU vil være Danmarks første bæredygtige universitet. De 17 Verdensmål skal være kompas. Men Verdensmålene er en trojansk hest. Flot at se på, men fyldt med socialisme indeni. I realiteten afvikler SDU sig selv som universitet. Det mener politiker Henrik Dahl (LA) og en helt ny studenterorganisation.


På Twitter er der plads til 280 tegn i et tweet. Henrik Dahl fra Liberal Alliance bruger kun 124, da han 25. august om formiddagen sender et tweet af sted fra sin iPad.

Under teksten er der vedhæftet et skærmbillede fra SDU’s studiestartsprøve. På billedet kan man se, at nye studerende i år skal vælge hvilke af FN’s 17 Verdensmål, de helst vil arbejde med.

Dagen efter har @SociologenHD, som politiker og sociolog Henrik Dahl kalder sig på Twitter, skiftet sin iPad ud med sin iPhone, da han sender endnu et tweet afsted. 

FAKTA: SDU og FN’s verdensmål

Målene blev vedtaget 25. september 2015 af verdens regeringsledere på FN topmødet i New York. 

Verdensmålene udgør 17 konkrete mål og 169 delmål, som forpligter alle FN’s 193 medlemslande til helt at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst. De fokuserer ligeledes på at fremme fred og sikkerhed og stærke institutioner, og på at styrke internationale partnerskaber.

Fremover skal studiestarten for alle nye studerende gentænkes med Verdensmålene som omdrejningspunkt. Og det er den blevet. I år skal de nye studerende i den obligatoriske studiestartsprøve på bl.a. Medievidenskab vælge 3-7 verdensmål, som de “kan se sig selv bidrage med i fremtiden”. 
Kilde: www.verdensmaalene.dk, www.SDU.dk

Henrik Dahl mener ikke, at Verdensmålene hører hjemme på SDU. 

– FN’s verdensmål er politik, ikke forskning. De hører hjemme i et parlament. Ikke på et universitet.

Henrik Dahl, der selv kommer fra universitetsverdenen, frygter, at det går udover forskerne og de studerendes frihed.

Det berøver forskere og studerende friheden til at stille spørgsmål. Og friheden til at stille kritiske spørgsmål, siger sociologen, der fra 2003 til 2008 var adjungeret professor på Copenhagen Business School.

Henrik Dahl, der i dag er forskningsordfører for Liberal Alliance, frygter samtidig, at Verdensmålene vil give Danmark mere socialisme. 

– FN’s verdensmål går populært sagt ud på, at alle lande i verden skal være socialdemokratiske velfærdssamfund.  Skal man længere i den retning, vil det næsten altid indebære elementer af mere stat, mere regulering, og ofte mere tvang.

SDU afviser kritik

SDU’s ledelse mener, at der er en vigtig forskel at skelne mellem

– Vi vil gerne understrege, at vi arbejder kritisk med, men ikke for verdensmålene, pointerer universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind. 

– Universitetets kerneopgaver er fortsat forskning, uddannelse og formidling, og vores verdensmålsstrategi ændrer ikke ved dette og står heller ikke i modsætning til universitetets forpligtelser, fortsætter han. 

Samtidig gør han det klart, at implementeringen af FN’s verdensmål ikke påvirker forskernes frihed på SDU.  

– Det er naturligvis helt afgørende, at vi som universitet står vagt om forskningsfriheden og den kritiske tænkning, siger Thomas Buchvald Vind.

Debat føder ny studenterforening på SDU

To døgn efter at Henrik Dahl gik på Twitter første gang, blev en ny side oprettet på Facebook. På et billede med blå baggrund skriver facebooksiden med store hvide kapitaler, at “SYDDANSK UNIVERSITET HAR FÅET EN NY STUDENTERFORENING”. 

De kalder sig Konservative Studerende Odense, og under logoet skriver foreningen: “Dit bolværk mod Verdensmål på SDU”.

I spidsen for bestyrelsen står Harald Frisch fra 3. semester på medicinstudiet. 

– SDU modarbejder universitetets kerneopgaver. Det vil vi gøre op med. Vi skal gøre op med dette fokus på verdensmålene, da verdensmålene er politiske, siger den nyvalgte formand. 

Mia Metz Jensen læser kemi på 9. Semester. Hun er næstformand for Konservative Studerende Odense og uddyber. 

– Et universitet er en forskningsinstitution, og der hører FN’s verdensmål ikke til. SDU’s opgave er at opbygge og styrke sin position som forskningsmæssig instans, og det kan man ikke, når man pålægger sig selv politiske mål.

Iført den rette mundering afholdt Konservative Studerende Odense stiftende generalforsamling 25. august 2020. Foto: privat.

Nu er målet for den nye studenterforening at blive opstillingsberettiget til efterårets universitetsvalg, der bl.a. giver adgang til SDU’s bestyrelse. Indtil da er holdningen klar.

– SDU må vælge, om de vil være et universitet eller en politisk organisation, siger Harald Frisch, formand for Konservative Studerende i Odense.

På Twitter byder Henrik Dahl den nye studenterforening velkommen.

Virkelig godt initiativ. Tillykke til SDU. Enhver befrielse starter med det første skridt. #dkpol

Foto: SDU, Peer Elmelund-Præstekær