Foto: Nanna Eline van Toornburg
De studerende på tredje semester har haft besøg af en del dygtige gæsteundervisere. Dette har dog også resulteret i, at en større mængde af undervisningen i journalistisk håndværk har indeholdt oplæg, der foregik over zoom. Det er der både fordele og ulemper ved.
“Hvem sidder der bag Skjærmen
med Klude om sin Haand,
med Læderlap for Øjet
og om sin Sko et Baand”
Er man velbevandret indenfor højskolesangbogen kunne man fristes til at svare, at det såmænd må være Jeppe Aakjærs Jens Vejmand. Men som journaliststuderende på Syddansk Universitet på tredje semester kunne et oplagt svar også være endnu en journalist på endnu en digital forbindelse, der skal holde endnu et inspirerende oplæg om, hvordan det er at være journalist. Selvfølgelig mest pga. dét der med at sidde bag skærmen. Ikke så meget pga. klud, læderlap og bånd.
I undervisningen i Journalistisk Håndværk på tredje semester har der i højere grad end tidligere været inviteret gæsteundervisere i form af hot shot journalister fra den virkelige verden. De studerende har blandt andet haft æren af at opleve Søren Carlsen fra P1, Anne Skjerning fra DR og dele af graverredaktionen fra Jyllandsposten. Og det er jo ikke småting.
Hot shots og koncentrationsbesvær
De studerende har haft stor glæde af at få guldkorn fra nogle af de journalister, der arbejder ude i den virkelige verden. INTERN har talt med Cille Høg, der studerer på 3. semester og hun synes godt om konceptet med de forskellige gæsteundervisere og oplæg:
»Jeg synes faktisk, det fungerer godt. Federe end jeg havde troet, at det ville.«
En ulempe ved den øgede mængde gæsteundervisere er dog, at en højere andel af håndværks-undervisningen har indeholdt digitale oplæg. I skrivende stund har tre undervisningsgange indeholdt et virtuelt oplæg. Og dette begejstrer ikke just de studerende:
»Jeg synes godt, man kan mærke, at når det er online, så slipper tålmodigheden og koncentrationen ret hurtigt op. Især de gange, hvor vi har haft to lige efter hinanden. Jeg kan helt ærligt sige, at jeg ikke kan huske en skid fra nummer to oplæg, fordi jeg har zonet helt ud.«, siger Cille.
Og der er faktisk videnskabeligt belæg bag Cilles pointe. Flere eksperter bakker op om, at oplæg over eksempelvis zoom ikke fungerer optimalt. Både fra oplægsholderens perspektiv og fra publikums perspektiv. Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, har præsenteret Christian Dalsgaard, ph.d. og lektor ved Aarhus Universitet, for beretninger fra forskellige undervisere under coronanedlukningen. Èn af pointerne Dalsgaard fremhæver er, at digitale oplæg er udfordret af oplægsholderens begrænsede mulighed for kontakt til modtagerne:
»I gennem lærernes fortællinger bliver det tydeligt, at virtuel undervisning faktisk ikke egner sig særligt godt til traditionel klasseundervisning, hvor lærerne holder længere oplæg. Det her med, at der sidder en masse ansigter og kigger, og det er svært at få en fornemmelse af, hvad de får med fra undervisningen.«
Og dette er ikke kun et problem for underviserne. For hvis underviseren har svært ved at afkode de studerende, kan det også have konsekvenser for deres opmærksomhed. Og dette har før skabt koncentrationsproblemer i undervisningen. Cille husker tilbage på et af de zoom-oplæg, hvor gæsteunderviseren havde særligt dårlig forbindelse til publikum:
»Han sad og stirrede ud af vinduet, nærmest hele oplægget igennem. Jeg fulgte slet ikke med, fordi jeg ikke følte, han var til stede overhovedet. Så jeg tror, det er vigtigt, dét der med at have fokus på at være nærværende.«
Søren Kyllingsbæk, der er professor på Institut for Psykologi, fortæller i en nyhedsartikel til Københavns Universitet, at man som publikum også får mest ud af at opleve et oplæg i kød og blod. For ved et digitalt oplæg vil man nemlig have sværere ved at afkode en undervisers kropssprog.
»Vores kropssprog og vores verbale sprog forstærker og understøtter hinanden, og det gør, at vi kognitivt bedre forstår, hvad vi siger til hinanden.«
Ved et digitalt oplæg er der tværtimod andre ting, der kæmper om vores opmærksomhed.
»Vi afkoder rigtig meget i vores øjenkontakt, og den er svær at fange, fordi vi kigger på skærmen og ikke direkte ind i kameraet. Samtidig er der ofte en forsinkelse på internetforbindelsen. Det tilsammen gør, at der kommer et stort træk på vores opmærksomheds-ressourcer, fordi vi har sværere ved at afkode de nonverbale og ubevidste signaler, vi er vant til at kunne. Dét er med til at gøre os trætte,« siger Søren Kyllingsbæk.
Tungen på vægtskålen
INTERN har talt med endnu en mand bag skærmen, Christian Erin-Madsen. Han har stået for at planlægge undervisningen på tredje semester. Og Christian modsiger sig ikke de foregående pointer om digitale oplæg:
»Det siger sig selv, at hvis alle kunne møde op og alle kom på besøg, ville det være super fedt.«
Men for ham er der andre ting, der vejer tungest i planlægningen af semesteret. Selvom der eksempelvis ville være situationer, hvor en lokaljournalist, placeret tættere på universitetet ville have mulighed for at afholde et fysisk oplæg, så er det altså den faglige ballast, der bliver tungen på vægtskålen.
»Overvejelse nummer ét er ikke, at det skal være lokalt. Overvejelse nummer ét er, hvem der er de bedste af de bedste. Det er at hive den bedste kvalitet til jer. Sådan så I får det, der er allerfedest.«
Men spørger man Cille, er det dog noget helt tredje, der vejer tungest – nemlig selve formidlingen af undervisningen:
»Jeg tror ikke, det er vigtigt for mig, at det er én, man behøver at kende, og én der har lavet nogle vilde ting. Jeg tror, det, der er vigtigt, er, at man kan få det ned på et niveau, hvor vi kan være med, så det ikke bliver for abstrakt. Dem, der har en evne til at få det ned på et helt basalt niveau, er der, hvor det har fungeret bedst.«
“Hvem sad så der bag Skjærmen
med Internetforbindelse dum,
med dybe Panderynker
og søvnigt Publikum”
Det må såmænd være endnu en journalist på endnu en digital forbindelse, der skal holde endnu et inspirerende oplæg om, hvordan det er at være journalist.