Foto: Frederik Kongsgaard
Filmskribent og forfatter Christian Monggaard har gennem 25 år haft sin gang som redaktør og anmelder hos Dagbladet Information. Modsat mange andre journalister, er han autodidakt med to ufærdige uddannelser i bagagen og har i sine egne ord »aldrig lært at opbygge en artikel«. Lixen har besøgt skribenten, der de sidste 30 år har forsøgt at fornøje sine læsere, forstå og formidle alt om film.
Bio Silkeborg 1982. 10-årige Christian Monggaard har sammen med sin mor sat sig til rette i biografmørket. De skal se Steven Spielbergs nye film E.T. En film om drengen Elliott der bliver venner med rumvæsenet E.T., som ved en fejl er blevet efterladt på jorden. Elliott fatter sympati for E.T. Han føler sig selv forladt, da hans forældre er skilt. Dette ræsonnerede straks med den midtjyske dreng Christian, hvis mor og manden han anså for at være sin far, var blevet skilt nogle år forinden.
»Jeg kan huske vi begge to sad og græd. Det er en meget rørende film. Det var min første store filmoplevelse« fortæller han.
»Spielberg har altid fyldt meget for mig som filminstruktør.«
Siger han, og lægger ansigtet i tænksomme folder. Det indrammes af en vilter blond manke af hår og skæg. Vi befinder os på hans kontor på Dagbladet Information i hjertet af indre København.
Christian Monggaard har som selvudnævnt cinefil brugt de sidste 30 år på drømmejobbet som filmskribent. Han er dog ikke bleg for at indrømme, at 75% af de film han ser er dårlige. Han besidder, hvad han i sine egne ord kalder »en nærmest kompletist-agtig trang til at vide, se, og læse alt.« Dagen inden vi mødes, har han netop færdiggjort sin anmeldelse af Steven Spielbergs seneste film; den semi-selvbiografiske The Fabelmans, hvor Spielberg for alvor dykker ned i sine forældres dysfunktionelle skilsmisse.
Forfatteren Christian Monggaard
Christian Monggaard er autodidakt. Bag sig har han et år på Klassisk Arkæologi studiet og noget tid på Film- og Medievidenskab. Et skelsættende øjeblik i hans karriere kom da han som 21-årig i ‘93 sad med sin daværende partner og læste avis, og en annonce i filmmagasinet Levende Billeder fangede hans blik. Han husker, det var Orson Welles, som den dag prydede forsiden. Annoncen fortalte, at magasinet søgte nye skribenter. Monggaard havde allerede pensioneret Indiana Jones-drømmen, så hans interesse blev straks vakt. Han søgte jobbet og fik det. Nu korser han sig ofte over, hvor studentikose hans skriverier var, når han genlæser sine gamle anmeldelser.
»Jeg har altid skrevet meget, men jeg har aldrig fået at vide, hvordan en artikel skal opbygges.«
Dog kan det stadig smitte af på ham, at læse sit yngres jegs begejstring over en film. Den unge Christian Monggaards appetit på at skrive, blev dog ikke mættet af de hurtigt producerede artikler og som blot 25-årig og far til en søn, med en datter på vej, fik han en idé. I 1996 havde hans journalistiske komet-karriere bragt ham til stillingen som redaktør på Levende Billeder, og i den forbindelse fik han lov til at komme med på filmoptagelserne til familiefilmen “Hannibal og Jerry”, der blev produceret af filmskaberduoen Michael Wikke og Steen Rasmussen. At se makkerparret arbejde både foran og bag kameraet vækkede hans indre aficionado, hvilket resulterede i, at han forfattede et brev til duoen.
»Vi snakker forholdsvist ofte sammen den dag i dag, og så engang imellem hiver Wikke brevet frem og læser det op for at gøre mig flov« griner han, mens hans ansigt pinefuldt fortrækker sig ved mindet om sit unge, naive jeg.
I brevet udpenslede han sin vision om at skrive en biografi om duoen. Det gav de grønt lys til, men da Monggaard sendte sit manuskript rundt til alle de store forlæggere, modtog han afslag efter afslag. Selveste Morten Hesseldahl som var redaktør hos Gyldendal og formand for Det Danske Filminstitut kvitterede med et brev om, at han ikke synes, biografien besad den “fornødne tyngde”. Monggaard skrev senere bogen i en feberrus og biografien Så er der kronhjort, Kurt udkom i 2006. Biografien blev senere revideret og udkom nu under titlen Brug dit hjerte som telefon. Christian Monggaard ler også, da han genkalder, hvordan han senere stak Morten Hesseldahl et eksemplar af bogen, og kvitterede med ordene »De var ikke for lette til at skrive en bog om.«
Redaktøren
Siden da, har han bl.a. givet sig i kast med at forfatte flere bøger om film- og serieinstruktør Erik Balling, og de universer han skabte gennem sin karriere med folkekære serier som Matador, Olsen Banden og Huset på Christianshavn.
»Han er en af de største danske filminstruktører nogensinde. En enormt fascinerende figur som ikke har fået credit for at være en auteur. Han forsøgte at ophøje komediegenren, med film der hverken skulle tale hen over hovedet på folk eller tale ned til dem,« fortæller Christian Monggaard.
En stor del af Monggaards karriere baserer sig på at give Balling vindikation som en kunstner med noget på hjerte. Dagen inden vi mødes, har han været ude på Ringsted Kongrescenter til et event med fire af de skuespillerinder fra Matador, der portrætterede seriens ikoniske kvindelige karakterer. Da han indleverede første udkast af Ballings biografi til sin redaktør, var han ganske tilfreds.
»Min redaktør læste det, jeg synes var mit færdige manuskript og vendte tilbage med en masse rettelser. Hun var pissedygtig, men jeg var så vred på hende. Da jeg havde skrevet den igennem, som hun sagde, så vidste jeg, det var blevet en bedre bog. I virkeligheden kom min vrede af, at jeg blev udfordret og inderst inde vidste, at jeg havde brug for at blive udfordret,« fortæller han og fortsætter:
»Det værste der kan overgå en som skribent, journalist og kritiker, er ingen redaktør at have. Det vigtigste er at have en, som udfordrer en.«
At bruge sig selv som skribent
Som læser af Christian Monggaards skriverier, er der altid én stilistisk ting, der springer i øjnene. I kontrast til flere af sine kollegaer, tager han ofte udgangspunkt i, hvad der som menneske rammer ham i det, han anmelder. Han har netop fulgt den 95. Oscar-ceremoni, hvor filmen Aftersun også havde en nominering. I sin anmeldelse af filmen lægger han vægt på, hvordan det portræt Paul Mescal tegner af en far, trækker ham tilbage til en tid, hvor han som enlig, ung far tog sine børn med ud at rejse.
»Han prøver at være en god far for sine børn, samtidig med man kan mærke, at der er en sorg hos ham. Han er trist og sørger, når han tror, datteren ikke ser det. Det kan jeg genkende mig selv i. Den følelse af savn, når man er på ferie med sine børn, og hvor man hele tiden tænker, at man burde være på ferie med sin partner og sine børn. Det savn at den familie man troede man skulle være engang, ikke eksisterer længere.«
I 1994 da han var 22 og stadig tog spæde skridt i sin karriere, blev han for første gang far.
»Jeg var glad for at blive far. Men var måske heller ikke den allerbedste far de første år af mine børns liv, fordi jeg samtidig begyndte min karriere som skrivende. Min karriere begyndte at tage fart, så der var både en partner og børn der kom til at lide afsavn af det, hvilket resulterede i et ødelagt parforhold og to børn, der måtte nøjes med deres far hver anden weekend,« Siger han og ælter en hvide kugle, han knuger i sin venstre hånd. Han forklarer, at han begyndte at se på film og TV anderledes efter han fik børn. TV-serier om lykkelige familier rammer noget i ham. Han reflekterer højt, mens han vender og drejer kuglen:
»Det er fedt, at jeg er en forholdsvist ung far. Var jeg for ung til at få børn? måske, men jeg var glad for at blive far.«
Han ser det som sin styrke og signatur at inddrage sig selv, dog har det været en kunst at mestre, hvor meget han skal dosere brugen af sig selv. Som han selv påpeger, er der jo aldrig nogen, der har fortalt ham, hvad han som skribent må og ikke må. Dog synes han at være nået frem til en balance med at bruge sig selv på en ordentlig måde.
»Som anmelder lægger jeg ikke skjul på, hvem jeg er. Den tilstræbte objektivitet tror jeg ikke en skid på.«
Disse overvejelser kommer til udtryk i hans anmeldelse af en af årets Oscarvindere: The Whale. I sin anmeldelse fokuserer han på Brendan Frasers rænessance fra typecastet actionskuespiller til en mangefacetteret skuespiller, som formår at transcendere en skrøbelig rolle som engelskprofessoren Charlie – en fysisk stor karakter, der forsøger at spise sig selv ihjel. Det, der taler til Christian Monggaard er på det almenmenneskelige plan om et menneske, der har mistet. Hvad der ikke indgik i anmeldelsen er, hvordan Monggaard selv har oplevet omverdenens fordomme mod hans krop. Han fortæller, hvordan han selv kan identificere sig med ikke at have lyst til at gå ud, på grund af folks reaktioner på hans udseende.
»Jeg har selv levet med en form for skam. Jeg har selv oplevet diskrimination. Det er ikke fordi, det nødvendigvis gør ondt, men jeg har mere en forundring over at folk er fuldstændig uden pli og opdragelse, og kan finde på at sige grimme ting til andre mennesker.«
I filmen isolerer Charlie sig i sit eget hjem, da omverdenen ser anderledes på ham, hvilket Christian Monggaard selv kan identificere sig med til en vis grad.
»Jeg har prøvet at føle mig for tyk, forkert og ugleset.«
Det Christian Monggaard finder så magisk ved Brendan Frasers performance, er, hvordan han formår at gøre hovedpersonen menneskelig og får seeren til at “glemme”, at han er en større mand end de fleste. Det valgte han i stedet at vinkle sin anmeldelse på.
»Den amerikanske filmkritiker Roger Ebert sagde engang at “film er en empatimaskine”. Det kan give en muligheden for at sætte sig i et andet menneskes sted. Leve en anden kultur, køn, seksualitet eller hudfarve. Film kan skabe forståelse og gøre os til bedre mennesker. Det tror jeg fuldt og fast på« siger han.
Han byder også den stigende diversitet, der indtager filmverdenen velkommen. Både bag kameraet og blandt kulturskribenter. På trods af han selv har oplevet diskrimination i forbindelse med sit arbejde, lægger han også vægt på, at det aldrig har været i nærheden af det, hans kvindelige kollegaer bliver udsat for. Derfor mener han at stigende diversitet i branchen har været tiltrængt.
»Som midaldrende, hvid, ciskønnet, heteromand skal jeg lære nogle gange at holde min kæft. Som en god kollega sagde, skal man nogle gange holde sin kæft, træde et skridt tilbage og lytte til, hvad der bliver sagt.«
Part og observatør
Som anmelder, kulturjournalist og forfatter er Monggaard en del af, men samtidig en kritisk observatør af, den danske filmbranche. Som veteran i faget, har han været tilskuer til utallige karrierefødsler, knuste stjernedrømme og filmflop af Shakesperianske dimensioner. Hans første store internationale oplevelse leder os tilbage til Cannes filmfestival i 1998. Det år hvor dogmebølgen svøbte byen i de to filmsucceser Festen og Idioterne, og som ifølge Monggaard blev genfødslen for dansk film. Mange folk fra den danske filmbranche som deltog, kender Monggaard den dag i dag. Han kaster lys over den metarolle han selv spiller.
»Jeg er observatør i den danske filmbranche, og så alligevel ikke. Det er den samme lille andedam. Man er nødt til at holde fast i, at kunstnerne er derovre og jeg er her.«
Han mener dog også, hans kritiske sans med årene er blevet skærpet selv overfor de instruktører, han har kendt længe. Dog nægter han at kompromittere sin journalistiske integritet og undlader at anmelde film af de instruktører, han kender for godt. Han har af etiske årsager også måtte takke nej til fantastiske rejser betalt af filmselskaber, tilbud om bestyrelsesposter i prisuddelings- og legatkomiteer. Selvom det har gjort ondt.
»Jeg kan ikke sidde og belønne de samme mennesker som jeg måske senere skal skrive om« siger han og tilføjer:
»Hvis ikke mine læsere kan stole på, hvem jeg er som kritiker og journalist, så har jeg ikke noget tilbage. Det eneste jeg har er min troværdighed.«
Han er dog også bevidst om, at han som filmelsker har sin kryptonit.
»Jeg er en lige så stor fanboy, som jeg er professionel kritiker« indrømmer han og uddyber:
»I virkeligheden går det jo lidt imod det jeg sagde om integritet, men jeg har mine favoritter og har bedt internationale instruktører jeg har mødt om autografer. Jeg er professionel, men også tilpas meget fanboy til at jeg kan finde på at gøre sådan noget.«