Illustration: AI-genereret i Microsoft Image Creator af Anna Madsen
Kvinders frygt for at færdes alene fylder i mediebilledet. Globalt skyldes omtalen særligt en ny TikTok-trend. I Danmark fylder retssagen mod Korsør-manden også i bevidstheden og skaber utryghed. Denne artikel undersøger, hvordan man kan gøre kvinder tryggere i deres færden og samtidig mindske splittelsen i debatten om emnet.
I øjeblikket stiller kvinder verden over hinanden et bestemt spørgsmål: »Ville du helst være alene i en skov med en fremmed mand eller en bjørn?« Tendensen opstod som så mange andre på mediet TikTok og skulle vise sig at være kontroversiel. Størstedelen af de adspurgte kvinder i mediebilledet foretrækker bjørnen.
I lyset af retssagen i Næstved mod den nu 33-årige mand fra Korsør, der er tiltalt for drab, voldtægt og frihedsberøvelse, vækker ovenstående spørgsmål særlig genklang i mit hoved.
Selv vil jeg undlade at besvare spørgsmålet. Jeg har, så vidt jeg ved, aldrig været alene i en skov med en bjørn, og jeg føler mig heller ikke tiltrukket af ideen. At møde en fremmed mand i en skov har jeg dog prøvet. Mange gange, faktisk. Jeg besøger ofte mine forældre, der bor i vestfynske, landlige omgivelser. Deres hus er omgivet af marker, søer, buskads og små stier. På en snoet strækning fra Assens til Tommerup huserer et par for længst pensionerede togskinner, omkranset af en tæt træallé. På det nærliggende udpluk af stien har jeg gået siden, jeg kan huske. Som barn med en forælder i hånden – senere alene for at muge ud i tankerne. Om sommeren vokser trækronernes grønne blade så tæt, at de næsten rører hinanden på midten over mit hoved. For min krøllede hjerne kan det føles som et tidløst moment, hvor verden udenfor er fjern og ligegyldig. Jeg koncentrerer mig kun om at koordinere mine skridt, der enten falder på de falmede brædder eller græsset, der vokser imellem dem. Samtidig kan den dominerende grønne mur og de glatte brædder føles som en forhindringsbane, når man opdager, at man ikke er alene. Selvom strækningen ikke kan siges at være befærdet, har jeg på mine gåture mødt utallige mænd og kvinder, der ligesom mig nok bare skulle have luft til hjernen. Nogle løfter blikket og hilser, mens andre holder fast i deres ret til at være dem selv. Oftest har jeg ikke skænket det en tanke, selvom jeg altid fjerner musikken fra mine ører i god tid, inden vi passerer hinanden. Jeg tror, at det er en indlejret rutine for mange kvinder.
Musik ud af ørene
Én hændelse på strækningen er dog skyld i, at det næsten skulle tage mig et år, før jeg af ren stædighed gik turen igen for et par dage siden. Det er i midten af juli, 2023. Som så mange gange før, trasker jeg mod togskinnerne for at sortere i tankerne. Jeg går ikke langs skinnerne længe, før jeg ænser en mandlig skikkelse et godt stykke bag mig. Selvom han er på behørig afstand, tager jeg som vanligt musikken ud af ørene. Der går et par minutter, før jeg foretager mit første sikkerhedstjek ved henkastet at kigge bagud. Skikkelsen, der nu træder betydeligt klarere frem for mine øjne, er velklædt. Under en jakke er han iført en skjorte kombineret med jeans. Ved sin side bærer han en helt firkantet kuffert, som man har set dem i gamle film. Hans page-lange hår er strøget tilbage i en krøllet hestehale. Det er i hvert fald sådan, jeg husker ham. Det er ikke just den påklædning, man forbinder med en løbetur. Derfor mærkes lyden af hans løbende fødder bag mig som et isbad. Da jeg lidt modvilligt foretager sikkerhedstjek nummer to, er han kun få meter bag mig. Da han ser, at jeg kigger, stopper han op og smiler. Et stort smil.
Sådan gentager det sig af et par omgange. Jeg kigger, han stopper, jeg går videre, han løber. Jeg trækker telefonen op af lommen blot for at indkassere telefonsvareren på det øverste nummer under seneste. Jeg hører igen lyden af fødder, der nærmer sig hurtigere end før, og da jeg igen vender mig mod manden, er der ikke længere bare tale om et sikkerhedstjek. Han står stirrende ved siden af mig, og jeg ser med det samme, at det på afstand pæne tøj er falmet og uvasket. Smilet er gult og skævt, og mandens pupiller er udvidede. I ren refleks halv-råber jeg til ham, at han skal gå væk fra mig. Jeg peger stift på ham, som var min pegefinger en tryllestav i en Harry Potter-film, der på nogen måde kunne gøre en forskel. Samtidig træder jeg med det ene ben ind på gårdspladsen til den eneste opgrænsende ejendom på strækningen. Som jeg baner vej gennem perlestenene ved huset, fortsætter manden videre ad stien, mens han arrigt råber nogle ord, jeg ikke kan identificere. Jeg ringer til politiet, da jeg kommer hjem. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg havde forventet. Manden har ikke rørt mig, og måske ville han endda bare snakke.
Ikke i statistikkerne
Frustrationen kammer over for mig, fordi det ikke er første gang, at jeg er blevet bange. To gange har biler holdt ind, mens jeg har gået ture. Den første bil var en kassebil. Den lavede en decideret u-vending bare for at holde ind ved netop mig. Manden i bilen var tydeligt begejstret. Over hvad, ved jeg ikke. Han ville vide, hvor der mon lå et vaccinationscenter. Klokken havde passeret ni om aftenen, og jeg måtte være ham svar skyldig. Jeg havde gennemskuet u-vendingen på forhånd og havde allerede min far i røret. Anden gang var jeg på vej hjem fra arbejde en sommeraften. En mørk bil med indvendigt neonlys trak ind til siden, og føreren henvendte sig tydeligt til mig. På engelsk spurgte manden, om jeg havde glemt min kæreste – og om han måtte se mig nøgen. Mens jeg hurtigt gik mod det nærmeste hus på ruten, igen med min far i røret, blev bilen holdende, og manden observerede min flugt.
Jeg er blevet råbt af på en løbetur, dyttet af på vej hjem fra dagligvarebutikker og chikaneret på flere arbejdspladser med kundekontakt. Det kan lyde af meget, når jeg sætter det sådan op, men min antagelse er, at jeg ikke er den eneste kvinde, der nemt ville kunne sammensætte en liste – med flere eller færre punkter. Alligevel indgår størstedelen af mine episoder ikke i nogen statistik, fordi jeg aldrig er blevet udsat for noget fysisk. Det gør dog ikke min angst mindre fysisk. Selvom jeg rationelt ved, at det er et fåtal af mænd, der vil mig noget ondt, rummer min angst ingen nuancer. Jeg mærker den hver eneste gang, en bil kører langsomt forbi mig på en let øde vej. Også selvom bilens hastighed udelukkende skyldes min sikkerhed.
Er angst generaliserende?
Kvinder, der ligesom jeg har en indgroet frygt for at blive udsat for overgreb, fylder i mediebilledet. I en artikel udgivet på Fyens.dk, fortæller en 14-årig pige om sin frygt for at gå alene. Ligesom jeg blev hun skræmt af retssagen i Næstved mod Korsør-manden, der i øjeblikket plastrer mange medier til. Pigen stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt hun også bør være bange. Hun afslører dog selv, at det er hun. Hun tager ligeledes stilling til spørgsmålet om bjørnen eller manden, og her er svaret klart. Hun vælger bjørnen. Artiklen er blevet postet på Facebook, hvor primært mænd har farvet kommentarsporet med kritiske kommentarer. Jeg finder disse kommentarer interessante, da deres ytringer, ligesom pigens, virker til at være repræsentative for bredere stemninger. I kommentarsporet efterspørges især nuancering. En af mændene, der ønsker anonymitet, vil dog gerne udtale sig i sagen: »Jeg er godt klar over, at omtalte sager findes, og at de også i min optik er grusomme. Men det er ude af proportioner at blive bange for mænd generelt. Der findes tilfælde, flere end nævnte, men det er jo ikke mainstream mænd. Heldigvis, og langt fra«. Svaret er baseret på en henvendelse, der også indeholder et udsnit af min egen beretning. Jeg spørger ham desuden, om mænd ikke burde kunne forstå, at kvinders udtalelser i højere grad er et udtryk for frygt end en generalisering af alle mænd. Hertil svarer han: »Tror mere, det er et spørgsmål om at lære at differentiere og få styr på sin angst/frygt, som jeg mener er årsagen til, at det kammer over og bliver til alle«. Slutteligt pointerer han: »Som mand vil jeg faktisk hellere beskytte en kvinde end at udnytte hende, og sådan tror jeg, at mange ordentlige mænd har det«.
Forståelseskløft
Jeg kan til dels sætte mig ind i de anonymiserede mænds pointer. Jeg ønsker ikke, at min egen fars eller min brors blotte tilstedeværelse i det offentlige rum skal danne grundlag for frygt. Jeg kan med sikkerhed sige, at de har det på samme måde. #NotAllMen. Så hvordan kan vi italesætte kvinders frygt, tage den seriøst og samtidig undgå, at alle mænd bliver påduttet en skurkerolle?
Dette spørgsmål har jeg stillet antropolog, foredragsholder og forfatter, Christian Groes. »Det er meget interessant, at der er en helt eksistentiel kløft mellem kønnene på det her punkt«, starter han ud. Ifølge Christian Groes er der flere bagvedliggende problematikker, der forklarer både kvinders frygt og den splittelse, der kan opstå mellem kønnene i debatten. »Der er jo nogle ting, der både handler om psykologi og fysiologi«, fortæller han og fortsætter: »Der er en erfaring af og en viden om, at mænd i de fleste tilfælde er stærkere end kvinder rent fysisk«. Her tilføjer han et eksempel: »Hvordan kan det være, at en mand, der møder 10 kvinder ikke bliver bange, men en kvinde, der møder 10 mænd, bliver bange?«. Han fremhæver dog, at det fysiske kun er en del af forklaringen. Christian Groes beretter om særlige aspekter af den mandlige kultur: »Mænd kan opdrage eller socialisere hinanden. I nogle tilfælde accepterer de måske en bestemt adfærd over for kvinder… nogle udtrykker maskulinitet ved at udvise dominans over for kvinder. Det er noget, der er kulturelt indlejret i nogle mænd og er altså også en del af forklaringen«. Skal han pege på en løsning, er særligt tre trin vigtige. Og disse er på mandens banehalvdel: »Det handler om selvkontrol og hensyntagen, empati i forhold til kvinder, og det handler om social kontrol af andre mænd«.
Selvkontrol og hensyntagen dækker ifølge Christian Groes over helt basale elementer i mænds samvær med kvinder. »Det handler ikke kun om, at mænd skal stoppe med at kalde kvinder grimme ting på gaden, for det giver sig selv. Det er nede i alle mulige detaljer… det handler om energi og udstråling«. Hvad angår empati og forståelse i denne henseende påpeger Christian Groes en særlig problematik: »Jeg tror, at vi må konstatere på dette område, at der er en stor forståelseskløft. Det er paradoksalt, fordi vi er i en tid, hvor vi siger, at der ikke er forskel på mænd og kvinder… kvinder kan ikke forstå, at mænd ikke kan forstå det. Og mænd kan bare ikke forstå det«. Christian Groes udviser dog forståelse for, hvorfor nogle mænd opfatter bjørne-udtrykket som værende stigmatiserende. »Jeg kan da sagtens forstå, at mænd føler sig stødt af udtrykket, når de aldrig har opført sig dårligt overfor en kvinde. De føler sig ramt på hele deres køns vegne«, fortæller han og specificerer: »I kraft af, at mænd ikke har lært at forstå verden fra kvinders synspunkt, forstår jeg godt deres frustration«.
Derfor skal der ifølge Christian Groes mentaliserings-øvelser til. Mentalisering i forhold til kvinders utryghed er ifølge Christian Groes dog ikke helt let: »Problemet er, at det ikke alene er noget, man kan tænke sig til. Derfor er det klart, at nogle mænd reagerer, fordi de ikke har oplevet det sanseligt«. Med lidt ironi i stemmen vender han tilbage til spørgsmålet om den fremmede mand eller bjørnen. »Det er mænd, der skal opleve, hvad det vil sige at være kvinde i den skov, for at sige det groft«, fortæller han med pointen om, at man skal have mødt sin overmand for helt at kunne sætte sig ind i kvindens synspunkt. Sidste led i løsningen på problematikken er ligeledes rettet mod mænd: »Der skal være et større fokus på mænds ansvar for at kontrollere andre mænd«, fortæller Christian Groes. »Der skal være en ændring, så mænd sætter ind over for andre mænd, der virker truende. Det kan være både verbalt truende og med kropssprog… det kan også bare være, hvis en mand taler mere end kvinden eller overhører, hvad hun siger. Det er mikroting«, tilføjer han. Hvorfor de ovenstående løsningsstrategier til netop denne problematik tilfalder mandens to do-list, har Christian Groes desuden et klart svar på: »Jo stærkere, man er, desto mere ansvar må man tage på det her punkt. Det er ikke psykisk stærk, jeg taler om, men rent fysisk«.
Politiske løsningsmuligheder
At mænds indgriben i andre mænds business, hvad truende adfærd angår, kan være nødvendigt, har jeg absolut erfaret. Som 23-årig single-kvinde er manden i mit liv stadig min far. Det er ham, der får opkaldet, når det gælder. Dette selvom jeg på langt de fleste områder af mit liv ellers er et selvstændigt, voksent menneske – og foretrækker at være det. Han er ikke bare den beroligende stemme i røret, men også foden på speederen, der kommer mig til undsætning uanset graden af alvor. I pinsedagene har der været sol på termometeret, og det fristede mig igen ud på Vestfyns snoede markveje. To gange løb jeg en tur – to gange ringede jeg til min far. Han hang ikke i røret i mere end et par minutter, før jeg kunne konkludere, at der ingen fare havde været på færde. Min angst havde drevet gæk med mig. Igen. Men ved siden af angsten bor følelsen af uretfærdighed. Og den har opført tilbygninger og gravet ud til kælder. Derfor har jeg spurgt Trine Bramsen, der er socialdemokratiets ligestillingsordfører, hvad de vil gøre for at mindske kvinders frygt såvel som splittelse mellem kønnene i denne debat. Følgende er hendes svar:
»Vi arbejder i regeringen lige på en tryghedspakke. Det står i regeringsgrundlaget, at vi skal komme med denne – og det var da også et arbejde, jeg selv påbegyndte som ligestillings- og transportminister. I Socialdemokratiet foreslår vi, at pakken skal indeholde en indsats, der øger trygheden på stationer/trafikale knudepunkter, hvor vi kan se af målinger, at der er særlig stor utryghed. Vi har også forslag om særlige lysruter fra natteliv til trafikale knudepunkter/stationer. Desuden foreslår vi at give natteravnene bedre vilkår, sætte markant ind overfor drugging i nattelivet med højere straffe og bedre brug af videoovervågning fra barer/diskoteker. Og så skal vi også i langt højere grad have fokus på opsporing af gerningspersoner og deres profiler«.
Åh, hvor jeg håber, at den omtalte tryghedspakke på sigt kan være det tryllestøv, der får kvinder til at ånde lettede op. Jeg kommer selv til at fastholde grebet om min telefon på fremtidige gåture. Det ændrer sig nok ikke foreløbigt.