Foto: Mathias Damborg
Christian Bennike har ikke rigtig noget »plejer«. Men der er alligevel noget, der går igen, uanset om han er på arbejde eller holder fri.
Af Karoline Laksáfoss Lauritsen
Fotos: Mathias Damborg
Christian Bennike står foran døren til Dagbladet Information i København. Det er sommer, og han skal mødes med avisens indlandsredaktør. Han tager i dørhåndtaget, men der er lukket og ingen mennesker at se. Christian Bennike ringer til redaktøren et par gange, men han tager ikke telefonen, så han vender om og går skuffet ned ad Store Kongensgade. På vej ned ad gaden ringer hans telefon, det er redaktøren, som vender tilbage. Han havde glemt alt om Christian Bennike og om aftalen, men siger at han skal komme ind på redaktionen.
Og lige dér begyndte Christian Bennikes journalistiske karriere for alvor. En sommerdag i 2013, hvor alle andre holdt fri, startede han som sommerpraktikant på Informations indlandsredaktion, hvilket ifølge Bennike var »ekstremt heldigt«. For med en kandidat i medievidenskab kunne han ligeså godt have være blevet sat på en kulturredaktion for at lave interviews med digtere, som han selv siger. Men sådan gik det ikke, og på indlandsredaktionen fik han lov til at mærke »det uendelige flow af tid og kaos, som omgiver os alle sammen«. Han fik lov til at føle, at han spillede bare en lillebitte rolle i historien.
»Jeg kan bare huske, at jeg var sådan fuck mand, man kan bare ringe til mennesker og stille dem spørgsmål. Man kan ringe til en forsker, som har brugt 15 år på at studere et lille hjørne af international politik og stille ham de syv dummeste spørgsmål. Det er exceptionelt privilegeret. Fuck, hvor er det fedt.«
Christian Bennike blev hængende på Information. Både som freelancer, i et vikariat og senere som Bruxelles-korrespondent, for siden at vende tilbage til Danmark, hvor han i dag er ansat på Weekendavisen. Her skriver han om alt fra gastronomi og musik til Ursula von der Leyens industripolitik og kritiske mineraler – og så laver han i øvrigt podcast. Som han selv formulerer det, har han ikke rigtig noget »plejer«. Men der er alligevel noget, der går igen, noget som bor inde i Christian Bennike, uanset om han er på arbejde, eller om han holder fri.
»Der er en eller anden ekstremt nysgerrig dreng, som bare har lyst til at skære den der frø op og se, hvad der er indeni. Det er også derfor, det flyder sammen, det professionelle og det private.«
For Christian Bennike kan ikke lade være. Han vil ikke bare skrive om verden, han vil forstå den.
Noteapp fyldt til randen
Hjemme i Christian Bennikes lejlighed på Vesterbro har verden det også med at banke på døren. Herfra kan man høre fulde mennesker brøle fra gaden i den tidlige morgen, fortæller han. På bordet, som han sidder ved, ligger en stak aviser mellem børnebøger og klistermærker, og et papmachésværd troner på toppen.
»Tit er det sådan, at det, jeg ville lave, hvis jeg var på arbejde, og det, jeg ville lave, hvis jeg ikke var på arbejde, er det samme,« fortæller han.
Foto: Mathias Damborg
Christian Bennike springer op fra stolen og åbner noteapp’en på sin telefon. Han scroller langsomt gennem den gule app, og tanker, indskydelser og ideer, som han har fået, når han har læst bøger, hørt podcast eller lavet interviews strømmer gennem skærmen. I øverste venstre hjørne kan man se, at han har over 6000 noter.
»Det er jo på mange måder en uafslappet måde at leve sit liv på. Men det er også en fantastisk måde at have et arbejdsliv på, hvis du går ægte op i noget og gerne vil forstå noget hele tiden. Jeg synes mest, det er en kæmpe gave.«
Og så kan det være en stor hjælp, når man er far til to børn, som Christian Bennike er. Det at være far er enormt dejligt, fortæller han, men også hårdt, når man har børnene alene. Der skal både smøres madpakker, børnene skal op og i tøjet, hentes og bringes – og samtidig skal arbejdet passes. Her er det en hjælp, når ideerne kan opstå hele tiden, også når børnene ser film om aftenen.
»Jeg synes, det er enormt privilegeret,« siger han.
Træt af solnedgange
Men Christian Bennike har ikke altid vidst, at det var journalistikken, han ville beskæftige sig med. Han har spillet musik i et band, prøvet både guitar, klaver og sang, gået på fotoskole, tegnet og malet. Og så har han rejst.
Det var også på en strand i Thailand, at det gik op for Christian Bennike, at han ville skifte retning. Han var blevet træt af at drive rundt, træt af solnedgange og hedonistiske oplevelser. Det hele forekom ham pludselig ligegyldigt.
»Og så tænkte jeg, når jeg kommer hjem, så skal jeg igang.«
Så det gjorde han, gik i gang. Han fik et job på medieforskningen i DR, forsøgte sig med arbejde for en socialdemokratisk politiker og siden et praktikjob på et mediebureau. Men det var først, da han fik »den mest uengagerede« mentor på universitetet, at noget for alvor begyndte at tage form i horisonten.
Foto: Mathias Damborg
Forbindelseslinjer
Christian Bennike trækker en bog ud af en stak på køkkenøen, så tårnet er lige ved at vælte. Klichéen om en bog som en mursten bliver gjort til skamme. Det er ikke en mursten, han holder i hånden, det er en betonblok. Han smækker bogen ned i bordet med et højt smæld, »Under brostenene, stranden!« står der på en cremehvid baggrund.
»Når Johan Harstad skriver bøger, går han ud af alle mulige stier. Og pointen er, at den skal være 1100 sider.«
Der er en usynlig forbindelse mellem bogen, som ligger på bordet foran ham, og de små, personlige fortællinger, som vi hver dag bliver konfronteret med på sociale medier. Bogen er med sine mange sider en form for modtryk mod den fragmenterede virkelighed, mener Christian Bennike, og på den måde siger den også noget, om den tid vi lever i. Ligesom bogen, er han selv et produkt af tiden.
»Man tror ens begær er ens eget, men i virkeligheden kommer det et andet sted fra. Igen, der er en forbindelse,« siger han.
For eksempel blev han for et års tid siden træt af visse gastronomiske tendenser: »slovensk orangevin, skyr, kombucha, fermenteret pis og eddike,« siger han og spørger:
»Hvorfor skal man have lussinger hver gang man spiser? Jeg er blevet skilt og har haft det dårligt. Jeg vil gerne have et knus og sydfransk konventionel hvidvin.«
Det er noget i mig, der begærer det, tænkte han om sine længsler. Indtil hans ven, som havde været til Elle Awards fortalte, at de til middagen havde fået bourgogne, røde bøffer, østers og pommes frites.
»Det er ikke fordi, at man ikke har begæret selv,« nuancerer han.
Der er bare mere på spil.
Organer
Tilbage på universitetet vidste Christian Bennike ikke, hvad han skulle bruge sin fremtid på. De sidste par år havde han drevet rundt – spillet musik, rejst, gået i byen. Og han havde oplevet stor sorg, da han mistede sin far. Først da han passede på ham i årene op til hans død, og senere da han gik bort.
»Jeg fik det bedre af at lære at meditere, da min far var syg. Men det man konstaterer, når man mediterer, er også, at der ikke er noget derinde,« siger han.
»Jeg tror, jeg har brugt så meget af mit liv på at sidde og drikke kaffe og snakke om, hvordan vi havde det, at jeg på et tidspunkt tænkte, nu gider jeg ikke det mere. Jeg vil beskæftige mig med verden. Det er vigtigere. Det er mere spændende. Det er noget udenfor mig selv.«
Og derfor var det også heldigt, da Christian Bennikes »uengagerede« mentor på universitet pegede ham i retning af Dagbladet Information. I sommerperioden mangler aviserne altid skribenter, sagde mentoren, hvis du godt kan lide at skrive, så prøv at skriv til dem. Christian Bennike fandt ikke bare en sommerpraktikplads, han fandt også et formål.
»Find meningen et andet sted, for den er ikke inde i dig selv, i hvert fald. Der er ingenting derinde,« siger han og holder en kort pause.
»Organer.«
Foto: Mathias Damborg