Foto af Agnes Rønberg
Klimakampen bredte sig på tværs af landegrænser, da aktivister fra Extinction Rebellion gik på gaden i solidaritet med verdens klimaflygtninge – og flygtninge generelt i øvrigt. Retfærdighed er det nye grønne, men ikke alle er med på bølgen.
»Velkommen!«
Den uregelmæssige lyd af marchtrommer og tamburiner, der bliver øvet på, blander sig med lyden af snak under de nygrønne træer på Israels Plads. Linh Le har stillet sig op på podiet, der befinder sig på ladet af en lille lastbil.
»Kom tættere på!«
Hun er vågnet op med en god fornemmelse i maven efter i går, hvor hun endte i arresten sammen med over 100 aktivister, fordi de havde blokeret samtlige broer til Slotsholmen. I dag skal hun holde folkemængdens opmærksomhed med slagsange, taler og kampråb de næste fire-fem timer. Til daglig er Linh Le performancekunstner og aktivist. I dag er hendes første gang som konferencier.
»Vi er forbundet til hinanden,« proklamerer hun. »Vi skal vise, at vi er økosystemer og ikke individer.«
»Klimamarch: Solidarisk flygtningepolitik nu« er navnet på demonstrationen den 7. maj, som i modsætning til gårsdagens blokade ikke lægger op til ulovligheder – ikke officielt i hvert fald. Denne lørdag er nummer to ud af otte dage i Vendepunktet, en intensiv demonstrations-uge, som aktivistgruppen Extinction Rebellion i samarbejde med mange andre organisationer har arrangeret i maj. Den 4. april i år udkom den sjette hovedrapport fra FN’s klimapanel, der giver verdenssamfundet tre år til at bremse den støt stigende CO2-kurve. Da de danske politikere ifølge Extinction Rebellion endnu ikke har fremlagt en plan for at nå det mål, har gruppen nu fremsat fire aktuelle krav, som magthaverne bør indfri snarest muligt. De tre første krav drejer sig udelukkende om den grønne politik: Stop byggeri på natur, aflys ny fossil infrastruktur og giv mere magt til det klima-borgerting, der de sidste tre år har arbejdet på forslag til grønne politiske tiltag. Det fjerde krav skiller sig til gengæld ud ved også at have et udlændingepolitisk aspekt.
En mudret sag?
Det fjerde krav har været til heftig debat særligt i Dagbladet Information, efter bladet udtrykte bekymring i en leder. Bekymringen findes også her under træerne.
»Jeg frygter, at det er med til at støde nogle mennesker fra sig, at man blander flygtningedebatten ind i det her. Klimaet er så vigtig en sag for hele befolkningen uanset politisk ståsted,« mener Inger Hansen, der er aktiv i Klimabevægelsen.
Efter et par taler sætter vognen i gang, og bagefter følger de 200 mennesker, der ifølge politiets vurdering er mødt op, med gennem Københavns gader.
»Ellebæk Prison,« råber Linh Le og vender mikrofonen udad:
»Shut it down!«
Ligesom mange andre kampråb, der bliver råbt i dag, stammer det fra andre bevægelsers demonstrationer for flygtninges rettigheder.
Det fjerde krav hedder »Dansk klimapolitik driver mennesker på flugt – tag ansvar!« Detaljerne i kravet har bevægelserne Internationale Socialister og Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination udformet. Det tæller både bud som at blive CO2-neutral i 2025 og at lukke udrejsecentrene – to måder at tage det globale ansvar på sig og arbejde for det, de kalder klimaretfærdighed. Linh Le mener, at kampen for klimaet og for den globale menneskehed hænger tæt sammen.
»Vi, der er ansvarlige for CO2-udledningerne, har også et ansvar for at tage imod de flygtninge, der flygter fra de katastrofer, det skaber. Men vi kan ikke sige, at vi kun vil hjælpe klimaflygtninge. Derfor ønsker vi en solidarisk flygtningepolitik.«
Ifølge Linh Le er der flere i Extinction Rebellion, som ikke er enige i alle detaljer i de fire krav i Vendepunktet, men det er heller ikke nødvendigt, mener hun. Da den internationale bevægelse ikke er hierarkisk bygget op, fungerer principprogrammet på hjemmesiden som øverste leder. Her er det centrale budskab, at der skal handles på klima- og biodiversitetskrisen nu, og er man enig i det, må enhver hejse bevægelsens flag.
Omvendt klassekamp
På vognen hænger et banner: »Klimakamp er klassekamp,« underskrevet af organisationen Internationale Socialister, som også holder tale i dag.
Extinction Rebellion er som bevægelse hverken socialistisk, liberal eller på anden måde partipolitisk affilieret, slår Linh Le fast, men til fælles har de to grupper en skepsis overfor økonomisk vækst. For Extinction Rebellion bunder det i, at vækst historisk har vist sig at hænge sammen med miljøødelæggelser og udledning af drivhusgasser.
»Vi har været glade for samarbejdet på tværs af bevægelser,« siger Linh Le.
Klassekamp står der intet om i Extinction Rebellions principprogram, men tænker man lidt ud af boksen, er der noget om det, mener Le.
»Vi er en klasse af de rigeste lande i det globale Nord, der udleder mest CO2, mens de fattige lande i det globale Syd lider under det.«
I det lys er vi altså ikke de undertrykte, men de herskende, og bliver nødt til at se indad, hvis vi vil standse den globale krise.
With great power…
Netop den pointe bliver hamret fast med syvtommerssøm, da vognen i løbet af ruten stopper, og talere fra nær og fjern griber mikrofonen for at tale om uretfærdigheder i form af diskrimination af flygtninge eller danskstøttede industriers påvirkning af oprindelige folk.
»Pensionsfonde som PFA og Danske Bank mener ikke, de har et ansvar,« raser Ilham Rawoot på Sankt Annæ Plads. Sammen med Kete Fumo kommer hun fra organisationen JA! der kæmper mod den fossile industri i Mozambique. Siden der blev fundet naturgas i Cabo Delgado-området er en konflikt brudt ud, som har ødelagt naturområder og sendt hundredtusinder på flugt.
»Men når de investerer I oliefirmaer som Total, der er involveret i gasprojekterne, er de lige så ansvarlige for menneskerettighedskrænkelserne,« mener Rawoot.
Kete Fumo opfordrer demonstranterne til at flytte deres pensionsopsparinger og kræve handling fra politikerne såsom at behandle undertrykkende oliestater som Saudi-Arabien på samme måde som Rusland.
»Med et europæisk pas følger ansvar. Brug jeres hvidhed! Brug at I er europæere!«
Et rigtigt arbejde
Foran processionen går politiet går tæt på række ind i det solbeskinnede kryds ved Danske Bank og Nationalbanken. Og det er ikke uden grund, for ud af det blå løber en flok aktivister hen til det nærmeste fodgængerfelt og sætter sig ned.
»Hvem lukker lortet ned?« råber én.
»Vi lukker lortet ned!« svarer flokken, og sådan fortsætter det. Et minut senere er der salatfade og politibetjente overalt, og de har strips med.
Extinction Rebellion er nærmest synonym med civil ulydighed. En metode, de ikke bare bruger for at være på tværs, men fordi det historisk har vist sig at være den mest effektive måde at skabe forandringer på. En metode, der under Slotsholms-blokaden fik Liberal Alliances Ole Birk Olesen til at foreslå millionbøder for den slags optøjer.
»Skulle I ikke få et rigtigt job i stedet for at sidde her?« råber en ung mand i frakke, mens han krydser den nu tomme vej.
Aktivisterne ler og hejser flagene højt fra de hvide vejstriber. En pige tænder for en megafon:
»Jeg sidder her i solidaritet med alle de klimaaktivister i det globale Syd, der på ingen måde har det privilegie, jeg har. Jeg kan sidde her og blive taget med på stationen uden det truer mit liv og mit levebrød.«
På vognen har Linh Le til gengæld lagt mikrofonen fra sig, mens hun sammen med resten af demonstrationen fortsætter ned mod endestationen, Christiansborg. Indtil videre har Vendepunktet gjort hende stolt.
»Mange af dem, jeg snakker med, har aldrig gjort noget lignende før. Flere fra politiet har også sagt, at de godt forstår det. Selvfølgelig oplever vi også modstand, men jeg synes, den bliver mindre. Jeg har fået rigtig meget håb.«