I hver udgave af Lixen giver en journalist sit bud på en journalistisk metode. I denne omgang byder kulturjournalist Camilla Stockmann ind med sine tanker om ideudvikling.
Camilla Stockmann holder for rødt på vej til arbejde og bemærker en arbejdsmand ved noget metrobyggeri. Han bukker sig ned og samler sirligt en lillebitte genstand op. Han nærstuderer den i et pincetgreb mellem tommelfingeren og pegefingeren. Det får Camilla Stockmann til at stå af cyklen for at tale med ham, og lige der begynder arbejdet med en artikel om hemmelige arkæologiske udgravninger af skeletter på Rådhuspladsen.
Nysgerrigheden er det helt centrale for Camilla Stockmanns inspiration og tilgang til faget. Hun skriver historier, som hun også gerne selv vil læse.
»De værste steder at blive inspireret er ved idemøder på en avis. Oftest bliver det bare til en masse journalister, som udveksler holdninger, men holdninger er ikke et særligt godt udgangspunkt for gode ideer. God journalistik er at tage virkeligheden og bringe den ind i mediet. Det er jo virkeligheden, der er afsættet, og det er meget bedre at tale med mennesker, som ikke er journalister, hvis man skal inspireres.«
Ifølge Camilla Stockmann går det oftest bedst, når det ikke går som planlagt. De artikler, som Camilla Stockmann holder særligt af at skrive, starter over den sidste slurk kaffe til et møde. En medarbejder fra Nationalmuseet er på et tidspunkt interesseret i at få en bragt en historie, men i en sidebemærkning nævner medarbejderen nogle mønter med satanistiske motiver, som museet lige har fået ind ad døren. Den sidebemærkning bliver til en artikelserie i syv kapitler.
»Sammen med en kollega drøner jeg rundt på Sjælland og optrevler historien om 300 satanmønter, som er dukket op over de sidste 30 år. Jeg kunne have skrevet en lille nyhedsnote om det, men der var simpelthen så mange spørgsmål. Det lille tip åbner for en enorm nysgerrighed.«
Nysgerrigheden er det helt centrale for Camilla Stockmanns inspiration og tilgang til faget. Hun skriver historier, som hun også gerne selv vil læse.
»Helt grundæggende handler det om ens egen nysgerrighed. Jeg vil gerne gøre læserne klogere, men jeg vil i virkeligheden også gerne gøre mig selv klogere. De emner, man kaster sig over, skal man tilbringe meget tid sammen med. Derfor må man ikke kende alle svarene.«