Borgernes mand

Foto: Pr/Berlingske Media

Allerede som ung fik Simon Richard Nielsen øjnene op for de finansielle markeder. Kort efter fulgte journalistikken. Tilbage i september tiltrådte han som ansvarshavende chefredaktør for både Euroinvestor og B.T. Med sidstnævnte vil han nu forsøge at generobre tronen som Danmarks største medie, og det vil han gøre med en borgerlig retning.

Oliepriserne stiger. SFL-færgerne opkøbes af en modstander. En pantsættelse af Strandvejen sikrer midlertidig likviditet, og et aktieudbytte står til afhentning ved banken. Det er Matador. Markedskræfter kogt ned til et familiespil. Vi har spillet det som børn, men måske overvejede de færreste af os dengang, at spillets regler også stod skrevet i virkeligheden.

Simon Richard Nielsen var her blandt de færreste.

Interessen for markedsforholdene var nemlig ikke kun begrænset til brikkerne i enten Matador eller Børsspillet. Den fulgte med ud i livet, og tidligt i opvæksten måtte de fiktive værdipapirer lide et nederlag til hans første, reelle investering.

»Jeg blev hurtigt tryllebundet af de finansielle markeder, og allerede som 13-årig havde jeg købt min første aktie,« fortæller han.

Det ville måske ikke skabe overskrifter i dag. Men tilbage i 70’erne. På Lolland. Og som en 13- årig slagtersøn, var der ifølge Simon selv tale om et mærkeligt syn. Set udefra kan det også være svært at få øje på koblingen, og måske findes den slet ikke. Simon mener i hvert fald selv, at det alene var nysgerrighed, der dengang fik ham på sporet af sin nuværende levevej.

»Hvordan er samfundet skruet sammen?« siger han spørgende og lader fingrene glide mellem hinanden for at efterligne tandhjulets roterende principper.

»Det spørgsmål var jeg virkelig optaget af i mine teenageår.«

Et spørgsmål, der primært var funderet i politiske og økonomiske forhold, og som skulle udvikle sig til en livsvarig kærlighed til både journalistikken og de finansielle markeder. Og hér sidder vi så . På 2. etage. I et blankt lokale i Pilestræde 34, hvorfra den fremtidige kurs for både B.T. og Euroinvestor skal udstikkes. Kontorets sarte, hvide vægge afslører en nær fortid. Fire-fem rawlplugs forbundet med sorte, tynde linjer i vater gør det nemt at forestille sig det opbevaringssystem, der engang var installeret på bagvæggen. Det kunne til forveksling ligne en afvikling. Men Simon Richard Nielsen er lige rykket ind som ansvarshavende chefredaktør for begge foretagender, og han er kommet for at udvikle.

Et økonomisk udgangspunkt

Allerede i gymnasietiden stod det klart for Simon Richard Nielsen, at han skulle være journalist. Han vidste også , at det skulle være med et økonomisk udgangspunkt. For på den måde kunne han netop forbinde de to områder, han elskede mest; samfundsvilkårene, der ændrer på tal og statistikker. Og tal og statistikker, der ændrer på samfundsvilkårene.

Derfor søgte han ind på Københavns Universitet i slutningen af 90’erne. Han skulle være cand.polit. og skabe et økonomisk overblik for at trække det over i en journalistisk arena. Han ville lære at navigere rundt blandt møtrikkerne i samfundets kerne, som han selv beskriver det. Det var minutiøst planlagt. Men alligevel endte Simon med at bruge ni seje år på den ellers femårige uddannelse.

Inspirationen til denne retning viste sig blandt andet i form af den daværende, karismatiske Venstre formand, Uffe Ellemann-Jensen. Han var nemlig uddannet cand.polit., og inden han tog hul på sin politiske karriere, havde han også trådt medievejen.

»Ellemann-Jensen var jo blevet landskendt som nyhedsvært for DR, og senere blev han også chefredaktør for Dagbladet Børsen,« fortæller Simon og holder en kort pause.

»Ham var jeg nok lidt inspireret af.«

Simon havde set, at det kunne lade sig gøre. At blande en cand.polit. med en journalistisk karriere. Men uddannelsen viste sig for Simon at være langt mere matematisk indrettet end forventet. Sammenkoblingen til de nære samfundsforhold var trådt i baggrunden, og pludselig stod tallene bare frem i al deres enkelthed.

»Jeg overvejede faktisk at droppe ud,« siger Simon og hæver øjenbrynene over det sorte brillestel, så små , horisontale hudfolder stables i panden op mod den gråtonede hårgrænse. Som en lille forsikring om, at overvejelser som disse er en sjældenhed.

»Det var jo journalistikken, jeg ville,« fortsætter han med små, bestemte nik.

Ifølge Simon stod det værst til omkring årtusindeskiftet. Han var netop blevet færdig med sin bachelor og var nu startet på kandidaten. Men årsagen var ikke kun at finde i selve uddannelsens minusser, men nærmere i de plusser, der fulgte med hans nye studiejob. Han var blevet ansat som studentermedhjælper på Børsen med Leif Beck Fallesen ved roret, og her stod det nemlig soleklart for ham, hvad der både var hans passion, og hvad der manglede på studiet; nemlig journalistikken.

»Jeg husker tydeligt, da jeg så min egen byline i avisen,« fortæller Simon med et smil, som nærmest genkalder den nøjagtige begejstring, der ligger gemt bag ordene.

»Herfra blev jeg nok lidt besat af mit arbejde på Børsen. Det var så sjovt, og jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg havde fundet min hylde.«

Som studentermedhjælper for Børsen blev Simon begravet i regneark. Hans arbejdsopgaver bestod primært af at registrere og indtaste priser på blandt andet guld og svin. Rugbrødsarbejde, der havde spalteplads bagest i avisen. Men der blev også plads til mere journalistisk arbejde.

»Det var jo ikke drømmen at taste løs i et regneark i flere timer ad gangen. Men jeg fik lov til at slutte dagen af med at skrive en lille børskommentar om, hvordan det var gået på enten aktie-, valuta- eller obligationsmarkedet. Og det var det hele værd.«

Rutinerne kom under huden på Simon, og det samme gjorde stofområdet. Han spyttede artikler ud. Men samtidig blev timerne væk fra kandidatstudiet flere og flere.

»Jeg havde det alt for godt på redaktionen, og jeg så slet ingen grund til at fortsætte på kandidatuddannelsen. Jeg udskød eksaminer og udeblev fra flere forelæsninger,« forklarer han.

Men efter flere febrilske forsøg på at overtale den daværende chefredaktør, Leif Beck Fallesen, om en fastansættelse, kom der pludselig en klar melding, som var med til at definere Simons karriere fremover.

»Du bliver ikke fastansat, før du har færdiggjort din uddannelse,« genkalder Simon ordene fra Beck Fallesen.

Og nu var der pludselig ingen vej udenom.

»Jeg måtte æde den. Og efter 6 år som studentermedhjælper og vikar, blev jeg endelig fastansat på Børsen og sendt til London som korrespondent,« fortæller Simon.

»Fastansættelsen skete nærmest i samme uge, som da jeg blev cand.polit.« Beck Fallesen var en mand af sit ord, og Simon så sin drøm gå i opfyldelse.

»Vi har talt om det mange gange siden, og jeg er ham virkelig taknemmelig. Måske var det bare en alfaderlig bekymring for mig, så jeg ikke endte som en halvstuderet røver. Men det var fedt. Også at færdiggøre studiet. Og så var løftet trods alt ikke bullshit i alle de år.«

De simple tal

London kaldte i to år. Herefter vendte Simon Richard Nielsen hjem for at overtage redaktørstokken for Børsens finansredaktion. Siden har CV’et haft vokseværk. Fra partner i Capital Relations og vært på TV2 NEWS, til indsigtsredaktør på FinansWatch, chefredaktør for

Euroinvestor og direktør for Maj Invest. Finansmarkedet gennemsyrer billedet. Ifølge Simon er stillingerne blot et udtryk for at have fulgt sin nysgerrighed. At stole på mavefornemmelsen. Og det sker heldigvis nogle gange, at de to ting følges ad.

»Jeg har jo altid været opslugt af de finansielle markeder,« siger Simon og fortsætter:

»Folk, der går op i sportsresultater, kender det. Der er så mange tal og så meget data at følge med i. Hvem fører? Hvem er topscorer? Hvordan har de seneste resultater været? Jeg ser det nok lidt på samme måde.«

Der er dog ikke tale om sport. Resultaterne er ikke kun påvirket af individuelle præstationer. De er defineret af handler mellem flere millioner af mennesker verden over. Markedskræfterne. Yen, pund og dollars. Det er Simons måde at anskue verdenssamfundet på . Han kalder det en realtidens meningsmåling. Et stemningsbarometer for verdens tilstand. Krig, katastrofer og kriser omdannet til talsystemer. Det hele kan aflæses sekund for sekund. En simplificering af virkelighedens komplekse natur.

»Det handler i sidste ende om at finde en logisk forklaring. Tallene kan ikke gradbøjes. Man får lov til at forholde sig rationelt til alt det, der foregår derude i verden,« siger Simon og skæver hen mod kontorets todelte vinduesparti.

Fra hans lomme lyder små signaler. Måske liveopdateringer fra aktiemarkedet. Foroven lyser små , indbyggede spotlys fra udvalgte kvadrater i det hvide, modulopbyggede gipsloft. Over arbejdsstationen med to store LCD-skærme hænger der i hjørnet en monitor. Med korte mellemrum overtager den ene side efter den anden displayet. Alle fyldte med tal. Artikler der trackes. Et internt talsystem. Som en forlængelse af Simons eget indre billede.

»Det er jo nyhedsjournalistik i sit fineste væsen,« siger Simon og fortsætter:

»At bringe orden i kaosset. Destillere det væsentlige fra det uvæsentlige. At gennemskue mekanismerne og sætte det i et perspektiv, så det hurtigt giver mening. Uanset om det er sport, underholdning eller aktiemarkedet. Det er vores opgave at skabe den slags formidling.«

Den borgerlige retning

Foran kontorets glasparti sidder redaktionen tilknyttet Euroinvestor. En bred matteret stribe er klæbet på i øjenhøjde og forhindrer det frie udsyn gennem facaden. Denne afdeling på etagen er ikke ny for Simon Richard Nielsen. Han har nemlig tidligere været ansvarshavende chefredaktør for Euroinvestor, og nu er han tilbage. Opgaven er dog lidt anderledes denne gang. Jobbeskrivelsen er nemlig blevet todelt, og nu dækker hans ansvarsområde også over det landsdækkende medie B.T. Et medie, der i den seneste tid har blødt sidevisninger, brugere og besøg, og som han nu skal forsøge at få tilbage på sporet.

»B.T. skal tilbage til det, B.T. altid har været,« siger Simon og fortsætter:

»Et borgerligt medie.«

»Vi skriver til snusfornuftige danskere, som går på arbejde og betaler deres skat. Vi har jo verdens højeste skattetryk, og her er vi som medie selvfølgelig forpligtet til at holde øje med, om borgerne får det, de betaler for. Vi skal være et medie, der altid er på borgerens side.«

Ifølge Simon er der ikke tale om et partipolitisk værdigrundlag, når han taler om et borgerligt udgangspunkt. Det handler om vinklingen. Om lov og orden. At sikre borgernes retssikkerhed og retsfølelse. At stille spørgsmålstegn, hvis der for eksempel ansættes flere kolde end varme hænder i det offentlige. At tage borgerne seriøst.

»Helt konkret skruer vi for eksempel op for forbrugsstoffet. Flere pristjek i supermarkedet. Flere guides, tests og tips. Vi vil være der, hvor danskerne er,« siger Simon.

De sidste to måneder har han brugt på at få B.T.’s stof ind under huden og på at lære de ansatte at kende. Det er nemlig en del af den type leder, Simon ønsker at være. Involveret og involverende.

»Jeg er meget opmærksom på , at jeg ikke er chefen, der bare sidder i hjørnekontoret og udsteder ordrer. Det er vigtigt for mig, at alle er med, og at alle føler sig hørt,« fortæller Simon.

Ansvaret er stort, og det samme er opgaven. CV’et taler sit eget sprog. Direktør, partner og chefredaktør. Men for Simon har det været en langsom udvikling at finde sig helt til rette i lederrollen. I starten af hans karriere var det end ikke på tegnebrættet. Ifølge Simon selv skrev han nemlig dengang kun for at sætte sit eget aftryk.

»For 20 år siden betød det virkelig meget for mig, at jeg kunne se mit eget navn i avisen. Men nu er det vigtigere for mig at tænke og arbejde som en enhed. At stå i spidsen for et hold og få alle til at spille godt. At være i stand til at træde skridtet tilbage og se helheden. Jeg vil hellere se, at det lykkes for andre nu,« siger Simon og kigger ud mod det åbne kontorlandskab.

Vi bevæger os på den anden side af glaspartiet og zigzagger os gennem de snoede afdelinger. Hen mod trapperne. Forbi bygningens bærende søjler, der borer sig ned gennem lokalerne. LED-oplyste skilte er fastnaglet på hver anden af disse, så »B.T.« står med summende rødt hen over hovederne på de mange ansatte. Som en påmindelse om, hvem de skriver for og måske endnu vigtigere, hvem de skriver til.

Simon fastslår, at forandringerne kommer til at tage tid. Måske skal der også asfalteres, mens der køres. Det bliver en lang rejse, der kræver lige dele mod og tålmod. Egentligt arbejder han stadig på samme måde efter mavefornemmelsen. Og den er der. Han er landet det rette sted. Nu skal tallene flippes. Der skal ske en kursstigning.

»B.T. skal være Danmarks største medie,« fortæller han.

»Jeg stopper ikke før.«