Af Cecilie Falkesgaard
Romanen I Who Have Never Known Men, er en stille, men dybt tankevækkende dystopisk fortælling, der udforsker menneskets behov for mening, fællesskab og identitet. Bogen er skrevet af den belgiske forfatter Jacqueline Harpman, og til forskel fra mange andre dystopiske romaner, fokuserer denne historie ikke på action eller dramatiske konflikter, men i stedet mere filosofiske og eftertænksomme temaer, hvor læseren gradvist forsøger at forstå den verden, som hovedpersonen befinder sig i.
Historien fortælles af en ung pige, som lever fanget sammen med 39 andre kvinder i et underjordisk bur. Kvinderne bliver konstant overvåget af bevæbnede vagter, som kontrollerer deres hverdag og sørger for, at de aldrig kommer udenfor. Ingen af kvinderne ved, hvorfor de er blevet holdt fanget, eller hvem der har indespærret dem der. De ved heller ikke, hvad der findes uden for deres fængsel, eller om der stadig eksisterer et normalt samfund. Fortælleren er den yngste af kvinderne og skiller sig tydeligt ud fra de andre. Hun kan ikke huske et liv før fangenskabet, og har derfor ingen minder om familie, samfund eller en verden fyldt med mennesker. De andre kvinder kan derimod huske deres tidligere liv og taler om deres barndom, arbejde og kærlighed. Disse samtaler gør fortælleren nysgerrig og forvirret, da hun ikke selv har oplevet noget af det, de beskriver. Forskellen i deres erfaringer er en vigtig del af romanens konflikt, for imens de ældre kvinder længes efter deres gamle liv, forsøger fortælleren i stedet at forstå begreber og følelser, som hun kun kender gennem deres historier. For hende er verden udenfor en abstrakt idé snarere end et konkret minde. Det gør hendes perspektiv anderledes og fascinerende, da hun observerer alt omkring sig uden de samme forventninger og forforståelser som de andre kvinder.
Romanens handling tager en ny retning, da en uventet begivenhed pludselig ændrer kvindernes situation. Denne ændring tvinger dem til at forholde sig til en verden, som de ikke længere forstår. De må begynde at stille spørgsmål ved deres egen eksistens og ved den virkelighed, de lever i. Hvorfor bliver de holdt fanget? Findes der stadig andre mennesker? Og hvordan skaber man et liv i en verden, hvor de normale rammer for samfund og relationer måske ikke længere eksisterer? I stedet for at give hurtige svar, udvikler romanen sig til en langsom og eftertænksom udforskning af disse spørgsmål. Meget af spændingen ligger derfor ikke i store dramatiske begivenheder, men i de tanker og refleksioner, som fortælleren gør sig undervejs. Hun forsøger at forstå verden omkring sig gennem observationer, erfaringer og samtaler med de andre kvinder. På den måde bliver bogen også en refleksion over, hvordan mennesker skaber mening i deres liv.
I was forced to acknowledge too late, much too late, that I too had loved, that I was capable of suffering, and that I was human after all – Jacqueline Harpman, I Who Have Never Known Men
En af bogens største styrker er dens fortællerstemme. Fortælleren beskriver verden på en nøgtern og observerende måde, hvilket giver teksten en næsten filosofisk tone. Hendes perspektiv er præget af nysgerrighed og undren, fordi hun ikke har oplevet en virkelighed uden for fængslet, og derfor ikke tager noget for givet. Selv ting, som mange mennesker normalt opfatter som helt naturlige, bliver i romanen genstand for refleksion. Det gør, at man som læser også begynder at tænke over, hvor meget af vores identitet der egentlig er formet af samfundet omkring os. Sproget i romanen er enkelt og præcist, og netop denne enkelhed gør fortællingen stærk. Jacqueline Harpman bruger ikke lange eller komplicerede beskrivelser, men lader i stedet stemningen og hovedpersonens tanker bære historien. Samtidig bruger Harpman den rolige fortællestil til at skabe en følelse af stilhed og isolation, som passer godt til bogens temaer.
Noget af det jeg finder mest bemærkelsesværdigt ved I Who Have Never Known Men er, at bogen bevidst undgår at forklare alt. Mange dystopiske historier forsøger til sidst at give klare svar på, hvad der er sket med verden, hvorfor tingene er endt som de er, men Harpmans roman er mere interesseret i de spørgsmål, som opstår undervejs. Det kan virke frustrerende for nogle læsere, men det er også noget af det der gør, at fortællingen føles så unik og tankevækkende, og det er personligt en af grundene til, hvorfor jeg elsker bogen, og hvorfor den er så svær at lægge fra sig.