ARKIV

Billedserie: Mænd af Marokko

I Marokko er byerne fyldt med mennesker. Fyldt med mænd. De er købmændene, de er tjenerne, og de er taxachaufførerne. Det er dem, der stjæler billedet i de marrokanske byer. På min rejse rundt i det nordafrikanske land fotograferede jeg mændene. Her er et udsnit.

Udkanten af Marrakech ved foden af Atlas Bjergene
Hver morgen skal luftballonen gøres klar. En mand tænder for gasbrænderen for at få luft i ballonen. Ilden fra gasbrænderen lyser ballonen og daggryet op. Det brænder i kinderne hver gang, han trækker i en snor og lader ilden slå sig løs i få sekunder ad gangen. Der udveksles ikke et ord. Det er tydeligvis rutine. Den varme luft lægger sig tungt som et bedøvende tæppe over det røde landskab, i takt med solen langsomt rejser sig over bjergene.

Gaderne i kystbyen Essaouria
Unge fyre strejfer rastløst rundt i Essaourias slidte hvide gader. De finder sig til rette i de høje mures skygger, hvor de kan sidde i ly for solens stråler. Havvinden blæser den afrikanske varme væk og køler byen ned.

        

En butik i Essaouria
Træskæreren arbejder fokuseret i hjørnet af sin lille butik, der samtidigt fungerer som værksted. Den gamle mand, en af de få mænd i Marokko, som sender et venligt smil til mig. Han sliber sin figur, mens jeg kigger på hans håndlavede produktioner. Hans mørke butik står i kontrast til gadernes farverige alternativer, hvor ivrige mænd prøver at sælge vævede tæpper, malet keramik, arganolie og krydderier. Hans lille verden bliver et frirum væk fra Essaourias nærgående sælgere.