Sådan lyder det fra tidligere drabschef Bent Isager-Nielsen. Han har med sine 44 år i politiet i den grad haft sin omgang med journalister og medier lige fra DR til Ekstra Bladet. Samarbejdet mellem politi og presse er vigtigt, men han mener dog, at journalisterne til tider bør være mere varsomme med, hvad de skriver, og hvem de dømmer, inden retten har talt.
Bent Isager-Nielsen gik sidste år på pension efter 44 år i politiet. Han er tidligere politiinspektør og drabschef for Rigspolitiets Rejsehold. Han har være ansigtet udadtil ved utallige pressemøder og udtalt sig om grufulde sager foran ivrige journalister. Journalister, der hungrer efter detaljer, som kan sætte vinklen og skabe den mest opsigtsvækkende rubrik.
Mødet med Bent Isager-Nielsen
Den 14. marts stod Bent Isager-Nielsen på scenen i Odense Kongres Center. En behagelig mand, der med venstre hånd i lommen, begynder sit foredrag med stor ro og sikker stemmeføring. Ingen PowerPoint med billeder af gerningssteder og ofre, kun en stemme der fortæller. Her er et menneske, der har set ting, og der med sine fortællinger fra virkeligheden på én og samme tid forarger og drager tilskuerne.
Det er en kendsgerning blandt journalister, at krimistof rangerer højt hos læserne, og derfor er det vigtigt at have et godt samarbejde med politiet.
»Overordnet set er journalisterne en kæmpe hjælp for os, men det er klart nogle gange, når de plager os eller vinkler noget på en måde, som vi ikke ønsker det, så kan man godt blive træt af dem«, fortæller Bent Isager Nielsen et par dage senere over en telefonforbindelse.
Han understreger, at politiet ikke er i underholdningsbranchen. De forholder sig til spørgsmålene: Hvad kan give omtale af sagen? og hvad kan vi bruge til at få vidner frem?
Når pressen går for langt
En sag, der har fået særdeles stor dækning både fra danske og udenlandske medier, er Peter Madsen–sagen, der også er kendt som ubådssagen. Bent Isager-Nielsen fortæller, at jo mere almindeligt offeret er, jo større interesse er der.
»Det er ikke fordi kvinder, der bliver slået ihjel i danske ubåde, er et stort samfundsmæssigt problem som bandekrige. Det sker stort set aldrig, og alligevel fylder det så meget. Det er en kvinde, en journalist, der bare passer sit arbejde, der så falder i kløerne på en så farlig og pervers mand.«
Uddybende fortæller han, at det er i sager med ofre som Emilie Meng og Kim Wall, at man kan sige: Kunne det ha’ været mig? Eller min datter? Eller min søster? Og det er netop derfor, at disse sager er så skræmmende for os.
Bent Isager-Nielsen mener dog, at pressen skal træde varsomt.
»Der er ingen tvivl om, at de skriver noget, som borgerne gerne vil se, og der er heller ikke så meget tvivl om i Peter Madsen-sagen, at det er ham. Det kan jo ikke være en anden. Dét, der kunne være tvivl om, er: Har han forsætligt slået hende ihjel? Eller er det et uheld, som han siger?«
Han understreger, at pressen bør være mere tilbageholdende med, hvad de skriver, inden retten har talt. Der er mange etiske overvejelser, journalister bør gøre sig, inden de skriver om sager som Peter Madsen–sagen. Det er en sag, der er af så uhyggelig karakter og med så tragisk en udgang, at der bør tages hensyn til ofrene og deres familier. I andre sager er der dog også et vigtigt hensyn at tage til de mistænkte.
»Nogle gange går pressen jo for langt«, siger Bent Isager-Nielsen og fortæller om en sag fra 2010, hvor en ung pige, Maria, nytårsaften blev fundet myrdet i en vaskekælder i Herning. Politiet anholdte og sigtede én, og ham hængte Ekstra Bladet på forsiden og skrev: Her er han, gerningsmanden.
»Og det var ikke gerningsmanden. Og politiet havde heller aldrig sagt det. Politiet havde sagt: ”Vi står i en situation nu, hvor mistankegrundlaget er så stærkt mod ham her, at vi sigter ham for drab”,« fortæller Bent Isager-Nielsen.
Chefredaktøren på Ekstrabladet, Poul Madsen sagde bl.a. dengang: ”Vi mener, at det har offentlighedens interesse at se og høre, hvem den sigtede er i en af de mest bestialske drabssager i årevis”, og uanset om man forstår, hvorfor Ekstra Bladet dengang valgte at bringe billede og navn af den sigtede, eller man modsat er enig med Bent Isager-Nielsen i, at Ekstra Bladet i denne sag gik for langt, så er der ingen tvivl om, at sagen demonstrerer pressens magt. Med en magt følger der, som klichéen lyder, et stort ansvar. Et ansvar, som journalister altid bør have i baghovedet, især når de skal formidle de svære historier om eksempelvis Emilie Meng og om Kim Wall.
Et vigtigt samarbejde
Selvom Bent Isager-Nielsen mener, at journalister til tider går for langt for den gode historie, så er politiet afhængige af, at pressen skriver og viser interesse for samarbejdet og sagerne og hjælper med at formidle budskaber ud.
»Politi og presse skal jo ikke være bonkammerater, men man skal fandeme respektere hinanden og de arbejdsvilkår og de arbejdssituationer, man hver især har«, siger han.
Til kommende journalister, der snart skal give sig i kast med krimijournalistik og dermed også samarbejdet med politifolk, lyder rådet fra Bent Isager-Nielsen:
»Vær åben og ærlig. Spørg gerne ind – men respekter de svar du får og respekter aftaler.«