OPINION

Bekend kulør tidligt i din karriere


Illustration: Matilde Rasmussen


Kære journaliststuderende, der er politisk interesseret og ønsker at gøre karriere på Christiansborg – eller på anden vis ønsker at rapportere om politik. Du er måske i tvivl om, hvorvidt du som journalist skal bekende politisk kulør eller holde det skjult. Langt de fleste holder det for sig selv – præcis som den almene dansker. Et politisk ståsted er for mange en meget personlig sag. Det gælder naturligvis også journalister. Det forstår jeg godt. Men hvis læseren ikke skal være i tvivl om afsenderen er biased, så kan det i min optik være en god idé at være transparent og lægge kortene på bordet. På den måde vil der ikke være spekulationer om, hvor journalisten står.

Hvis vi kigger på fire af de store danske aviser, så er Politiken socialliberal, Berlingske og Jyllands-Posten er borgerlige aviser, og så har vi Information, som bryster sig af at være neutral, men af langt de fleste bliver opfattet som venstreorienteret. Selvom de fire førnævnte aviser for længst har lagt afstand til partipressen og er uafhængige aviser, så henvender de sig alligevel til et bestemt publikum. Derfor kan jeg heller ikke se noget problem i, at journalisterne på de forskellige aviser bekender kulør og lægger farven på bordet. Kigger man på en som Jarl Cordua, så lægger han ikke skjul på, at han er borgerlig-liberal og tidligere aktiv i Venstres forretningsudvalg. Men Jarl Cordua har ikke problemer med at kritisere Venstre eller fremtrædende medlemmer af partiet. Det kan man finde flere eksempler på ved en hurtig Google-søgning. 

Hvis vi skal prøve at kigge på nogen fra den venstreorienterede fløj, så har Søren Lippert været i byrådet for Socialdemokraterne og været spindoktor for Nick Hækkerup. Ham kan vi supplere med Noa Redington, som var særlig rådgiver for Helle Thorning-Schmidt. Begge klarer de sig ganske fint i deres job som journalister. Der har ganske vist være sået tvivl omkring Lipperts troværdighed. Jeg har dog ikke fundet nogle huller i den lipperske ost. 

Men en journalist skal jo være objektiv, og hvordan kan du berette objektivt om Socialdemokratiet, hvis du er medlem af Det Konservative Folkeparti? Hvordan kan du beholde din troværdighed over for læseren, når du laver politiske analyser eller større interviews med politikere fra andre partier? Det er i min optik det mindste problem, for holdningerne er der i forvejen. De forsvinder ikke, fordi vi skjuler dem. Derfor kan vi ligeså godt spille med åbne kort, når det kommer til vores politiske ståsted. En dygtig journalist skal kunne se udover personlige forhold og løfte sig op på et højere niveau. Den tillid giver læserne i blinde.  Jeg tror kun tilliden bliver større, når vi ved, at hende journalisten fra Berlingske stemmer konservativt, at ham fra Politiken stemmer radikalt, og hende fra Information stemmer socialdemokratisk. Det giver gennemsigtighed og bedre mulighed for at vurdere objektiviteten.