Det bliver næsten gjort til en separat livskrise – det er det altså ikke. Den største lektie, jeg lærte, da jeg søgte fænomenet ”praktikplads” tilbage i april, handlede hverken om mig selv eller branchen. Jeg lærte, at samtalen om processen er helt ude af proportioner.
Vil jeg mene, at jeg var stresset? Ja! Sov jeg for lidt? Ja. Var det lige så slemt,
som jeg havde forestillet mig? Nej!
I de to år jeg går ind ad døren til Redaktionslokale 1, sætter mig ved bord med de samme skønne mennesker og går klogere derfra, så ved jeg også, at lykken ikke varer evigt. Og en dag ramte den frygtede april måned i 2024. Jeg vidste, at jeg var i konkurrence med mennesker, jeg holder af.
Mens jeg var håbefuld på deres vegne, så kæmpede jeg også for mig selv – for praktikpladsen, der føltes som definerende for min fremtid.
En forventet storm fra højre
Det er som den ultimative læseferie. Den der indre monolog og forsøg på en mental peptalk til mig selv.
”Du kan godt! Det er bare én måned, hvor du skal give alt, hvad du har, og så har du ferie. Du kan godt!”
Forskellen er bare, at du ikke holder fri. Det er dag ud og dag ind til klokken alt for langt over sengetid. Alt sammen med den logiske, men irrationelle tanke om, at tingene blev bedre, hvis jeg brugte flere timer på det.
Men din hjerne er jo lavet af grød klokken to om natten, bro. Slip computeren!
Hvad fanden laver jeg?
Personligt var mit største problem, at jeg ikke så mine medstuderende særlig tit. Jeg vidste ikke, hvad de lavede, tænkte eller gjorde. Det stressede mig, at jeg ikke havde noget at måle mig selv ud fra. Det gik op for mig, at det, der slugte alle mine kræfter, var den kapacitet, jeg brugte på idéen om at skulle være bedre end alle andre.
Hvad nu, hvis jeg nøjes med at være Laura, fremfor Laura i forhold til 300 andre praktiksøgende?
Samme eftermiddag gik jeg ind på mit værelse. Jeg tog et stykke A4-papir og kravlede ned ad stigen af selvtillid. Nu havde jeg noget at læne mig op ad, når min hjerne for fjortende gang samme dag ville fucke med mig. Meget lavpraktisk. Meget brugbart.
Der var fire dage til samtaleugen, og da jeg vågnede de følgende morgener efter, fløj jeg en smule: ”Det skal sgu nok gå det hele”.
Tænk mindre, vær’ mere
Set i bakspejlet er min eneste fortrydelse, at det tog mig så lang tid at se, hvor overfladisk mit problem var. Et skud selvtillid, skudt ind af mig selv sort på hvidt og en morgenstund hvor jeg så mig selv i øjnene med begge ben plantet blødt på det grå og småkolde gulv, som blev lunt – det var alt, der skulle til.
Er jeg bedre og sejere end alle andre? ‘Gu’ er jeg da ej. Men JEG er bedre til at være Laura end alle andre. Ligesom DU er bedre til at være DIG end alle andre.
Selvom jeg sov det meste af maj væk, så vil jeg alligevel mene, at jeg var et menneske i balance det meste af april – selv når jeg var en af dem, der brokkede
mig over, hvor hårdt jeg havde det.
Det lyder så kliché, men vi ved alle, at det hele går meget bedre, hvis man ”slår koldt vand i blodet”. Vi ved alle, at vores sindstilstand er bedre, hvis vi agerer helt naturligt.