Af Klara Emilie Højmann Hansen & Sofia Laura Pilehave Lundgren
I en tidlig alder lærte Barbara Aurelia, at hun kan ride langt på sin ustoppelige viljestyrke. Bogstaveligt talt. Indtil hun var knap 21 år gammel, brugte hun alle sine vågne timer, når hun altså ikke var i skole, på at dygtiggøre sig til hest, og to gange har hun deltaget i Danmarksmesterskaberne i dressurridning. Ridningen har givet hende en disciplin, og det er netop en blanding af dén og så det, som hun selv kalder for “delusional-tankegangen,” der har ført hende til et job i mediebranchen uden nogen form for erfaring, netværksforbindelser eller journalistisk uddannelse.
En rising star
Hun kommer næsten dansende ind ad døren til restauranten. Hendes ranke ryg og krøllede manke er ikke til at tage fejl af. Hun er klædt i en mørk blazer og en vis form for boss-bitch energi, der er svær ikke at lade sig drage af. Da vi hilser på hende, giver vi hende et kram. Det gør vi ellers ikke normalt med vores kilder, men noget i os følte, at det ville have været helt forkert at give hende hånden. For gammeldags, for stift. Hun sætter sig i stolen overfor os og bestiller et glas chardonnay. Vi skal tale med hende om vejen til den succes, hun oplever lige nu. Sidste år gik hendes vodcast med navnet ‘Espresso Yourself’ i luften på Viaplay og for nyligt er hun blevet ansat som nyhedsvært på B.T., hvor hun bl.a. står i spidsen for konceptet “Valgbar,” hvor partilederne er inde til en uformel snak, mens de får serveret deres yndlingsdrink. Man kan altså godt tillade sig at tænke, at Barbara Aurelia er et navn, der er på vej til at skyde op i medielandskabet. Men hvordan er hun nået hertil?
Kærlighed til kameraet
Siden hun var lille, har Barbara Aurelia elsket at stå foran et kamera. At dresse op og at skulle performe er noget, der falder hende naturligt. Det mærker vi også tydeligt, som hun sidder der med sin chardonnay og taler til os, som om vi har været veninder for altid.
»Jeg havde lidt en idé om, da jeg var yngre, at jeg var så fed en person, at jeg en eller anden dag ville gå på gaden, og så var der nogen, der ville stoppe mig og sige: Dig! Og så ville jeg ligesom flyve ad den vej, ikke?«
På trods af kærligheden til kameraet valgte Barbara som 18-årig at læse erhvervsøkonomi på CBS. En beslutning, hun ikke fortryder i dag, men som hun alligevel har fundet ud af ikke var hendes rette vej at gå.
En åbenbaring
Da hun vendte hjem fra et udvekslingsophold i New York i 2024 var det med åbenbaringen af, at hun var på “de helt forkerte togskinner.” Hun ville ikke bruge sin tid på regnskaber og tal. Hun ville være kreativ, udvikle idéer og møde nye mennesker. Måske som skuespiller eller model. Eller som podcastvært. Alt andet end at skulle sidde på et kontor og “røvkede sig dagen lang.” Men med åbenbaringen fulgte også en erkendelse af, at det måske ikke var så nemt, som hun først gik og troede.
Barbara sendte ansøgninger til modelbureauer verden over uden held. Hun forsøgte sig derefter med en podcast og kontaktede folk i mediebranchen – men uden svar. Afvisningerne udviklede sig til en eksistentiel krise: Ingen så den power, hun selv var overbevist om, hun havde.
»Jeg har haft mange nætter, hvor jeg er gået nærmest halvgrædende i seng. Og vågnet op med hævede øjne, fordi jeg tænkte, hvad f*** kan der blive af mig?«
Det kræver kun én, der skal sige ja
Det er ikke mere end et år siden, at Barbara havde nætter som disse. Hvor hun langsomt begyndte at miste gnisten og troen på sig selv. Når hun var til jobsamtaler på DR og TV 2, ville de have en journalist, ikke en økonom. Forvirringen og usikkerheden begyndte at fylde. Men her mindede hendes delusional-mindset hende om, at hun ikke måtte give op.
Og endelig kom der et svar på en mail. Det var fra en Head of Content, der arbejdede på Viaplay, som gerne ville holde et møde med hende og høre om hendes podcast-ide. Og sådan blev den første sten lagt i Barbara Aurelias drømmekarriere.
»Det kræver kun én, der skal sige ja til dig. Og det kan være, du skal igennem de ni milliarder mennesker, der er på jorden. Men der må være én af dem, der tror på dig, siger hun med stålfast stemme.«
Produkt af præstationskulturen
Barbara Aurelia er, med egne ord, konstant i en reflekterende modus. Hun har et altoverskyggende fokus på at forbedre sig i sit arbejde, ligesom dengang hun var dressurrytter på eliteplan:
»Jeg har været hos en masse ridetrænere, der piskede mig hen over hovedet hver dag, for at jeg kunne gøre det bedre og klare mig godt. Det er også det, jeg tror, jeg er lavet af, når man skraber det lidt. Jeg er klar på alt det hårde rugbrødsarbejde, der følger med«
Som eliterytter er gode stævneresultater afgørende, og Barbara Aurelia har i den forbindelse haft præstation og perfektionisme øverst på sin dagsorden siden hun var helt lille. To fokuspunkter, der følger med hende til den dag i dag – på godt og ondt.
»Min mor har altid sagt, at eksamen er de forberedte elevers fest, og det har altid siddet i mig. Derfor er jeg enormt perfektionistisk også. Så det er sådan en cirkel af karakterkvaliteter, som også bare gør, at jeg nogle gange fucking føler, at jeg er i fængsel.«
Barbara Aurelia oplever nemlig, at hun er en del af et præstationssamfund, hvor man hele tiden vil forbedre sig. Det gør hende til et menneske med mange bekymringer, men der er en chance for, at præstationskulturens pres også har givet hende den “delusional” viljestyrke, der har hjulpet hende ind i mediebranchen uden en journalistisk uddannelse.
»Jeg er bare nødt til at sige on record, at der er ingenting, der kommer af sig selv. Altså jeg skylder den alt, den dér delusional.«
