Foto: Mohammed Al-Asadi
Undergrundskulturen ballroom er et frirum og en hyldest af queer-personer på tværs af køn, etnicitet, alder og seksualitet. Det er et voksende fællesskab inden for LGBTQ+ – miljøet, der samler folk fra hele verden. Her bliver de færreste udefra lukket ind. LIXEN er taget til et ball i København for at opleve den verden, som ballroom performer Cobra Miyake Mugler ikke kan slippe.
Mørke toner fra en cello snor sig gennem højtalerne. Det er Vivaldis The Four Seasons ‘Summer’, der spiller. Cobra Miyake Mugler sidder på tilskuerrækkerne og ser aftenens åbningsnummer. På catwalken sætter en kvinde sine hænder på lårene og twerker. Hun er iført hvidt lingeri, der blotter det meste af kroppen. Et par rosarøde brystvorter skyder op fra afklippede huller i hendes bluse. Kvinden spreder sine ben over en lyserød flødeskumskage, mens en susende lyd af violiner kaster sig ind mod tilskuerne. Hun griner og en sortmalet tunge lister sig ind over hendes læber. Hun flår kagen i stykker med sit underliv. Publikum skriger i begejstring. Om nogle få timer er det Cobra, som skal konkurrere på catwalken.
»If I can’t have cake it’s not my revolution« Står der på programbeskrivelsen i foyeren. En reference til citatet “Let them eat cake” efter sigende udtalt af Marie-Antoinette, dronningen af Frankrig, under Den franske revolution.
Vi er til ballet, ’The Feral Ball: New World Edition’, der er afslutningen på en tredages lang festival. På førstedagen kom evolutionen, på andendagen kom revolutionen og i aften fejres den nye verden med kage. Ifølge programmet baner revolutionen vej for en mere empatisk, kærlig og skamløs verden.
Ballet bliver afholdt på AFUK Scenen i en stor forestillingshal på Enghavevej i København. Udefra ligner det en skolegård med klatrestativer, bord bænkesæt og et stort uranlæg, der mest minder om frikvarter og lunken leverpostej i madpakken. Men bag grønne døre åbner sig en ny verden til brusende house-musik, lysbølger og glædesskrig. Det må være sådan det føltes, da Lucy åbnede dørene til Narnia.
Den alternative verden
»Let’s fucking ball,« råber den mandlige vært, også kaldet MC, Typhoon Angels og breder sine arme ud mod tilskuerne. Et insisterende spotlys vælter ind over hans svedglinsende overkrop. I de næste fem timer skal han guide deltagere og tilskuere gennem kategorierne i aften.
Høje hæle klikker mod gulvet. Kælenavne som honey, darling og sweetie udveksles mellem de fremmødte i salen. På begge sider af catwalken står røde stole, og Cobra Miyake Mugler sidder i en af dem. I løbet af aftenen skal deltagerne konkurrere foran et dommerpanel om trofæer inden for et stort spænd af kategorier, som hedder alt fra Sex Siren til European Runway.
For at respektere safe space-politiken er det forbudt at tage billeder under kategorien Sex Siren. En kvinde træder ind på catwalken og sprøjter citronsaft i ansigtet. Det drypper ned over brysterne og løber mod navlen. Her behøver hun ikke gemme sin krop væk, for ballroomkulturen er et frirum og en fejring af det sensuelle og kropslige.
Cobra skal konkurrere i European Runway, hvor det gælder om at have den bedste feminine gangart, når man går ned ad catwalken. For at vinde kategorien skal hendes outfit være lavet af genbrugsmateriale, der er sat sammen i moderigtige kombinationer for at passe til ballets tema ’The New World’. Hun har øvet sig længe på sin gang, og outfittet ligger og venter på hende inde i omklædningsrummet.
Det er ikke alle de fremmødte, som skal performe i aften. Flere er kommet for at heppe og støtte op om fællesskabet i ballroomkulturen, der bryder med de gængse normer og griner af janteloven.
»Det handler meget om at være en del af noget større,« fortæller Ida Louise Holte, da vi nogle uger forinden mødes i Kødbyen. Sådan hedder hun rigtigt, og Cobra Miyake Mugler er hendes navn i ballroom-miljøet. Ved vores første møde er hun iført en opknappet skjorte og lange jeans til stor forskel fra Cobras ultrakorte denimnederdel og matchende trekantstop.
Cobra er Ida Louise Holtes alter-ego. Hun er dyr og flygtig. Hun er vejen væk fra samfundets herskende normer. Gennem Cobra kan Ida udleve en anden side af sig selv, som ellers ikke passer ind i samfundsstrukturen. Det er helt nødvendigt for Ida.
»I det heteronormative samfund er der nogle koder, som bare ikke passer til mange queer-personer. Så vi har lavet vores egne. Der er taget højde for os og vores venner på en helt anden måde end i resten af samfundet. Hele den alternative verden er jo bygget af os med henblik på andre queer-personer. Så identitetspolitisk er vi helt samme sted, og det er trygt. Derfor giver det mening at søge tilflugt i den alternative verden,« forklarer hun.
Hun har søgt et fællesskab i mange aspekter af sit liv, men det var først i ballroomkulturen, hun virkelig fandt sine folk og sig selv.
»Det er rigtig fedt, at vi er så mange, der samles om noget fælles, andet end et studie for eksempel kan gøre. Man kan spejle sig i hinanden og dele erfaringer,« fortæller hun og fortsætter.
»Som queer-person, når man går i en skole, på et studie eller en arbejdsplads, er der ikke altid nogen, man kan spejle sig i. Man har ikke nødvendigvis samme forståelsesramme eller samme vilkår for at eksistere. For eksempel kan man føle sig mere usikker i nattelivet som queer-person. Det kan blive ensomt. I ballroom, der bevæger alle sig inde for samme forståelsesramme. Det gør det nemmere at være sig selv«
Det første danske ball kom i 2018, men kulturen opstod allerede tilbage i 70’ernes Harlem, New York. Oprindeligt begyndte det som en protest mod de daværende drag fashionshows, hvor især brune queer-personer følte sig uvelkomne. De deltog sjældent, tabte ofte til de hvide drag queens og fik ingen anerkendelse. Det fik den amerikanske drag queen, Crystal LaBeija, til at rase mod det etablerede system, hvilket satte gang i nutidens ballroom. Undergrundskulturen voksede sig stor og blev et safespace for alle queer-personer væk fra racisme og diskrimination.
»Jeg tror, der er mange som mig, der har brugt det som en alternativ verden. Som en flugt fra samfundets herskende normer,« fortæller Ida Louise Holte.
Tilbage på stolerækken spejler Cobra sig i sine solbriller, mens hun maler læberne røde. Det er her Ida Louise Holtes flugt begynder. Her er hun ikke den 23-årige studerende, som læser Leisure Management på Sjællands Erhvervsakademi. Her er hun Cobra med knæhøje læderstøvler, der hviler på stolens kant. Her er hun ballroom performer, prisvinder og respekteret konkurrent på catwalken. Her har hun vundet priser i København, Paris og London, og måske vinder hun endnu én i aften.
Det første møde
Første gang Ida Louise Holte stødte på ballroomkulturen var i 2017. Hun gik på Oure Kostgymnasium på Fyn, fordi hun dansede og havde gjort det siden barnsben. Men tiden på kostgymnasiet føltes isolerende og langt fra det sprudlende byliv på Nørrebro, som hun var vant til. Derfor tog hun til København i weekenderne, hvor hun opdagede vogue. En dansestil fra ballroomkulturen, hvor man skiftevis poserer som modellerne på forsiden af Vogue-magasinet.
»Det stiftede jeg bekendtskab med. Så når jeg var hjemme på weekend om søndagen, så var der vogue-sessions. Og det var bare vildt fedt!« fortæller hun.
De mange søndagssessions foran spejlet ledte til mødet med Samara. Det var hende, som gav Ida Louise Holte navnet Cobra. Samara deltog ved de samme vogue-sessions som Ida Louise Holte, og de blev hurtigt veninder. Samara havde før været til et ball i New York, og det lød vanvittigt spændende, når hun fortalte om det. Derfor aftalte veninderne sammen at tage til Paris, for at Ida Louise Holte også kunne opleve ballroomkulturen. Det var første gang, hun rejste ud i verden uden forældre eller en folkeskoleklasse løbende efter sig.
Veninderne tog til et ball sammen, og Ida Louise Holte blev fuldstændig overvældet ved synet af så mange smukke mennesker samlet på et sted. Skønhed, men på en helt anden måde, end hvad hun var vant til at se. Det var andre kroppe, andre udtryk, andre normer. De bar sig selv på en vild måde, som hun aldrig havde oplevet før.
Ida Louise Holte skulle gå ned af catwalken under hendes første Ball i Paris, og her vandt hun sit første trofæ.
Derfra gik det hurtigt, og inden længe blev hun optaget i The House of Miyake Mugler. Det er et slags team, et hjem hvor hendes parallelfamilie og medperformere er.
Tilbage i 70’erne fungerede husene som en rigtig familie for specielt brune og latinamerikanske LGBTQ+ personer. I mange tilfælde blev de nemlig smidt ud hjemmefra, og derfor flyttede nogle af dem sammen som en slags plejefamilie. Sådan er det ikke i dag, men familiefølelsen er stadig stor.
Bevarelsen af undergrundskulturen
»Get it on the floor, get it, get it on the floor. Who’s that bitch in the back? Who’s that bitch that’s ready to attack? Get it on the floor, get it, get it on the floor,« rapper Typhoon Angels så hurtigt, at hvert ord sluges af det næste. Cobra står oprejst og hujer af sin veninde, som med vuggende hofter går ned ad catwalken. Røde lokker af hår kastes mod scenegulvet, idet hun lander i split og drejer begge arme op over hovedet.
»Fabulous ,« mimer Cobra.
En efter en træder deltagerne op på catwalken og bliver bedømt af et sultent dommerpanel. Nøgne kroppe bevæger sig skamløst gennem salen, en kvinde iklædt elektroder mimer til en operalignende sang, og en olieret mand spænder med musklerne.
Efter adskillige timer er det nu blevet Cobras tur til at performe foran dommerpanelet. Hun er iført en forreven kjole, lavet ud af genbrugte t-shirts. En bred diamant choker slutter sig om hendes hals. Med et flygtigt blik på konkurrenten, en kvinde i lårkort bodysuit, træder Cobra ind på catwalken. Hun løfter armene skiftevis og poserer som forsidekvinder i modemagasiner med præg af robotlignende bevægelser.
Selvom ballroomkulturen er et uundværligt fællesskab for Ida Louise Holte, så ønsker hun ikke, at det skal blive allemandseje.
»I det kapitalistiske samfund, er man er vant til at skulle sælge det, man brænder for ’Ej, vi skal have flere med’. Der er det meget specielt med ballroom, for vi klarer os fint. Vi har ikke brug for flere. Vi har brug for at nære det, som er. Netop fordi det ikke skal være en zoologisk have for udefrakommende, der ikke selv ønsker at deltage, men blot vil se på,« fortæller hun.
Med selvsikre skridt og svajende hofter går Cobra mod dommerpanelet. Baner af sved fugter det korte hår i nakken.
Hun er ikke den eneste, som er bange for, at ballroomkulturen skal blive for turistet. Generelt er der en frygt for, at ballroom fællesskabet tiltrækker for meget mainstream opmærksomhed udefra. Flere musikalbummer, TV-serier og dokumentarer som ’Pose’, ’Legendary’ og ’Paris Is Burning’ har skabt stor opmærksomhed for kulturen, men det slæber også et nysgerrigt publikum efter sig.
»Det er meget en balancegang. Jeg er så taknemlig for, at der var nogen, som viste mig det. Det er jo vigtigt at dem, der har brug for det, finder det. De skal helt klart vide, at det er her,« fortæller Ida Louise Holte.
Cobra Miyake Mugler stopper op, da hun når til dommerkomiteen. Hun vender sig med siden til, så de får hele kjolen at se. På tilskuerrækkerne bliver der piftet, råbt skat, knipset med fingrene og kysset luften. Hendes modstander forsøger ihærdigt at stille sig ind foran hende. Cobra løfter sin højre hånd op i vejret, svinger en usynlig lasso over hovedet, drejer rundt på hælen og kaster hånden mod dommerne som for at fange deres opmærksomhed en sidste gang. »Graaaand prize,« udbryder værten og peger på Cobra. Klapsalver vælter ud i salen. Hendes læber trækker sig op til et smil, og kinderne blusser. Hun klapper også og bukker som tak til dommerne. Arrangøren af aftenens ball løber over scenen med et lille guldtrofæ i hænderne. De omfavner hinanden. Små smilerynker samler sig omkring hans øjne, da han overrækker hendes trofæet. Hun ler og hvirvler ned ad catwalken. Endnu en sejr i parallelverdenen.
