KULTUR

Bag kulisserne hos FC Jourventus: »Mere end bare et fodboldhold«

Redaktøren på LIXENs sportssektion fortæller med egne ord, hvordan han har oplevet udviklingen hos FC Jourventus i en udfordrende periode.

Som studerende får du meget med i bagagen under din studietid, som du kan tage med videre i livet. Udover mange timers forelæsning byder tiden på skolebænken også på fællesskab og sammenhold med dine medstuderende.

Fælles interesser har det med at samle folk. Det må man i den grad sige, er tilfældet på journalistuddannelsen på Syddansk Universitet (SDU). Her har fodbolden samlet mange, der ugentligt mødes flere gange for enten at træne eller spille kamp. 

Jeg har gennem de seneste par måneder haft den kæmpe fornøjelse at følge et uprøvet og nyspækket FC Jourventus-mandskab utroligt tæt. Her har jeg set en gruppe studiekammerater udvikle sig på mange parametre. 

Der er tale om et fodboldhold bestående af journaliststuderende fra SDU, der i dette efterår er tilmeldt en Serie 4-række, som de er gået ind til med oprejst pande og tro på egne evner.

Forløsning, da Mette Frederiksen åbnede Danmark en smule op

Det var et meget sultent mandskab, der endelig kunne samles til træning igen tilbage i juni, hvor det blev muligt at træne sammen i større grupper end ti personer. Lysten til at spille fodbold var kolossal, efter forårssæsonen blev afblæst grundet covid-19, hvilket gjorde ventetiden for at spille sammen endnu længere. 

På trænerfronten blev der skiftet ud. Oliver Orup Kristensen blev præsenteret som ny mand ved roret. Det var med til at skabe fornyet energi og tro på holdet. Samtidigt tjekkede en mail med godkendelse på optagelse i Serie 4-rækken fra DBU ind i indbakken.

Det blev startskuddet på en fremstormende udviklingsproces for FC Jourventus, der i løbet af ganske kort tid fik koblet smuk fodbold på grønsværen sammen med spilleglæden.

På trods af en glimrende opstart, så var der stadig mange spørgsmål i luften, der fyldte i spillernes tanker. Inklusive mine egne.

Ville spillet hænge sammen på banen? 

Nu kørte Jourventus-bussen for fulde drøn

Efterårssæsonen blev skudt i gang hjemme på Campus Road, hvor Posten var modstander i generalprøven. Her blev de mange spørgsmål skudt hårdt til jorden. Hold da op, hvor var det en flot start. Jeg så et velspillende FC Jourventus-hold, der pressede gæsterne helt i bund. Det lignede i flere sekvenser et Bayern München-hold fra den netop overståede 19/20-sæson. Jourventus kom Posten i konvolutten og sendte den afsted med et 8-1-nederlag.

Herefter kom nye spørgsmål på tale på Medietorvets gange og kroge.

»Kan FC Jourventus fortsætte disse takter eller var det bare en engangsforestilling?«

Næste opgave var nok en gang på Campusvej 55, hvor Kildemosens Boldklub besøgte græsarealet ved SDU. 

Her var der farverigt, fornøjeligt og fodboldglad folkemøde. En kort og kontant proces med promovering af FC Jourventus havde båret frugt. Den ene langside på Campus Road var fyldt godt ud, men det var i afsprittet og corona-sikret tilstand. Her fik de nye stjernefrø på journaliststudiets 1. semester mulighed for at se, hvad sport kan gøre ved os mennesker. Det kan samle os. Samtidig havde FC Jourventus sendt et hold en tur på Medietorvet for at rekruttere nye soldater til mandskabet. Mange af dem stod linet op på geled for at tjekke holdet ud.

FC Jourventus fik ikke sceneskræk mod Kildemosens Boldklub – tværtimod. Der blev jongleret, driblet og scoret flotte mål, der sagtens kunne være blevet til flere. En 5-0-sejr blev det til og aftenen blev sluttet af med en vaskeægte Fenerbache-jubel ud til de fremmødte, der var godt tilfredse med kampens underholdningsværdi. 

OKS var næste udfordring på programmet. OKS er en forkortelse for Odense Kammeraternes Sportsklub, men kammeratskab var der ikke meget af. Et hæsblæsende opgør, hvor bølgerne gik højt, fandt sted på efterårets første udebanetur. FC Jourventus trampede dog dramaet, dramaturgien og pondussen ned i det i forvejen hullede græstæppe på OKSON-Park, der sagtens kunne ligne et sted, hvor okser går frit. En komfortabel 5-2-sejr kom i hus og FC Jourventus fortsatte sejrstogtet.

Vent, der er bump på vejen

Herefter kom den udfordrende del, som min underrubrik refererer til. Coronavirus kom tæt på FC Jourventus – faktisk alt for tæt, for OKS-kampen blev spillet med en spiller, som efterfølgende fik melding om, at vedkommende var testet positiv. Det skabte røre i andedammen, men hurtigt blev holdet sendt i isolation og tid til covid-19-test blev bestilt.

Isolationen gav tid til en tænkepause og opsummering af efterårets første tre kampe. 

Kort fortalt, så havde jeg kun skrevet positive ord ned på blokken. For at dette udelukkende ikke kun skal være et kærlighedsbrev til FC Jourventus med roser og lys chokolade ved siden af, så tillader jeg mig at komme med en lille reprimande. FC Jourventus burde ikke spille i Serie 4-rækken. Niveauet er tydeligvis til mere. Så dette er en opsang til tilmeldingsproceduren hos DBU. Men ja, man skal jo starte et sted.

Tilbage i aktion

Et veludhvilet FC Jourventus-hold bevægede sig ud igen efter en isolationsperiode, der gav mulighed for at samle kræfter sammen. Alle 14 spillere kunne fremvise to negative test. Nu var det frem med kikkerten for at se frem mod næste opgave. For Gud, Konge og bydelens skyld, så lå den heldigvis lige rundt om hjørnet, hvor naboerne fra FC Campus inviterede FC Jourventus ind på deres hjemmebane til en kamp, der blev noget af en prøve. For FC Jourventus indkasserede to gange. Begge gange kom de bagud, men med kniven for struben kom arbejdshesten frem i Jourventus-spillerne, der satte farten op og galoperede en kneben 3-2-sejr i mål.  

Miraklernes tid er ikke forbi. Flere drømme blev opfyldt, da FC Jourventus besejrede FC Campus. Nye tændte, sultne og kampklare spillere fra den nye årgang blev hurtigt implementeret på FC Jourventus, og de blev bare sat for løverne. Den opgave løste de sublimt, og nu er truppen blevet så bred, at der er garanti for at spille kamp til træning hver gang.

Summa summarum, et blodbad var det, da FC Jourventus var tilbage på fortet. Her fik de dannet en voldgrav omkring Jourventus-slottet, der ikke tillod modstanderne fra Utopia Fodboldklub at trænge ind. Ridderne fra Jourventus havde overskud og tog på togt, hvilket resulterede i den ene scoring efter den anden. 

Jeg var imponeret over den kynisme og koldblodighed, som jeg så fra hjemmeholdet. 7-0 blev kampen vundet. Det understøtter min DBU-pointe fra tidligere i den grad. Men skidt pyt med det. 

Det var endnu en gang en fornøjelse at overvære FC Jourventus, og det kunne man også mærke på de mange fremmødte tilskuere, der havde taget turen til Campus Road på den flotte solskinsdag.

Efterårs-fodbold, der har budt på mange skønne oplevelser

Pyha, så nåede jeg til vejs ende i denne omgang. Fem glimrende kampe, set med Jourventus-briller, er overstået. Jeg har set mange spillere tage det store ansvar gennem den første del af efterårssæsonen, men en ting står tydeligt skrevet i min notesbog. Holdindsatsen har gang på gang båret FC Jourventus til toppen af tabellen med maksimumpoint. De rutinerede fra 3. semester er blevet smeltet sammen til en enhed med de nye fra 1. semester. 

”Jamen bold, bajer og hygge kan jeg da få alle mulige andre steder?”

Det spørgsmål blev stillet under et oplæg til de nye studerende. Uden at sige for meget, så tror jeg, at de nye fra 1. semester selv har fundet ud af, at boldene pumpes ekstra godt, øllene er noget koldere end sædvanligt og hyggen i omklædningsrummet er noget helt specielt hos FC Jourventus.

Det er en smuk fortælling og starten på noget stort. Det kører på skinner for Jourventus-toget, men damplokomotivet er ikke fremme endnu. Et High Risk-opgør mod ærkerivalerne fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole venter, men det tyder på, at det ikke bliver i år. Det giver dog ekstra tid til at få sammentømret FC Jourventus-mandskabet endnu mere.

Dette var første del af mit smugkig  bag kulisserne hos FC Jourventus, der på holdets sociale medier kalder sig for ’Danmarks bedste studiehold’. Med 15 point efter fem kampe, så køber jeg den status, selvom den for nogen kan virke en smule plat. 

Det bliver interessant at følge FC Jourventus i den resterende del af efteråret, hvor smattede baner giver smask på taklingerne, og kampene mod topholdene skal afgøre, om de kan lade sig krone som puljevinder eller ej.

Fortsættelsen følger…

Resultater, FC Jourventus

23/8 FC Jourventus – Posten 2 8-1

26/8 FC Jourventus – Kildemosens BK 5-0

29/8 OKS – FC Jourventus 2-5

15/9 FC Campus – FC Jourventus 2-3

20/9 FC Jourventus – UTOPIA 7-0

Tabeloversigt

Herre S4 – Efteråret 2020

1. Posten, 6 kampe, +27 målscore, 18 point

2. B 67, 6 kampe, +32 målscore, 15 point

3. FC Jourventus, 6 kampe, +23 målscore, 15 point

4. UTOPIA, 6 kampe, -8 målscore, 9 point

5. FC Campus, 6 kampe, +2 målscore, 7 point

6. Chang, 5 kampe, -4 målscore, 7 point

7. OKS, 5 kampe, +1 målscore, 6 point

8. FC Odense, 5 kampe, -17 målscore, 3 point

9. Kildemosens BK, 7 kampe, -11 målscore, 1 point

10. ØB, 6 kampe, -21 målscore, 1 point 

11. Posten 2, 5 kampe, -24 målscore, 0 point

OBS: De fire bedste hold går videre til oprykningsspillet om oprykning til Serie 3.

Topscorerliste, FC Jourventus

1. Morten Palm 5

2. Mathias Holst 5

3. Malte Møller 2

4. Daniel Schram 2

5. Silas Moody 2

6. Oliver Orup 2

7. Mark Tolstrup 2

8. Ryan Svale 1

9. Morten Jørgensen 1

10. Lasse Wraae 1 

Kampprogram, FC Jourventus

27/9 kl. 11.00

ØB – FC Jourventus

6/10 kl. 17.00

B 67 – FC Jourventus

17/10 kl 13.00

FC Jourventus – Chang

24/10 kl. 15.00

Posten – FC Jourventus

31/10 kl 14.30

FC Jourventus – FC Odense