Mellem 8. klasse, Counter-Strike og konfirmationsforberedelse får 14-årige Asger Berg Svenningsen også tid til at male farverige værker, der måske snart skal hænge i et galleri i New York.
Af Marcus More
Du kender ham måske ikke. Endnu. Men for lidt over et år siden postede Asger Berg Svenningsen et billede af sit første farverige og abstrakte maleri på sin Instagram-profil @AsgerDoesArt. Fast forward til nu og han er tæt på at runde 80.000 følgere. Det er blandt andre musikeren Oliver Kesi, fodboldspilleren Pernille Harder og kunstneren Frederik Næblerød, der har smidt et follow til den unge maler. Men også på den anden side af Atlanten sidder der en følger, som er faldet for de ekspressive malerier. For nylig modtog Asgers far, Peter, en mail. Det er ham, der styrer Asgers Instagram-profil og hjælper ham med at lægge billeder af kunstværkerne op. Beskeden var fra en amerikansk kunstsamler, der vil investere i Asgers værker.
Men spørger man Asger selv, er det ikke udsigten til New York, der fylder mest i hverdagen.
På et teenageværelse i Holte skærer forårssolens stråler ind gennem vinduet og afslører små malingpletter på det lyse trægulv. På væggene hænger farvestrålende lærreder i alt fra karrygul til marineblå. De fleste gemmer på figurer og væsner, der først træder frem, når man ser godt efter. Mange af værkerne er blevet til lige her på Asgers værelse, i den tid han har, når han ikke går i skole, gamer han eller er sammen med sine venner om aftenen. Det er et værelse, der stadig ligner en 14-årigs, men hvor væggene samtidig fortæller en historie om en kreativ proces, der er ved at udvikle sig til noget større.
Asger beskriver sig selv med tre ord: empatisk, nysgerrig og åben. Han har altid været kreativ og udadvendt, fortæller han, og da han var endnu yngre, havde han svært ved at sidde stille længe ad gangen. Der skulle helst ske noget.
»Jeg har altid tegnet og været kreativ, men jeg begyndte først rigtigt at male for omkring halvandet år siden.«
Og omkring et halvt år efter, han var begyndt at male, oprettede Asger sin Instagram-profil.
Maler for sin egen skyld
Det begyndte uden nogen større plan. Asger lagde et billede af et maleri på Instagram. Så et til. Og et til. Langsomt begyndte folk at dele billederne, kommentere og følge med. Det, der startede som en hobby, voksede til noget, tusindvis af mennesker nu følger med i. I skolen blev opmærksomheden for alvor tydelig, da Asger en morgen optrådte i Go’ morgen Danmark for at fortælle om sine kunstværker og udstillingen i New York . Klassen så udsendelsen live.
»Jeg blev næsten modtaget med klapsalver, da jeg kom i skole dagen efter,« siger han og griner.
Hans venner har også bemærket udviklingen. Efter at hans Instagram-profil er gået viralt, kan de finde på at joke med det og kalde ham “Does Art”. Selv forsøger han dog at holde succesen lidt på afstand. Han maler kun, når lysten er der og prøver ikke at lade andres forventninger styre processen.
»Jeg prøver at holde det lidt lowkey. Hvis jeg ikke har motivationen, stopper jeg bare. Man kan ikke presse det ud.«
Når Asger maler, er det ikke for at tilfredsstille et publikum. Det er snarere en måde at forstå sig selv på. Han beskriver kunsten som et frirum, hvor tanker og følelser kan få plads, uden at de nødvendigvis skal forklares.
»Gennem kunsten kan jeg vise andre sider af mig selv. Jeg kan vise følelser eller perioder af mit liv.«
Begynder med farver
Asger finder inspirationen til sine kunstværker inde i sig selv, men også fra kunstnere som Jean-Michel Basquiat, Frederik Næblerød og Asger Jorn. Farverne spiller en central rolle i værkerne, og ofte begynder et maleri spontant.
»Jeg tager nogle farver, jeg synes passer sammen, og så begynder jeg bare.«
Foto: Marcus More
Nogle værker bliver til på en eftermiddag. Andre står længe i hjørnet af værelset, før han vender tilbage til dem.
Et af de værker, han selv holder mest af, hedder Gold Boy on Ecstasy. Det blev til i forbindelse med hans første soloudstilling, som fandt sted i Kalundborg.
»Jeg elsker det her maleri, fordi farverne passer så godt sammen, og det er for mig en af de vigtigste ting ved et maleri.«
Begynd!
Men selv om kunsten fylder mere og mere i Asgers liv, er hverdagen stadig ret almindelig. Efter skole går han til basketball eller spiller Counter-Strike og hænger ud med vennerne.
»Vi laver tit sådan nogle sidequests. Vi kan finde på at tage ud og klatre eller bare finde på noget nyt og spontant.«
Selvom tusindvis af mennesker følger med i hans kunst på nettet, føler han sig ikke anderledes.
»Jeg er bare en helt normal dreng, som går i skole, til konfirmationsforberedelse og er sammen med mine venner.«
Og hvis andre unge går rundt med en kreativ idé, de ikke helt tør forfølge, har han et simpelt råd:
»Begynd. Kast dig ud i det og prøv dig frem. Hvis bare du gør noget, gør du allerede mere end de fleste.«
På værelset i Holte står flere tomme lærreder allerede klar. Og selv om interessen udefra vokser, begynder hvert nyt maleri stadig på samme måde: med en idé, der pludselig kribler i fingrene.

