EKSTERN

Anne Witthøfft gav sygeplejerskerne en stemme under corona-nedlukningen

Foto: Josephine Lorentsen


I marts fik Anne Witthøfft og en kollega fra fagbladet Sygeplejersken en idé til en ny portrætserie, der i august vandt dem Anders Bordings idépris. En pris der for Anne Witthøfft beviser, hvor vigtigt det er, at man giver en stemme til sygeplejerskerne. 

Klokken er halv elleve, da jeg tirsdag den 15. september mødes med Anne Witthøfft ved trappen foran Slagelse Stations orangerøde bygning. Hun rejser sig fra sin plads på trappens øverste trin og stikker albuen frem til hilsen. Jeg stikker min egen frem, og med et fnis bumper vi dem kort og kejtet mod hinanden. 

Da vi sætter os ind i hendes stålgrå Honda Civic med kurs mod Slagelse Sygehus, falder samtalen hurtigt på corona, og hvordan den har ramt vores hverdag. Anne Witthøfft er journalist ved fagbladet Sygeplejersken og er lige blevet sendt hjem for anden gang siden nedlukningen i marts sammen med sine kollegaer i København. Her har de måtte kæmpe med skridende deadlines, skiftende temaer og udskudte interviews.  

Det hårde arbejde hjemmefra har dog for alvor belønnet sig. Den 27. august vandt hun og resten af redaktionen Anders Bordings idépris for deres portræt-serie om sygeplejersker under corona-krisen. Anders Bording priserne bliver hvert år givet til special-medier, som en form for hædersbevisning. Idéprisen var en ny kategori ved årets uddeling.  

Serien har fået navnet ” Øjebliksberetninger fra et land i krise”. Den indeholder over 60 små dagbogslignende portrætter om alt lige fra Sociolancen, der passer på udsatte borgere, til selvisolation blandt sygeplejerskerne. For Anne Witthøfft kom den flotte pris som noget af en overraskelse:  

»Jeg er helt vild glad for at have fået den her pris. Og jeg er glad for at have fået prisen for lige præcis det projekt, som jeg selv synes, var så godt og så rigtigt. Ærligt, så troede jeg aldrig, at jeg ville vinde nogen priser, og jeg synes bare, det var fedt at være indstillet,« fortæller Anne over en kop en kaffe i cafeteriet ved Slagelse Sygehus.

Hun har gennem Facebook mærket stor opbakning til Sygeplejerskernes historier og dedikerer prisen mindst lige så meget til sygeplejerskerne, for deres villighed til at fortælle deres historier:

»De kommentarer folk har skrevet inde på Sygeplejerskens Facebook-side rækker langt længere ud end antallet af følgere.« 

»Sygeplejerskerne havde jo kæmpe opbakning fra alle i samfundet hele vejen under corona. Så jeg tror, folk følte, at de fortjente den pris, og jeg føler også af hjertet, at det var lige så meget deres pris.«

En mørk kælder og en lys idé

For Anne Witthøfft startede projektet med portrætserien allerede inden, at hverdagen blev vendt på hovedet. Hendes kollega i kommunikationsafdelingen Susanne Bloch Kjeldsen havde nemlig startet et projekt med portrætter af sygeplejersker i anledningen af ”Year of the nurse”. 

Men da de to kolleger på få dage skulle samle deres noter og alt deres arbejde sammen for at forlade redaktionen på ubestemt tid, kom idéen om at sætte corona i fokus pludselig på banen:

»Det var virkelig ud fra den her tankegang om, at vi synes, det var så vildt at blive sendt hjem, og så vildt at de skulle sendes ud. Man så billeder fra Italien, og de skulle stadig på arbejde. Der var bare sådan en enorm lyst til at være der for dem. Skabe en støtte i form af de der historier.« fortæller Anne Witthøfft.

Og med idéen om at lave en serie, der kunne bruges som dokumentation for eftertiden og et fællesskab for de bekymrede og hårdtarbejdende sygeplejersker, gik Anne Witthøfft og Susanne Bloch Kjeldsen i gang med at lede Facebook-tråde og kildenetværk tyndt for gode historier.    

Det førte til det første portræt af en sygeplejerske fra en podningsstation i Århus, der blev forsidebilledet i den fysiske udgave af fagbladet Sygeplejersken. Resten af serien blev løbende lagt op på Dansk sygeplejeråds Facebook- og hjemmeside.

På trods af at Anne både skulle jonglere med den fysiske avis og portrætterne på nettet på samme tid, gav det sideløbende projekt Anne ilden til at gøre en forskel:

»Jeg følte virkelig, at sygeplejerskerne gjorde noget virkelig vigtigt for os alle sammen, så derfor synes jeg, at det, jeg kunne gøre, var så lidt i forhold til. Det var bare sådan en energi, jeg kørte på for at få fat i de der historier.«

Hver morgen klokken syv gik hun ned og arbejdede i sin kælder det meste af dagen, for kun at komme op og spise med familien:  

»Dagene flød lidt sammen i forhold til arbejde og fritid, for hvis der var en der først kunne tale klokken otte om aftenen, så tænkte jeg: fred være med det, så tager man bare det interview,« forklarer Anne Witthøfft.  

At have ansvar og tillid

Klokken er nu blevet halv tolv. Vi sidder i et af afdeling SL8’s mødelokaler. En afdeling, der til daglig tager sig af de anbringsdømte patienter i psykiatrien i Slagelse. Rummet bliver oplyst af de gullige spots og en enkelt stribe dagslys fra sprækken mellem de lysegrå gardiner. 

På den ene side af bordet sidder tre sygeplejerskestuderende og sygeplejersken Pernille Primdahl-Jensen, der er dagens første interviewperson. På den anden side sidder Anne Witthøfft med sin blok, computer og to mobiler lagt ud foran sig. 

»Pernille, vil du ikke først fortælle lidt om dig selv? Hvor længe har du været i retspsykiatrien, og hvorfor du har valgt at arbejde med det?« begynder Anne Witthøfft sit interview. 

Pernille går uden tøven i gang med at fortælle. Deres stemmer giver et svagt ekko i det højloftede lokale, som sad vi en topsikret bankboks.  

Der bliver skrevet flere og flere stikord ned på Annes blok. De bliver forbundet med streger, firkanter og cirkler, alt imens tiden flyver og Pernille fortæller om de til tider kritiske forskelle, der er mellem hendes job og den almene psykiatri. 

Anne fortæller mig senere over kaffen i cafeteriet, at hun har særligt en vigtig egenskab som fagbladsjournalist: Hun har indgående kendskab til sygeplejerskernes hverdag.  

En egenskab hun især kunne mærke fik betydning, da hun kastede sig ud i projektet med sygeplejerskerne under corona. For hvor andre medier mødte modstand, mødte Anne tillid:

»Det har bare været så simpelt. Sygeplejerskerne har bare sagt “ja, det vil jeg gerne”, og så har de fortalt. Og jeg har ikke hørt om nogen, der har fået problemer på grund af det. De opfatter os på en anden måde, når vi ringer til dem, end når det er DR eller Politiken, der ringer.«

Ifølge Anne Witthøfft er nogle sygeplejersker bange for at udtale sig eller blive udstillet i medierne. Derfor var portræt-projektet også så vigtigt for hende. Hun har altid gerne ville give folk en stemme gennem sin journalistik. Især under corona, hvor det var Mette Frederiksens og Søren Brostrøms fortælling om krisen, der var i fokus:
»Det var enormt vigtigt, at den her viden kom frem, og at sygeplejerskerne ikke fik lov til at stå alene med at fortælle om, hvordan verden hang sammen. Det synes jeg bare er et eksempel på, hvor vigtigt det er, at for eksempel sygeplejersker og andre udtaler sig om den virkelighed, vi er i.