ARKIV

Anne Hjort dokumenterede to årtier

Anne Hjort. Foto: Privat.
Line Schou Jensen
Skrevet af Line Schou Jensen

Anne Hjort har brugt de sidste 20 år som tilrettelægger på dokumentarserie Årgang 0. Meget vand er løbet i åen på 20 år, men specielt én ting har hun taget med sig: livet går sjældent, som man har planlagt. To årtier i dine kilders dagligstue kræver tillid, professionalisme og etik. Anne Hjort har dokumenteret Danmarkshistorien, som vi oplever den selv.

Årgang 0 er historien om årtusindskiftets første generation. Fire familier, 20 sæsoner, 64 afsnit om børn, der er blevet til unge og i takt med udfordringerne i livet, har de udviklet sig til voksne. Årgang 0 er en dokumentarserie om helt almindelige mennesker, der har samlet over en million seer år efter år. 

2019 var sidste sæson af Årgang 0. I 2020 lavede produktionen fire unikke portrætter af Rachel, Christian, Emma og Stephanie. Portrætterne viste, hvad der skaber os som mennesker fra fødsel til voksenlivet. Seerne flyttede ind hos de fire familier og præsenterede danskerne for danskerne selv. 2020 var også afslutningen på en lang proces for tilrettelæggeren, Anne Hjort. Men en proces hun er stolt af. 

Det afgørende redskab
Ideen om Årgang 0 opstod på TV2 i forbindelse med årtusindskiftet, hvor de gerne ville have et portræt af det nye årtusinds første generation: Årgang 0. Det var tænkt som et enkelt program om året – en slags “Året der gik” i familiernes liv med nyhedsindslag fra året. Claus Ladegaard var producent hos Easyfilm og han greb ideen. Han ønskede, at Anne Hjort hoppede med på skibet som tilrettelægger. Men de ville en anden vej. De ville styre i den dokumentariske retning. Det skænkede dem roret til det, vi kender som Årgang 0.

Dengang hittede video diaries. Video-dagbøger. Det var det nye. Det spirede frem, fordi små håndholdte kameraer blev mere tilgængelige. De havde altså mulighed for at montere et kamera i hånden på de medvirkende, så seerne fik en stol om bordet til aftensmaden. 

»Det skabte en særlig autenticitet,« understreger Hjort.

BBC gik forrest med fanen, når vi talte om video-dagbøger. Anne Hjort og produktionen bad derfor om hjælp på tværs af Nordsøen. BBC mente, de skulle samle familierne og undervise dem i at lave video-dagbøger og små reportager. Hvorfor de mødtes første gang i 1999. 

»På den måde blev familierne en lille klub,« forklarer Anne Hjort.

BBC blev kimet ned af mediehuse og mediefolk, der hungrede efter teknisk hjælp og hvilket kamera, der skulle til for at score den bedste video-dagbog. 

»Det var overhovedet ikke afgørende, hvad det var for et kamera. Det afgørende var editorial control. Det handler om, at I skal give de medvirkende indsigelsesret, fordi man er idiot, hvis man udleverer sig selv uden at have kontrol over materialet som medvirkende,« udpensler Anne Hjort sin erfaring med ro i stemmen.

Produktionen tog det til sig og gav familierne indsigelsesret. Når jeg spørger Anne Hjort, mener hun, det er en kæmpe fordel at give indsigelsesret. 

»Vi mener, det er en fordel, fordi vi får mere godt og ærligt materiale ud, fordi man ikke lægger så meget censur på sig selv. De ved, de har mulighed for at sige nej. De kan se, hvilken sammenhæng det bliver brugt i. Det er i uendelig få tilfælde, de har brugt indsigelsesretten.«

Året efter blev klubben samlet igen, hvor produktionen med rystende hånd trykkede play til de første afsnit af kæmpesuccesen Årgang 0. 

»Vi var vanvittig nervøse dengang. Det er klart som tilrettelægger, er det en risiko, fordi man giver kontrol til sine medvirkende, lyder det fra Anne Hjort, der tidligt i processen opdagede, hvad indsigelsesret giver dokumentarer.«

En del af holdet fra Årgang 0. Foto: Privat.

Et professionelt venskab
Afgørende for samarbejdet med de medvirkende var at skabe tillid, men samtidig at huske sin rolle som dokumentarist og ikke deres ven.   

»Det har vi gjort, ved at være dem vi er. Være troværdige. Være til at stole på.« opremser Anne Hjort med en klar tone i stemmen.

Anne Hjort fremhæver vigtigheden i et fast greb om balancepinden, når man skal opbygge tillid og en tæt relation med sin kilde. 

Det handler om at være sig selv. Men samtidig at have klare rammer for projektet. Det handler ikke om at blive venner med sine medvirkende. Det handler om at lave et Tv-program. Anne Hjort døbte samarbejdet et professionelt venskab.

»De er ikke venner på den måde. Det er ikke mine private venner. Men det er selvfølgelig mennesker, der betyder meget for mig, som jeg også vil blive ved med at have en relation til fremover.«

Man kan ikke undgå at danne en tæt relation med sine kilder, der igennem 20 år har delt, alt det de græder og griner af med dig. Det har derfor også krævet supervision undervejs, da det er udfordrende, når de medvirkende oplever vanskelige perioder. På tidspunkter som dette kræver det at holde balancen for, hvor meget man skal involvere sig.

»Især for sin egen skyld og hvor meget man skal bære på selv, påpeger Anne Hjort efter selv at have fundet balancen.«

Det har været en forhandling med de medvirkende i de svære perioder. 

»For eksempel da Emma havde det dårligt. Da snakkede vi med hende om, at vi synes, historien skulle fortælles, dels fordi det var sådan, det var for hende, men også fordi hun ikke var den eneste unge pige, der havde det svært ved præstation og stress. Der var noget meget tidstypisk i det, og så igen at hun vidste, hun ville få det at se og kunne sige fra over for, hvordan vi fremstillede det.«

Samtidig vidste de medvirkende, at de ville blive fremstillet nuancerede. Produktionens mål var at skabe forståelse for de medvirkende, og det de gennemgik. 

»Det er ved at fortælle om de svære ting, det bliver interessant. Men det er også der, det bliver relevant for andre mennesker. Og det er der, det kan hjælpe andre mennesker, at man fortæller den historie. Og vi kunne jo ikke have et program i 20 år, der kun fortalte om de positive ting,« pointerer Hjort.

Få episoder har Anne Hjort og produktionen tiet omkring. Da de måtte respektere de medvirkendes ønsker. Samtidig var der hårde tider, produktionen fik lov til at fortælle, fordi programmet først havde premiere året efter. Produktionstiden strakte sig over et år, så problemerne i begyndelsen af året kunne være reddet ud i slutningen af året. Dermed var det nemmere for de medvirkende at acceptere at vise de svære perioder, som også var vigtigt for seeren også at se. 

»Men jeg tror generelt, vi havde en høj etik omkring det. Der var jo en almen interesse i også at passe på dem. Ellers havde vi ikke nogle medvirkende næste sæson,« opsummerer Anne Hjort med et nedtonede fnis.

En anden ting, hun mener, har haft afgørende rolle for autenticiteten, er en høj grad af kontinuitet på produktionsholdet. Anne Hjort var med til fødslerne, og produktionsholdet var præget af, at flere havde været der i mindst 10 år, hvilket har givet en stærk tryghed, at de medvirkende også kendte både lydfolk og fotografer. 

Den større historie
Ambitionen med Årgang 0 var at følge fire børn fra fødsel til voksenlivet, og dermed skrive en slags Danmarkshistorie om danskerne til danskerne. 

»Man kan sige, der var et større mål med programserien,« påpeger Hjort.

Årgang 0 var ikke bare at følge fire almindelige familier. Produktionen efterstræbte at vise forskellige almindelige menneskers liv. Det, tror Anne Hjort, har været en del af fascinationen hos seerne. At få et vindue med adgang til forskellige sociale lag, forskellige steder i Danmark. 

»Jeg håber, det har skabt forståelse og tolerance overfor dem, der er anderledes end os selv.«

Når man i serien rejser fra Vestjylland til Sønderjylland til Korsør eller Aarhus, lærer seerne på et basalt niveau, om de ulige livsvilkår vi lever under i Danmark. Anne Hjort fremhæver vigtigheden af vores folkeskole som lighedsfaktor.

»Folkeskolen er vigtig for en som Stephanie, det fortæller hun også i de sidste programmer, der er bygget op som portrætter. Det var hendes frirum i forhold til et kaotisk familieliv. Det, tror jeg, er rigtig vigtigt, det er med til at give mulighed for, at en som Stephanie får en uddannelse.«

 Afskeden
Anne Hjort er stået af Årgang 0-toget på perron 2020, hvor et nyt produktionshold er steget på, som begynder en ny rejse mod 2030.

»Det har været vemodigt, synes jeg, men også meningsfuldt, langt hen ad vejen. Det er vigtigt, at det skulle stoppe. Det er jo et tveægget svært at være kendt for at være sig selv.« griner Hjort og fortsætter:

»Jeg er meget glad og stolt over de programmer, vi har lavet også de sidste fire portrætter af de unge er jo helt unikke programmer. Det handler om, hvad der skaber os som mennesker. Det vi har med os, vores familie og hvad vi vokser op i. At skildre det over 20 år og kunne dokumentere det over 20 år er helt unikt i tv-historien. Så det er jeg da meget glad for at have gennemført.»

Et af de vigtigste redskaber i arbejdet med medvirkende er at være til stede – og i kontakt. Men også at være velforberedt og åben over for det, der rent faktisk sker omkring os, og indrette os efter det. 

Men det vigtigste, hun har lært, som også havde en stor rolle i dokumentarserien, var: At livet sjældent går, som man har planlagt.

Om skribenten

Line Schou Jensen

Line Schou Jensen