Anders Maher Al-Fayoumi til arrangementet »Hvornår er jeg dansk (nok)?« Foto: Selma Abourrida Elkadmiri.
Anders Maher Al-Fayoumi er født og opvokset i København, men er ikke dansk statsborger. Han risikerer derfor at blive udvist hvert andet år, og han er ikke alene. Ifølge tal fra Danmarks Statistik har 10% af den voksne danske befolkning ikke dansk statsborgerskab. »Det er et demokratisk problem,« siger Anders Maher.
Den pludselige stilhed vidner om aftenens sårbare tema. Der bliver spidset ører, og spændingen når ud i alle hjørner i den store herskabelige sal. Dokumentarfilmen »Tæt på lykkelig« går i gang, og opmærksomheden er rettet mod det oplyste lærred.
Klokken er 17.30, og mere end 150 mennesker er samlet i ly for decemberkulden på Linnésgade 25 i København. Interesseorganisationen Mino Danmark, der arbejder for at styrke minoritetsetniske danskeres muligheder, stemmer og samfundsdeltagelse, afholder eventet »Hvornår er jeg dansk (nok)?«. I mørket sidder Anders Maher. Senere skal han blotte sit følelsesliv foran en masse fremmede mennesker. Noget, han ofte gør. Ikke fordi han vil, men fordi han er nødt til det.
»Jeg kan ikke engang skrive under på et borgerforslag, der støtter min sag. Det er grænseoverskridende, men jeg har intet valg, hvis jeg vil se en ændring.«
Publikum er dybt fokuserede. Filmen følger en ung mand ved navn Hassan henover to et halvt år i slutspurten af sin 10 år lange kamp for at blive dansk statsborger, på trods af, at han er født og opvokset i Danmark. Gæsterne suger Hassans følelser til sig, og stemningen kører op og ned som i en rutsjebane. Der er mange skuffelser, mange op- og nedture. Men nu – nu kilder det i maven! Det lykkes ham endelig at få dansk statsborgerskab. Begejstringen spreder sig, og et stort bifald runger nu i salen. Jubelen får dog ikke lov at vare længe. Lyset tændes, og fire skikkelser dukker frem. Det er aftenens panel, der på baggrund af deres faglige viden og personlige erfaringer i fællesskab vil udforske emnet »danskhed« og den rejse, som minoritetsetniske danskere gennemgår i deres søgen efter en identitet.
En efter en sender de mikrofonen videre, så alle får lov at introducere sig selv:
I den første stol sidder Kirsten Kock. Hun kommer fra foreningen »Fair Statsborgerskab!«, som tilbyder frivillig vejledning samt arbejder for retfærdighed på indfødsretsområdet. Ved siden af hende sidder dekoloniseringsaktivist og inuitforkæmper Michael Bro, og Hassan Mohammed, der er hovedperson i dokumentarfilmen »Tæt på lykkelig«, optager den tredje stol i spotlyset. Til slut i rækken sidder den sidste panelist. Det er Anders. Han er her i dag som repræsentant for foreningen »Os Udenfor«, som har til formål at blotlægge, hvordan processen for dansk statsborgerskab rammer børn og unge. Han ved, hvad han taler om, for processen har i den grad også ramt ham. Det gør den stadig. Han har nemlig aldrig fået sin happy ending.
Flygtning på papiret
Anders Maher er født på Rigshospitalet, har gået på en almindelig folkeskole og gymnasie og studerer medicin. Men han er ikke dansk statsborger. Hans far flygtede fra Jordan og kom til Danmark som asylansøger. Denne status har Anders arvet, og han har derfor midlertidig opholdstilladelse. Hvert andet år skal han ansøge om fornyelse, og han risikerer derved at blive udvist.
Med en indebrændt men fattet stemme beskriver Anders, hvordan hans medicinstudie er et stort bump på vejen mod dansk statsborgerskab: Så længe Anders bliver ved med at studere, er det umuligt at opnå dansk statsborgerskab. Man skal nemlig opfylde flere forskellige krav, herunder beskæftigelseskravet: Du skal have arbejdet i mindst 120 timer om måneden, i mindst 3 år og 6 måneder.
»Det er dumt at straffe folk for at tage en uddannelse. Jeg ville have meget lettere ved at få dansk statsborgerskab, hvis jeg droppede ud af medicinstudiet og fik et fast job i Netto de næste 3,5 år,« siger han.
Det er varmt herinde nu. Som aftenen er gået, er flere kommet til, hvilket gør salen så tætpakket med nysgerrige ansigter, at flere sidder i vindueskarmene, og andre må stå op ad væggen for at kunne ænse scenen.
»Der er procedurer nu, inde for indfødsretten, hvor man undersøger ansøgernes profiler på de sociale medier for at se, om der kunne være noget derinde, der var antidemokratisk eller antidansk,« siger Anders frustreret og fortsætter: »Hvis jeg ikke kan tillade mig at være mig selv med mine holdninger og værdier, fordi jeg er her på betinget ophold, hvor er ytringsfriheden så?«
Alvoren dominerer igen. Publikum er blevet mindet om, hvorfor de er her: Mange mennesker kæmper stadig den kamp, som Hassan var heldig at vinde.
Mere tragisk, mindre komisk
Anders Maher fortæller, at han ved alt om politik. Han holder valgaftener, og alle vennerne spørger ham, hvem de skal stemme på. Men han har ikke stemmeret.
»Det er tragikomisk,« siger han med et skævt smil, der ender i et suk.
Ifølge Danmarks Statistik har over 10% af den voksne danske befolkning ikke statsborgerskab og dermed heller ikke stemmeret. Det betyder, at Folketingets medlemmer ikke er 100% repræsentative for folket.
»Det er et demokratisk problem,« siger Anders med alvor i øjnene.
Inde bag de firkantede briller gemmer sig nogle mørkebrune, udmattede øjne. Anders har været igennem lidt af hvert. Psykisk fylder bekymringerne om at blive smidt ud så meget for ham, at han på et tidspunkt måtte tage en pause fra studiet.
»Når man er født i Danmark, har man en forventning om, at det er her, man hører til. At man bliver passet på. Jeg har ikke den sikkerhed. Hvis jeg nogensinde skulle søge beskyttelse, ville jeg få meget klart at vide: »You’re on your own, kid.« Anders slår håbløst ud med armene og ryster på hovedet.
»Når jeg ser, hvor mange, der deltager i dag, bliver jeg optimistisk om, at det forhåbentlig er noget, der kan sætte gang i en ændring.«
Klokken er 19.30, og gæsterne begynder at bevæge sig hjemad. Anders går også hjem i håbet om, at han er kommet bare et skridt tættere på ønsket om at blive boende i Danmark og arbejde som psykiater. Og så er det vigtigt for ham at blive ved med at hjælpe andre. Ingen skal nogensinde føle sig alene.