Siden 2014 har Vesten og Ruslands forhold været iskoldt. Vi argumenterer for, at Rusland er en trussel mod verdensfreden og vores vestlige civilisation, men er Rusland det? Og er deres opførsel egentlig så forkert?
Da Rusland invaderede Krim-halvøen i 2014, gjorde de op med næsten tyve års venskab og fremgang med Vesten. Vi fordømte Ruslands ageren og aggressioner mod det, vi så som uskyldige og forsvarsløse ukrainere. I Vesten gennemførte vi en række økonomiske sanktioner, som skulle gøre livet surt for den russiske elite, men mere modstand blev det aldrig til mod Ruslands aggressive adfærd.
I Vesten blev vi dog ved med at fordømme og dæmonisere Rusland i medierne. Det er faktisk svært at finde intellektuelle i Danmark, som har forsøgt at give et objektivt udsagn på, hvorfor Rusland opfører sig, som de gør. Marie Krarup har til tider forsøgt at give et andet syn på affæren, men det har dog været mere Putin-venligt, end det har været objektivt.
Der er ingen tvivl om, at Ruslands ageren skal tages alvorligt, og at vi skal være årvågen i forhold til situationen på den verdenspolitiske scene – men det er skræmmende at se, hvor let vi finder det gamle fjendebillede frem igen fra Den Kolde Krig.
Og det kan diskuteres, hvorfor denne artikel egentlig er at finde på kultursektionen, når den umiddelbart tager sig ud som en storpolitisk analyse. Men det er den, fordi vores ensidige billede af Rusland også skyldes noget kulturelt. Vi er blevet programmeret til siden Den Kolde Krig at være mistroiske overfor Rusland – og det er også som om, at der er en vis form for tryghed i at finde tilbage til det gamle verdensbillede med en klar defineret fjende.
En geopolitisk forståelse
Hvis vi objektivt og kvalificeret skal kunne bedømme den aktuelle situation, bliver vi nødt til at forstå de geopolitiske elementer, der spiller ind. Det er nemt og ligetil at dømme Rusland som en irrationel og farlig fjende, når de invaderer et andet land – men det er straks sværere at analysere, hvad deres bagvedliggende rationale egentlig er.
Vi skal tilbage til tiden lige efter Den Kolde Krig. Sovjetunionen er kollapset. Der er skabt en ny verdensorden, og ud af de sovjetiske ruiner vokser et nyt Rusland frem, som på mange områder ikke kan matche sin forgænger i storhed, styrke og magt. Rusland har ikke længere den store indflydelse på internationale beslutninger, og de bliver blandt andet i optakten til Irak- og Afghanistan-krigen tysset på af Vesten, da Rusland kritiserer planerne om en krig i disse lande.
I de kommende år efter Den Kolde Krigs afslutning begynder såvel NATO som EU at gå mere aktivt og længere ind i, hvad der tidligere blev anset som den russiske geopolitiske sfære. Og det er egentlig her, at den manglende forståelse for Ruslands ageren ofte stammer fra. Der var tidligere en såkaldt stødpudezone mellem Sovjetunionen med Warszawa-pagten og Vesten med NATO. Den bestod blandt andet af lande som Rumænien, Jugoslavien og Ungarn. Alle lande der ikke var en del af Sovjetunionen, men som til dels stillede sig positive overfor østfronten eller direkte var medlemmer af Warszawa-pagten. Disse lande var med til at skabe en glidende overgang mellem EU, NATO og Sovjetunionen, men op igennem 2000’erne blev mange af disse lande medlemmer af EU og NATO eller forsøgte aktivt at opnå medlemskab.
Det kulminerede i 2004, da EU optog ti østeuropæiske lande og proklamerede, at de havde skabt et nyt og forenet Europa. Optagelsen af lande som Polen, Ungarn og Baltikum-landene var ikke kun en forening af Vest- og Østeuropa, det var et farvel til den gamle stødpudezone og et direkte indgreb i, hvad der traditionelt var russisk indflydelsesområde.
Disse lande har blandt andet også meldt sig ind i NATO. Faktisk er det meste af den tidligere stødpudezone i dag medlemmer af NATO, og det gør, at det vestlige militærapparat er rykket helt ind i russerne baghave.
Vi tolker ofte russerne som aggressive og farlige, når de på militærøvelser flyver deres bombefly tæt på vores territorium, men vi glemmer, at vi har udvist en endnu større aggression overfor dem. Vi har med succes overtaget deres tidligere indflydelsesområde, gjort det til en del af vores geopolitiske sfære og placeret militært isenkram ved den russiske hoveddør.
Det burde stå klart for enhver, at russerne føler sig truet. NATO er målt på alle barometer en uoverkommelig modstander for russerne set ud fra økonomi, indbyggertal og militær formåen. Men når vi er så overlegne – hvorfor har vi så brug for at puste en slagen og tidligere stormagt så meget i nakken?
Det lader til, at vi har provokeret Putin. Og at han er opsat på at genvinde Ruslands ære og opnå mere magt i deres tidligere indflydelsesområder.
Krim – en rationel intervention
Vi bør aldrig tiljuble, at et andet land invaderer og annekterer dele af andre nationer, men hvis vi i fremtiden skal kunne undgå disse situationer, bliver vi nødt til at forstå rationalet bag uden fjenderetorik eller fordomme.
Der er en rationel grund til, at Rusland har invaderet og senere annekteret Krim. Selvom det ikke direkte har noget med sagen at gøre, så er det også vigtigt at huske på, at Krim ikke oprindelig var ukrainsk. Krim har traditionelt set tilhørt Rusland, og halvøen tilhørte faktisk Rusland helt frem til efter 2. verdenskrig, da man besluttede at Krim skulle høre under den ukrainske administration. Dette var altså under Sovjetunionen – i en dansk kontekst vil det svare til, at regeringen bestemte at Region Hovedstaden pludselig skulle overtage Region Sjælland.
Det var en symbolsk gave til den ukrainske sovjetrepublik for deres bidrag under 2. verdenskrig.
Men nok om det.
Krim tilhørte frem til 2014 Ukraine. Og på Krim havde Rusland deres sortehavsflådebase. Det var russernes eneste adgang til et hav, der hurtigt kunne føre dem videre til Middelhavet og videre ud. Derfor vakte det rynker i panden hos Putin, da Ukraine begyndte at løfte sin interesse om at søge medlemskab i EU og NATO i 2013. Forhandlingerne mellem Ukraine og EU brød dog sammen, og den daværende ukrainske præsident vendte sig derefter, til stor glæde for Putin, mod Rusland.
Dette faldt dog ikke i god jord hos det ukrainske folk, som begyndte at demonstrere mod den daværende ukrainske præsident Janukovitj. Demonstrationerne udviklede sig voldsommere, og det endte med at det ukrainske parlament afsatte præsidenten og udskrev nyvalg.
Putin var formentlig blevet bekymret over, at ukrainernes vilje til EU var så stærk, at det havde ført dem til at afsætte deres præsident. Sortehavsflåden havde stor strategisk betydning for Putin og Rusland, og derfor har Putin ikke turde at løbe risikoen, at Ukraine med tiden ville melde sig ind i EU og måske NATO. Det ville fjerne Putins mulighed for at råde over sin sortehavsflåde. Derfor invaderede Putin som bekendt Krim og annekterede senere halvøen. Både for at få Krim tilbage, som historisk bliver anset som værende russisk, men også fordi det geopolitisk var det rationelle valg i en situation, hvor Rusland er presset helt tilbage af NATOs og EU’s udvidelser.
At forstå og fordømme
Vi bør ikke anse Rusland for at være uskyldig – ej heller for at være en stor brun krammebamse. Rusland skal tages alvorligt, men vi bliver nødt til at forstå, før vi fordømmer. Indtil nu har vi ofte blot fordømt.
Ruslands ageren og hemmelige aktiviteter i forhold til brexit og det amerikanske præsidentvalg i 2016 var og er uacceptable, men vi bør se det i lyset af et Rusland, som på alle måder er presset stærkt tilbage af et Vesten, der høster stor succes og fortsat udvikling.
Rusland er selvfølgelig ikke ufarlig, men vi er langt stærkere end dem på alle parametre. Og vi må spørge os selv – når vi er nervøse for Rusland, hvad er de så ikke for os?