Illustration: Asger Denert-Nielsen
Hvis man var så desperat at åbne Se og Hørs forside fredag morgen, den 1.
februar, ville man måske lægge mærke til de utroligt mange artikler, der
ingenting har med Se og Hør at gøre. Hvis øjnene ikke stoppede op, og sendte
samtlige advarselskemikalier til hjernen, i et stort desperat skrig, er der her
samlet en del eksempler.
Det chokerede hvor meget amerikanske og udenlandske kendisser kunne fylde
på et dansk medie, og hvor mange af artiklerne der bare var direkte kopieret fra
et andet medie. Uden at smide superlative i modvind, er det forholdsvist trykt at proklamere, at firs procent af forsiden, fredag morgen, var sladder om mennesker, der ikke vedrører én. Det var heller ikke gemt i en skjult underkatagori med titlen: Gad vide hvem Leonardo Dicaprio bollede i weekenden. Nej, det var plastret ud over forsiden som dårlig graffiti i en tunnel, der lugter mere af urin end en natklub i hollywood.
Det minder uhyggeligt meget om et skræmmende begreb, der eksisterer. Det
hedder »celebrity worship syndrome« – et begreb der forbinder dét, at være besat af kendisser, med en lang række psykologiske samt fysiologiske problemer. Der er lavet mange studier, og en af dem hedder: »Im your number one fan – A Clinical Look at Celebrity Worship«. Det er god læsning, hvis man keder sig, og obligatorisk læsning, hvis man arbejder på Se og Hør. Et sjovt fænomen i artiklen er forbindelsen mellem religion og kendisbesættelse. Der findes, eftersigende,
en direkte korrelation mellem et lands efterspørgsel på noget at tilbede og mængden af sladder. Hvis det var et meget religiøst land, var der ikke så mange, der savlede over kendte mennesker. Men i lande, hvor den største demografi var hedninge, fandtes en uimodståelig træng til at tilbede kendte mennesker. Så er det uretfærdigt at sige, at Se og Hør, langsomt men sikkert, er ved at overtage den danske folkekirkes arbejde?
Skal Danske medier virkelig bidrage med at udbrede en nærmest sygelig kendiskultur, og skal danske medier virkelig tage sig til takke med plagiering af andre sladderaviser? Det må de selvfølgelig selv om. Men her på LIXEN udbryder vi: HVABEHAR?
Hvis så bare Se og Hør gravede originale ideer om semioriginale mennesker frem,
ville det måske være en anden sag, men at publicere hele forsider, med udelukkende kopierede nyheder, er i mange bøger rent og skært dovent. Det svarer lidt til at lege paparazzi, men at erstatte de tidlige morgener og latterlige forfølgelsesstrategier med ihærdig Google-søgning.
Tak, Se og Hør, for komisk, men spildt, læsning.