Fangelvej-sagen overgik Allan Spangsbergs fantasi på flere punkter, og har indtil videre indbragt ham i hvert fald én pris for det journalistiske arbejde. Det er historien om fatale svigt, en vigtig aftale og om fire små ord, alle journalister bør kende.
I TV 2 Fyns redaktionslokale hænger der en fortættet stilhed mellem de mange skriveborde med klippestationer og redaktioner. ”Efter deadline. Hver fredag. 14.30” står der på en tavle, hvor der også er tegnet en flaske. Den hænger lidt væk fra en storskærm, der holder øje med webartiklernes præstationer. Her går det stærkt, men der er plads til at være gode kolleger.
Journalist Allan Spangsberg sidder længst væk fra TV-studiet, hvor der dagligt sendes regionale nyheder. Fra sin plads kan han se ud over de grønne områder, der omgiver TV-stationen, men han ænser dem ikke. De blå øjne er klinet til skærmen i dyb koncentration.
Sådan har det været i snart fem år, hvor han har arbejdet på TV 2 Fyn. I januar vandt han Spadestiksprisen, som er en pris for kritisk, undersøgende journalistik, for sit arbejde med Fangelvej-sagen. I skrivende stund er han også nomineret til Dansk Journalistforbunds “Årets Kæphest”, der afgøres 1. marts.
Til at begynde med var Fangelvej-sagen en sag om et tragisk dødsfald, på grund af fejl hos medarbejderne, på et botilbud for psykisk syge. Men den endte med at være en af nyere tids største sager om svigt og fejl i det kommunale system. I sin udtalelse skrev juryen bl.a., at sagen gav tro på, at journalistik kan resultere i en højere retfærdighed for kvindens familie og bostedets medarbejdere.
Allan Spangsberg er meget lavmælt. Jysk, fristes man til at sige, i ordets allerbedste, luneste forstand. Han taler roligt, giver ordene luft. Hænderne ligger stille på bordet, mens han fortæller, eller stryger over bordpladen, som om den skal ryddes for detaljer, så han kan komme videre i teksten.
For Spangsberg begyndte hele sagen med et tip.
»Der dukkede én op med et stykke papir, der lignede en mail fra det her sted (botilbuddet Fangelvej, red.),« fortæller Spangsberg, »Den her person havde også kendskab til, at der var en kvinde, der var afgået ved døden.«
Den afdøde kvinde havde fået noget medicin, der hedder Leponex. Det bruges til at behandle skizofreni, men kan angribe knoglemarven, give hjerteforstyrrelser eller angribe leveren.
Kilden mente, at den afdøde kvinde måske var død af forgiftning, fordi hun havde taget Leponex i lang tid, og haft bivirkninger af det, uden at personalet havde fanget det.
Woodward og ventetiden
Det første skridt var at finde kvindens familie, og få adgang til hendes journal. Uden dén havde Allan Spangsberg kun kilden og en formodning.
Og her fik han et skub fra en kollega. Hun havde fortalt om et foredrag med en af journalistikkens grand old men, Bob Woodward. Han havde talt om at vende tilbage til en af journalistikkens grund-dyder, nemlig at opsøge folk og sige de fire ord, som ifølge Woodward bør indlede ethvert interview: ”I need your help”.
»Det tænkte jeg på. Der var ikke andet at gøre, end at køre derud og sige, at det kan godt være, at alt er gået godt. Jeg havde bare nogle indikationer på, at det ikke var gået som det skulle,« fortæller Spangsberg, og tilføjer »Det var sindssygt angstprovokerende at skulle tage derud. At skulle møde en mor, hvor man ikke vidste om hun ville flå hovedet af én over at man kom.«
Det skulle vise sig at virke. Allan Spangsberg fik et møde med kvindens mor, og her indgik han en aftale, der kom til at være vigtig for historien.
»Det skulle ikke handle om datteren,« husker han. »Jeg talte med hende om, at det kunne bidrage til, at der ikke skulle være andre fædre, mødre, døtre eller sønner, der skulle finde deres pårørende liggende død på et botilbud. Det var hun ikke i tvivl om, at hun ville være med til.«
Moderen ville gerne have, at alting gik gennem en nær ven, som hun stolede på. Så Allan Spangsberg hjalp ham med at skaffe de nødvendige dokumenter. De følgende måneder gik med fuldmagter, aktindsigter og frygten for, at nogle andre løb med historien.
»Det var en lang tid,« griner Allan Spangsberg. Han puster ud og tøver lidt. »Og det var ikke specielt rart. Dels fordi vi vidste, at kommunen begyndte at afskedige folk, og sagen begyndte at blive kendt i psykiatrien i Region Syddanmark.«
Obduktionsrapporten skrevet af
Men en efter en faldt brikkerne på plads. Undervejs havde Allan Spangsberg tæt kontakt med moderens ven, og særligt et opkald husker han.
Vennen fik et opkald fra Fyns Politi om at meget tydede på, at dødsårsagen var medicinforgiftning. Vennen ringede straks til Allan Spangsberg, og fangede ham på familieferie ved Gardasøen i Italien.
»Jeg kan huske, at jeg blev helt stille i telefonen,« fortæller han. Han trækker vejret dybt, inden han fortsætter. »Jeg tænkte ‘Så er historien ligeså… forfærdelig, som vi havde frygtet og, det her er skal du ikke misforstå, men håbet.’ Hvis man skal fortælle om problemer med medicinhåndteringen, skader det ikke at der er en sammenhæng med dødsårsagen.«
»Det er ikke så tit, at jeg som journalist har fået sådan et opkald, hvor jeg var nødt til at stoppe op. Fordi det overgik min fantasi, at hun rent faktisk havde fået lov at fejlmedicinere sig selv. En meget, meget syg kvinde, der på det her tidspunkt også er forholdsvis psykotisk.«
Det afgørende dokument var dog obduktionsrapporten, for kun dén kunne skaffe klarhed om, hvad kvinden var død af.
Men man har ikke uden videre adgang til en sådan en rapport, heller ikke med en fuldmagt fra den afdødes familie. Så moderens ven, der ikke er sundhedsfagligt uddannet, fik lov at læse rapporten hos Fyns Politi og tage noter imens.
»Der er en masse ting, der ikke er vigtige. Men der er nogle klare linjer, hvor det står, skåret ind til benet, hvad den formodede dødsårsag er,« forklarer Spangsberg, inden han tilføjer: »Vi kunne faktisk med god samvittighed sige, at havde de handlet, som de skulle, så havde kvinden sandsynligvis levet i dag.«
For i rapporten stod der, at kvinden efter alt at dømme var død af en medicinforgiftning over længere tid.
Botilbuddet Fangelvej i det sydlige Odense. Foto: Pernille Gram/TV 2 Fyn.
Det første indslag
Nogle dage inden historien skulle i TV, skulle Allan Spangsberg mødes med moderen. Han troede, at moderens ven havde fortalt om obduktionsrapporten. Men vennen havde ikke forstået sammenhængen – han havde kun skrevet af og sendt teksten videre.
»Det var ret voldsomt at skulle fortælle en mor, at hvis alt var gået efter bogen, så havde hendes datter nok stadig levet,« fortæller Spangsberg og læner sig tilbage med armene over kors. Han tøver lidt inden han fortsætter.
»Jeg kan huske, at både hun og de venner, der var med, blev ret berørte af det. Og det kan jeg godt forstå.«
De lange måneder var forbi, og historien var klar. Nu skulle Allan Spangsbergs og kollegernes arbejde, og hans aftale med moderen, stå sin prøve.
27. august, en tirsdag, gik de regionale nyheder i gang kl. 19:30, som altid. Historien om dødsfaldet var tophistorie. Seks et halvt minut inde i udsendelsen lægger nyhedsværten den første del af historien ned med ordene »Moren til den afdøde har selv indvilget i at vi må se datterens journal. Det gør hun fordi gerne vil sikre, at det her ikke sker igen for andre sindslidende på landets bosteder.«
Sætningen står også stadig i flere af TV 2 Fyns artikler om sagen som et læsbart ekko af Spangsbergs aftale med moderen.
»Det var noget, jeg gerne ville have med,« fortæller han. »Er det en vigtig oplysning? For folk der ser det, er det måske ikke. Men for mig var det vigtigt.«
I løbet af udsendelsen var der også et interview med ældre- og handicapchefen for Odense Kommune, der havde det øverste ansvar. Han placerede entydigt ansvaret hos de enkelte medarbejdere på Fangelvej. Ledelsen derude havde ikke gjort noget galt, sagde han.
Men det skulle vise sig ikke at være rigtigt.
Lederen på Fangelvej havde undladt at fortælle, at de vejledninger om medicinen, der lå på bostedet, da kvinden døde, ikke var ordentligt opdaterede. Hun havde først byttet de gamle vejledninger ud med nogle nye, få dage efter dødsfaldet. Personalet havde ikke vidst, at de skulle reagere på kvindens symptomer. Men det vidste hverken Allan Spangsberg eller ældre- og handicap-chefen, da interviewet blev optaget.
»Det var nogle dage, hvor det hele bimlede og bamlede,« fortæller Allan Spangsberg med et smil, og tilføjer: »Der var kilder, som ellers ikke ville tale med os, der ringede i sene aftentimer og hjalp os med at fremskaffe oplysninger.«
»Der opstod et modpres fra medarbejderne, fagforeninger, medarbejdere andre steder i kommunen, venner og pårørende til de ansatte. De kunne ikke holde ud at se, at kommunen bare fralagde sig ansvaret. Men vi havde slet ikke forestillet os, at der ville komme det her… efterspil… eller hvad fanden man skal kalde det.«
”Efterspillet” er stadig i gang. I januar blev den leder, der forbyttede medicinvejledningerne, sendt hjem og indstillet til fyring. De medarbejdere på Fangelvej, som blev fyret eller fik advarsler i dagene efter kvindens dødsfald, er stadig sygemeldte eller har sager kørende mod Odense Kommune.
Nærhed og holdånd
Når Allan Spangsberg skal svare på, hvad han tager med sig fra hele sagen, bliver han tavs og tænker længe.
»Det er jo et voldsomt stort spørgsmål,« siger han endelig. »For mig har det været det med at lægge telefonen. Vores kilder sidder jo ikke i Alabama eller Skagen. De er max halvanden times kørsel væk, og det skal vi udnytte.«
Og ligesom det begyndte med et skub fra en kollega, ender historien også ved kollegerne.
»Når jeg siger ”jeg” og ”mig”, så er det jo løgn, ikke?« Siger Spangsberg bestemt. »Kamilla, derovre, var med til at pløje 600 sider fra Styrelsen for Patientsikkerhed igennem.«
»Nogle gange har journalister en idé om, at de bedst ved selv, og ikke vil dele. Men for mig har det været altafgørende at kunne tage fat i nogen og sige ‘Hvad er der sket? Hvad har vi af muligheder nu?’ Det skal man sgu huske at dyrke.«