Foto: AI genereret af ChatGPT
På sociale medier drømmer folk sig tilbage til internetkulturen i 2016, men glemmer måske, at året også var startskuddet til en altødelæggende afhængighed af skærmenes stimulanser.
Af Sofia Laura Pilehave Lundgren
I 2016 var jeg 13 år gammel og havde haft en profil på Instagram i lidt over et års tid. Det var en social legeplads, hvor vi lagde billeder op af alt mellem himmel og jord. En slatten regnorm, en skål regnbuefarvet is, et tegnet hjerte i sandet. Der fandtes ingen regler, der var fri leg, føltes det som. Når folk på sociale medier i dag hylder året 2016 ved f.eks. at poste varmfiltrede lavkvalitetsbilleder, der stråler af umiddelbarhed, tror jeg, at det netop er denne frie leg, som de drømmer sig tilbage til. Den har nemlig ikke eksisteret siden.
For selv de frieste lege har brug for en orden. Nogle må føre an, mens andre må indordne sig. I 2016 blev fundamentet for den orden, der siden har hersket på Instagram, skabt. Førhen blev Instagram-opslag nemlig uploadet i kronologisk rækkefølge. Det, som poppede først op på ens startside, var det nyeste billede, som en person, man fulgte havde lagt op. Det var ligegyldigt, hvor dårlig kvalitet billedet var i og ligegyldigt, hvor mange likes det havde. Det hele var ligesom lidt tilfældigt. Men det skulle ændre sig med tiden.
I foråret 2016 præsenterede Instagram algoritmen. Den skulle sørge for, at opslagene ikke længere var tidsbestemte, men rettede sig efter brugerens personlige interesser. På denne måde kunne vi som brugere komme i kontakt med endnu mere indhold, der var skræddersyet til lige præcis os. En udveksling mellem vores opmærksomhed og mere personaliseret indhold; alt fra sjove kattevideoer til politiske memes til billeder af mennesker, der lever glamourøse liv, man kun kan ønske sig til. Med algoritmens fremkomst blev en orden skabt. Den styrede reglerne, og vi underkastede os i det, der stadig blot så ud til at være en uskyldig leg.
Når folk på sociale medier lige nu hylder året 2016, glemmer de måske, at det også var året, hvor mange af os for alvor blev dybt afhængige af at sidde og glo ind i vores skærme. Tal fra verdenssundhedsorganisationen WHO viste, at danske unge var de mest skærmafhængige i Europa i 2016. Danske teenagere var i gennemsnit online i lidt over 6 timer om dagen. Det skyldes højst sandsynligt, at det indhold, vi blev præsenteret pludselig var mere målrettet os. Jeg husker, hvordan det føltes grænseløst og altopslugende at dykke ned i disse skræddersyede verdener. Men i løbet af de seneste år er det gået op for mig, at jeg faktisk ikke har kunnet vriste mig fri fra dem. Hver gang jeg sletter min Instagram eller TikTok ender jeg med at downloade den igen. Deres algoritmer har mig i et jerngreb, og derfor føles det også som om, at legepladsen for længst er blevet forvandlet til et fængsel. Personligt er jeg i hvert fald ikke i tvivl om, at min afhængighed af sociale medier startede med Instagrams algoritme i 2016. Jeg har nok brugt ca. 1 time (hvis ikke mere?) på appen hver dag de sidste 10 år. Og det er ikke et jubilæum, jeg ligefrem har lyst til at fejre.