Europa-Parlamentet skrev i september historie, da det vedtog at opfordre EU’s Ministerråd til at skride ind overfor Ungarn, der siden 2010 har sat EU’s værdier under pres i hjemlandet.
»Vores fælles europæiske værdier er ikke til diskussion.«
Ordene faldt den 12. september 2018 i Europa-Parlamentet i Strasbourg. De tilhørte Manfred Weber, formand for EPP-gruppen, som er fællesgruppen for konservative og kristendemokratiske partimedlemmer i Europa-Parlamentet.
Det skete kort inden afstemningen om en resolution, der opfordrer EU’s medlemslande til at indlede en artikel 7-proces overfor Ungarn. Artikel 7 i EU-traktaten – populært sagt EU’s ’grundlov’ – beskriver de sanktionsmuligheder, EU-landene har over for et andet medlemsland, hvis ikke de lever op til EU’s værdier.
Resolutionen gik igennem med 448 stemmer for og 197 stemmer imod. Dét i sig selv er historisk, i og med at det er første gang Europa-Parlamentet har stemt for at indlede en artikel 7-proces mod et medlemsland.
Alle medlemslande i EU har skrevet under på, at ville leve op til værdier som demokrati, respekt for retsstaten og menneskerettighederne.
Men i 2010 valgte ungarerne den nationalistisk-konservative Viktor Orbán fra partiet Fidesz som premierminister. Siden er Ungarn blevet kritiseret for at krænke netop demokratiet og retsstaten i Ungarn. Det handler især om behandlingen af flygtninge og migranter, hvor Orbáns regering for eksempel har opført et pigtrådshegn og gjort det ulovligt at hjælpe flygtninge. Det skyldes ifølge Politico, at Orbán finder det for »et nationalt ansvar at beskytte sine grænser«.
Orbáns parti Fidesz er også repræsenteret i Europa-Parlamentet. De sidder netop i EPP-gruppen, der er Europa-Parlamentets største gruppe. Flere medlemmer fra gruppen stemte dog for resolutionen, inklusive Manfred Weber og Danmarks konservative Bent Bentsen.
»Reelt betyder det, at Ungarn er blevet marginaliseret i forhold til kernelandene,« vurderer lektor i Østeuropæiske forhold ved Syddansk Universitet Søren Riishøj.
Ungarn står dog ikke alene. I december 2017 vedtog Europa-Kommissionen et lignende tiltag overfor Polen. De to lande ligner hinanden politisk og passer på hinandens ryg.
Dét har afgørende betydning for, hvad der kommer til at ske fremadrettet. Bolden ligger nu hos EU’s Ministerråd, og her er sanktionsmulighederne afhængige af, at alle medlemslande bakker op om for eksempel at fratage et land stemmeretten i EU. Det bliver svært: »Sanktionerne træder næppe i kraft. Måske kan de to lande rammes på pengepungen i det nye EU-budget, der kommer i 2021,« vurderer Søren Riishøj.
EU er nemlig langt fra kun et værdifællesskab, men i høj grad også et spørgsmål om økonomi. Ifølge Søren Riishøj vil »Polen og Ungarn miste alt for mange penge, hvis de forlader unionen.« For Ungarns vedkommende talte EU-støtten i 2016 4,55 milliarder kroner – eller, ifølge DR’s Bruxelles-korrespondent Karin Axelsson, 4 % af landets BNP.
Selvom Ungarn og Polen står mere marginaliseret i EU i dag end for bare et par år siden, står de langt fra svagt. De herskende tendenser omkring for eksempel migrationsspørgsmålet og EU-modstand vokser i de øvrige medlemslande. Derfor står medlemslandene overfor en svær, pædagogisk balanceøvelse: Der skal sættes en grænse overfor Ungarn og Polen, men samtidig skal der sættes en grænse for flygtninge- og migrationsstrømmen i de enkelte nationalstater. For, som Søren Riishøj siger:
»Eftergivenhed overfor migrationsspørgsmålet vil være den sikre vej til valgnederlag. Stort set alle regeringer i øst – og vel også i vest – er derfor på den hårde linje.«
Dilemmaet er op til de enkelte lande at håndtere. Spørgsmålet er, om de historiske afstemninger om Polen og Ungarn viser, at et flertal i EU har nået grænsen for, hvad man kan tillade sig – eller om afstemningerne bliver en parentes i den europæiske historie. EU’s kommende femårige budgetramme gælder først fra 2021, og den politiske situation i Europa kan nå at ændre sig mange gange endnu – blandt andet med Europaparlamentsvalget i foråret 2019.
