ARKIV

Blå bær splitter indianere og hvide amerikanere

I den nordvestamerikanske skovbund kæmper forskellige interesser om at få fingrene i flest mulige af de små, søde hucklebær, der kun vokser vildt. Ved en bestemt hæk i et indianerreservat er det en uskreven regel, at indianerne plukker bærrene fra den ene side, mens de hvide amerikanere plukker fra den anden side.

Mellem brede og hundrede meter høje nåletræer titter toppen af enkelte stråhatte frem fra dybet inde i skovbundens vilde krat. Under hattene kravler private bærplukkere rundt på jagt efter de eftertragtede, men sjældne hucklebær. De tålmodige håndplukkere har nøje planlagt og udvalgt det bedste område i USA til formålet. Nemlig nationalparken Gifford Pinchot i staten Washington, der ligger omkring kløften kaldet Columbia River Gorge. Her er der frit lejde til at finde bær, men man skal være hurtig for konkurrencen mellem plukkerne er hård.

Bærrene ligner til forveksling de velkendte og mangeartede blåbær. De er begge runde, blå og søde i smagen. Dog gør amerikanere i det nordvestlige USA en stor dyd ud af at adskille de to bær fra hinanden. Udseendet er det samme, men smagen er sødere og sjældenheden er langt større.

»Der er hucklebær her, og alle taler om dem,« fortæller Jaci Gross, der er skolelærer og tidligere camp-ansvarlig i skovområdet, mens hun peger på plukkerne inde i skoven.

Hun afholder sig helst fra at deltage i konkurrencen om bærrene, for den er ikke kun hård, men også konfliktfyldt.  

Foto: Julie Schneider

Et symbol på splittelse
En smal skovsti slynger sig rundt dybt ind i skoven og er det eneste pejlemærke til at kunne finde frem og tilbage mellem vildnisset og civilisationen. Blot få meter nede af skovstien står en stør

re hæk. Når hækken først blomstrer, bugner det med de små blå bær. Et særsyn.

Hækken med hucklebær står som symbolet på splittelsen mellem efterkommerne af indianerne på ene side og de hvide amerikanere på den anden side. En splittelse, der har bygget sig op over mange hundrede år. Og nu står de vilde og de hvide på hver sin side og hiver i hækken. Konflikten er opstået, fo

rdi den usædvanligt hucklebærfyldige hæk står lige på grænsen til Colville-reservatet, hvor de nulevende Colville-indianere og deres efterkommere bor. Indianerne mener derfor, at de har førsteret til at plukke af bærrene. I løbet af tiden har borgerne i området indgået et kompromis, der lyder, at Colville-folket plukker på den side, der står i reservatet, mens de hvide må plukke på den anden side af hækken. Ingen bør vove at krydse modpartens territorium, for så er der først ballade. Det har også den betydning, at de hvide stort set ikke krydser grænsen ind til reservatet, medmindre de bliver inviteret, for det er de i udgangspunktet ikke. 

Dybe ar
»Jeg ville aldrig tage af bærrene fra den hæk, for det ville være respektløst,« siger Jaci Gross og fortsætter: »Jeg holder mig generelt fra indianernes område, for det er deres, og det tager mange år at fortjene deres respekt som hvid amerikaner.«

Det kan være ubehageligt ikke at føle sig velkommen, og derfor forstår hun samtidigt også, at indianerne i området ikke blot omfavner de hvide, og lader dem få alt, hvad de peger på. Hadet til de hvide går helt tilbage til 1492, hvor europæerne med Columbus i spidsen gik i land på de amerikanske kyster og slagtede de vilde indianere i civilisationens tegn. I dag bosætter indianere sig i reservaterne for at kunne dyrke deres traditioner og spiritualitet i fred. Der er klare markører for, hvad der er indianernes og amerikanernes. Og i midten af det hele står hucklebærhækken og svajer i vinden.  

Jaci Gross forklarer, at det er nemmere blot at holde sig væk og plukke sine bær et andet sted. Der er dog altid nogle, som drister sig til at plukke på den forkerte side. Det hjælper ikke på de raceproblemer, der til stadighed er eksisterende, og som går begge veje hen over hækken.

Foto: Julie Schneider. Få hucklebær hænger stadig tilbage på grenene i skoven.