Daniel Ryes verden er ikke gået i stå

En ting, Daniel Rye havde med sig før, under og efter Syrien, var kameraet. Som en trofast følgesvend har det svajet om halsen og mindet ham om sin passion. Fotografiet bremsede Daniel Rye for fem år siden, da han blev taget som gidsel i Syrien af Islamisk Stat. Men fangenskabet stoppede ikke energien for at fortælle historier – det gav et fornyet boost til unikke, selvstændige projekter.

Lixen møder Daniel Rye foran Filmby Aarhus en blæsende efterårsdag i september. Hans lyse hår flagrer om kap med vinden, mens han finder varmen i jakkens dybe lommer. Han har glemt sin nøgle, men en kollega med grumme skrammer på næsen redder os ind fra kuldens gys. Daniel røber, at kollegaen har været i krig og fået en ordentlig en på hovedet. Kollegaen svarer tøvende, at han da bare faldt på cyklen, hvortil en smilende Daniel hvisker, at det skulle han da ikke have sagt.

Filmbyen er hans nye arbejdsplads, hvilket let ses på uåbnede flyttekasser med kameraudstyr ved skrivebordet. Farverige notatsedler omkring et verdenskort sætter rammen for en kreativ fotografs tankepalads. Vi bliver vist ind i ”hulen”, mødelokalet, hvor dampende kaffe bløder stemmerne op.

En ung Daniel Rye drager mod Grundtvigs Højskole i Hillerød med sit kamera. Her vækker især underviserne stor begejstring hos den nyklækkede fotografinteresserede. Egenhændigt vil han vise egne evner for branchen og ved spørgsmålet om hvordan, griner han og siger, at han da bare slikkede totalt meget røv.
Øjnene bliver straks alvorlige, når han genkalder, hvordan ungdommens gymnastiktimer allerede optog hans passion for fotografiets verden.

»Den dag jeg finder ud af, at jeg vil være fotograf, er faktisk sindssygt tragisk. Vi træner og pludselig bliver min kammerat væk oppe i luften. Han lander på hovedet og bliver lam fra brystkassen og ned. Der var jeg allerede i gang med at fotografere – det var nærmest en reportage om et hold ”indefra.” Efter ulykken finder jeg mig selv ved hans seng med mit kamera uden rigtigt at vide, hvad jeg ville. Men jeg ender med en historie om Mikkel og holdet.«

Gymnastikken bliver springbrættet til fotografiets verden, således han som højskolebelært forgæves ansøger på fotojournalistuddannelsen på Journalisthøjskolen i Aarhus. Det ender i et kortvarigt assistentjob hos tidligere fotograf på Politiken, Jan Grarup.
»Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg blev arrogant, men i det års tid følte jeg, at mit fotografi var så langt fremme, at jeg hellere ville lave mit eget.«

Daniel Rye skaber selvstændighed i selvplukkede historier, blandt andet på en rejse mod øst med fokus på russisk kriminalitet i et gymnastikcenter. Selvstændigheden fanger Rye i maj 2013. Planen om en historie set fra en syrisk families flugt fra borgerkrigen ender i et fangenskab på 398 dage. Daniel drejer sig i stolen og klør lidt på de røde ar omkring håndleddene, der stadig anes. Men det har ikke slået ham af pinden.

Episoden i Syrien har kun boostet min energi og lyst til fotografi. Det her med at have været et offer giver, for mig, en forpligtelse til at tage den indsigt, man har om, hvordan verden fungerer – udnytte den, bruge den.

Det nye projekt efter Syrien bliver en historie om Sydsudans fremgang i form af dannelsen som selvstændigt land. Men tanken forbliver kun ved ideen, da det aldrig bliver til virkelighed.

»Problemet var for det første, at det var dyrt, og jeg skulle forsikre mig ordentligt. Det er en god ting, hvis du har været i saksen før, tilføjer han prompte. For det andet kunne jeg ikke finde roen til at dykke ned i historien. Jeg var også begyndt at se min kæreste, Signe, igen. Hun sagde »du må gerne fortsætte dit arbejde i Sydsudan, men det ved jeg ikke, om jeg kan holde til.«
»Okay, bliver det historien eller hende? Så smed jeg projektet på hylden, og det er jeg glad for, jeg gjorde.«

Den bortkastede plan leder Daniel mod et samarbejde med Røde Kors, da manglen på en fotograf til et projekt i Malawi melder sig. Kollaborationen ender i en dårlig oplevelse, da højere magter endnu engang hersker over den unge fotografs talrige ideer. Med gestikulerende armbevægelser forklarer Daniel, hvordan folk i kæmpe biler pegede fingre ad ham og begrænsede kreativiteten. I stedet vælger han at tage turen ene mand med kameraet og ender efter 100 dage i Malawi med projektet ‘When time stands still’.

»Når naturkatastroferne rammer, går tiden i stå. Folk mister, hvad de ejer. Men de kæmper bravt, og det er derfor tiden går i stå: De kan ikke skabe en bedre i morgen, og det er ekstremt deprimerende i en verden, der er i vækst.«

Daniels verden er ikke gået i stå. Han vil ikke være et offer, men kæmpe ligesom afrikanerne. Når folk behandler ham skrøbeligt, fyrer han en latterlig vittighed af som abstraktion.

»Det fantastiske ved landsbyen i Malawi var den offermentalitet, der ikke eksisterede. De var ikke sådan ’åh, det er synd for mig.’ De var bare pisse seje. Når jeg prøvede at udfordre deres eget verdenssyn, svarede de bare: ’Ja, så er det dejligt, at jeg har en god nabo.’ Det er vildt fascinerende.«

Han gnider sig i øjnene og tænker nøje over sit budskab.

»Der har aldrig været så få krige, så mange børn der går i skole, så få børn der lever under fattigdomsgrænsen som i dag. Det er vigtigt at huske på, når man får en fornemmelse af, at verden bare er død og ødelæggelse. Men verden er ikke gået i opløsning. Det er klimaet til gengæld, men det er ikke lige så spændende. Hvis du skal fortælle historien om en krig, er der en skurk. Det har en historie om klimaet ikke.«

Budskabet skal ramme de uoplyste. Med sine fotografier vil Daniel tale til de små lokalsamfund, der ikke ser andet end deres eget verdensbillede.

»Det er lige præcis, dem vi glemte, da Trump blev valgt. Dem vi glemte, da Storbritannien forlod EU. Men vi skal ikke råbe ad dem og gå ud med en venstreradikaliseret fane og sige ’åh, vi skal redde verden’, hvor de andre svarer ’nej, vi skal bygge en mur.’ Sådan møder vi ikke hinanden.«

Om billeder da kan mere end ord er Daniel afklaret omkring. Billeder  kan ikke ‘en skid’ i sig selv, men ved at fortælle om billedernes opståen og tanken bag, vil publikum blive inviteret til at forstå dem i sin egen lille billedverden. Få dem til at reagere på klimaet og oprøret i verdenskortet.

Tværtimod læner Daniel Rye sig ikke tilbage i kontorstolen og lader verden komme til ham. Han møder den med åbne arme.

Hvis jeg ikke var blevet kidnappet i Syrien, havde jeg haft en anden historie at rejse rundt med i dag. Men igen den her offermentalitet. Hvis du har energi, så brug den. Hvis jeg agerede ud fra, hvad jeg tænkte, alle andre tænkte om mig, så havde jeg ikke skrevet en bog. Så holdt jeg ikke foredrag. Min synsvinkel har åbnet op for mange og skabt en historie, man kan inspireres i.

Den salte blæst fra Aarhus Havn rusker op i os. Her fornemmes en person med erfaringer og fremsyn i fotografiets kunstneriske verden. Erfaringer Daniel Rye er klar til at bruge og ikke gemme væk. Vi skal tale sammen. Lære af hinanden. Få verden på skinner.