2018 er året for videnskab hos DR. Under sloganet ‘Viden skaber os’, skruer de op for volumen og lader videnskab spille på fineste manér. Men der er en smule støv på linjen – for i hele mediebranchen lukker sektioner ned, og journalisterne mangler færdigheder.
Du har sendt Andreas Mogensen til månen. Det har du gjort ved at betale til forskning gennem det arbejdsmarkedsbidrag, som kan ses på din lønseddel. Men du får også noget for pengene. Videnskabsjournalistik. Aldrig er der blevet skrevet så mange videnskabelige nyhedsartikler, som der gør lige nu. Det mener journalist Gunver Vestergård, der er erhvervs-ph.d i videnskabskommunikation.
I 2016 afsluttede hun sin ph.d., hvor hun skrev om, hvor videnskabsnyheder kommer fra. Hun var træt af at høre på, hvordan videnskabsjournalistikken led. Hun undersøgte artikler fra flere medier i en tilfældig uge i november i 1999 og 2012 og kiggede på, hvad der var hændt i løbet af årene, og hvilke ændringer der var sket – og hvordan man kunne forklare dem. Konklusionen var, at videnskabsnyheder har spredt sig.
»Der er flere videnskabsnyheder i tabloidaviserne. De er online, hvor alle kan læse dem. Der er også mange videnskabsnyheder i andre tillæg i avisen end bare i videnskabstillæggene. Aldrig har vi haft så mange videnskabsnyheder, der er tilgængelige for så mange mennesker,« fortæller Gunver Vestergård.
DR er at af de steder, der især i år går målrettet efter at formidle viden. Hos DR er 2018 nemlig videnskabens år. DR har længe arbejdet med at formidle videnskab til borgerne, men sidste år blev de forskellige redaktioner samlet i Aalborg, og dermed var DRs videnscenter født. Grundtanken for projektet var at producere mere visuel videnskabsjournalistik samt formidle populærvidenskab til det unge publikum. Populærvidenskab er områder, som påvirker borgerne. Det er eksempelvis klima, sundhed og miljø. Carsten Nymann, der er chef for DR Viden, ser projektet som en måde at skubbe grænserne for formidling.
»Vi prøver at skubbe til grænserne for at formidle videnskab ved brug af mere visuel journalistik. Vi laver spil, tegneserier og interaktiv grafik,« siger Carsten Nymann og fortsætter: »Man skal gøre sig umage i formidlingen hver gang. Ellers er utålmodige mediebrugere – oftest de unge – mere tilbøjelige til at vælge fra.«
DR oplever, at deres ældre brugere er loyale. De skal ikke på samme måde som unge lokkes til hjemmesiden med visuelle effekter. Unge, derimod, har ikke tålmodighed til at læse en længere artikel. De vil hellere se en video om videnskab, hvor man benytter sig af spændende formidlingsmetoder.
Mere viden, tak
Skønt den svulmende mængde af videnskabsjournalistik, mener Anja Cetti Andersen, der er astrofysiker og professor i offentlighedens forståelse for naturvidenskab og teknologi ved Niels Bohr Instituttet, at der snildt kunne være mere. På den anden side deler hun roser ud til flere medier. Astrofysikeren er eksempelvis glad for, at DR og TV2 gør deres vejrudsigter videnskabelige.
De har en vært, der faktisk ved noget om vejret. Det er ikke bare en bimbo, der siger, at i morgen bliver det regnvejr, og i dag skinner solen. Men de prøver rent faktisk at forklare noget om fronterne, og hvorfor fronterne bevæger sig, som de gør. De danskere, der har siddet inkarnerede foran fjernsynet og har set vejret i mange år, de har efterhånden regnet ud, at der er noget spændende ved Norges kyst, fortæller Anja C. Andersen med et afsluttende grin.
Lignende komplimenter har hun til Orientering på P1, Weekendavisens videnskabssektion, Ideer, Politikens videnskabssektion samt mindre nichemedier som Videnskab.dk og Science Report. Hun mener, at medierne har en pligt over for borgerne til at dække videnskab.
»Mediernes eksistensberettigelse er, at de sørger for at oplyse borgerne om det, der er relevant for borgerne. Og det må man sige, at videnskab er,« fortæller hun og uddyber: »Hvis man bruger det rigtigt, kan videnskab udvikle samfundet. Men selv, hvis man vælger at ignorere det, vælger man også en udvikling for samfundet.«
Videnskabsdækning som ebbe og flod
I sin ph.d. fandt Gunver Vestergård ud af, at man i 1999 skulle være abonnent på en avis med et videnskabstillæg for at få informationer om videnskab ind på lystavlen. Videnskab blev derfor primært læst af den højere middelklasse og opefter. I 2012 er videnskabsnyheder, ifølge Gunver Vestergård, tilgængelige for alle – og det kan vi takke internettet for.
De artikler, som hun undersøgte, var filtreret efter, om de havde udspring fra et universitet eller et andet sted med etableret forskning og skulle også have udgangspunkt i forskningsverdenen. Det vil sige både artikler inden for blandt andet ny forskning, skandaler inden for videnskab og forskningspolitik.
»Der skal være en form for etableret forskning. Det kan ikke være en tilfældig kostvejleder eller læge, der udtaler sig om, hvad der er sundt at spise,« fortæller Gunver Vestergård om sine kriterier.
Ifølge hende, er mediernes interesse for at dække videnskab som ebbe og flod. I det 19. århundrede var der generelt fokus på, at alle havde ret til videnskab. Som Gunver Vestergård skriver i sin ph.d., mener historikere inden for videnskab, at fokusset kom som en del af en bevægelse kaldet Science for all. Derfor blev der trykt udskrifter fra forelæsninger i de daglige aviser, og forskerne selv var ofte at finde på byline. Videnskaben var i udvikling, og befolkningen skulle læse alt om det. Den fremmende udvikling af videnskab begyndte dog at grave en kløft mellem forskere og befolkningen. For den almene borger havde ikke sprog til at forstå, hvad folket i hvide kitler skrev.
Ved det følgende århundredeskifte mærkede man konsekvenserne, og aviserne fik sat sig for at formidle forskernes ord i øjenhøjde med den almene borger. I årene mellem 1939 og 1960 steg antallet af videnskabsreportere i USA fra 34 til 375. Allerede i slutningen af 1989 begyndte videnskabssektioner at lukke ned. I USA lukkede 61 sektioner ned mellem 1989 og 2004 og yderligere to videnskabsmagasiner. Men trods lukkede sektioner genererer medierne stadigvæk videnskabsnyheder som aldrig før.
I sin ph.d. kom Gunver Vestergård frem til, at fire procent af den danske mediedækning gik til videnskab i den uge i 2012, hun undersøgte. Et resultat, hun selv ser som forventet.
»Det har bølget frem og tilbage gennem historien, men gennemsnitligt, både historisk og geografisk set, har cirka fem procent af nyhedsdækningen været om videnskab«.
DR og Videnskab
DR Viden producerer primært til andre redaktioner på DR som DR Skole, DR Ligetil, P1 og DRK. Her publicerer redaktionen visuelle og interaktive produkter inden for videnskab. Radioprogrammet P1 med Brinkmann er med psykologiprofessoren Svend Brinkmann som vært, hvor han inviterer professorer ind til at snakke om videnskabelige emner. De vender emner som fake news, syntesebiologi og elbiler. De snævre faglige stofområder overlader DR Viden til nichemedier som Ingeniøren og Dagens Medicin. Nymann forklarer, at der ikke er nogen bred interesse i at læse om et nyt forskningstilskud eller en ny metode til at udføre museforsøg. Det er der allerede en masse nichemedier og fagblade, der skriver om.
»Vi er ikke et nichemedie, vi er et massemedie. Vi har et mål om at nå så bredt ud som muligt og gerne hos et ungt publikum. Det er vores mission at gøre folk klogere og klæde dem på til at deltage i samfundsdebatten,« fortæller Carsten Nymann.
Når DR Viden producerer historier, er det ud fra, hvad der er på dagsordenen. Deres historier er reaktioner på den øvrige formidling. De har sat sig for at informere læserne om, hvad der er op og ned i historierne. Nymann forklarer, at de har huseksperter, som de vender nye forskningsresultater med for at sikre sig, at de ikke er misforstået.
»Når der florerer historier, som har en social spredning, så har vi en forpligtelse til at formidle, hvad der er op og ned i sagen,« fortæller DR Viden-chefen.
Carsten Nymann påpeger, at universet for at finde information er uendeligt, men det kan være svært at skelne mellem sandt og falsk. Alle kan producere videoer og artikler om videnskab, men der er ingen sanktioner. Derfor skal DR i højere grad formidle videnskab. De skal samtidig også vælge historier, som læserne finder interessante. Videnschefen har over de seneste ti år oplevet en voksende interesse for emner, der påvirker borgerens hverdag. Mere præcist, er det stofområder som sundhed, livsstil, klima og miljø. Men ifølge ham er redaktionerne ikke vokset med borgernes interesse.
»Antallet af dedikerede redaktioner er ikke vokset. Det er en opgave, som varetages af nyhedsredaktioner, som også skal lave andet,« siger Carsten Nymann
Men, som Gunver Vestergård konkluderer i sin ph.d., lider videnskabsjournalistikken ikke i dagens Danmark. Der er ingen krise rent kvantitetsmæssigt i produktionen. Ifølge hende er der et større problem i videnskabsjournalistik: journalisterne selv.
Kunsten at være videnskabsjournalist
Gunver Vestergård har en baggrund som bachelor i medievidenskab og videnskabshistorie, kandidat i journalistik og Ph.d. i videnskabskommunikation. Kombinationen af en akademisk baggrund, der er krydret med journalistik, mener hun selv er den perfekte blanding for en videnskabsjournalist. Specielt journalistdelen er væsentlig. For hun oplever, at videnskabsjournalister, der ikke har stoppet ind forbi en journalistuddannelse på vejen til deres skriverier, mangler stykker af det journalistiske selvbillede.
»De generelle journalisters selvbillede er at være på borgerens side. De er skolet i, at alt, hvad de laver, skal have læserens interesse, og i hvordan de går magthaverne efter i sømmene. De er vant til at opsnuse historier, der ikke er serveret i en pressemeddelelse eller fra et tidsskrift.
»De har næse for de gode historier,« fortæller Gunver Vestergård.
Netop det mangler dem, der kommer med en videnskabelig baggrund ofte. Endvidere ser hun det direkte som et problem, hvis der er for mange fra universitetsverdenen, som ikke har den journalistiske forståelse i videnskabsjournalistik. Hun mener sågar, at der burde være flere håndværksjournalister i videnskabsjournalistik. Netop det er Carsten Nymann enig i. Han mener, at journalister skal benytte sig af de klassiske dyder for at formidle populærvidenskab. Ifølge ham kræver det ikke særlig viden at formidle videnskabsjournalistik.
»Jeg køber ikke den præmis, der hedder, at man skal have en ph.d. i biokemi selv for at kunne bidrage i videnskabsjournalistik.«
DR Viden består af forskellige typer af journalister. Det kan ikke afvises, at der sidder journalister med særviden, men Nymann gør det klart, at journalisthåndværket er det, der kræves for at kunne formidle videnskabsjournalistik. For ham er der en særlig dyd i at have nyuddannede journalister hos DR Viden. De går til arbejdet med fastmonteret kritiske øjne og benytter det helt klassiske håndværk. Den evne bliver kombineret med mere garvede og specialiserede journalister hos redaktionen. Det oplever Nymann, som et godt miks af kompetencer.
Peter Bro, der er centerleder for Center for Journalistik på Syddansk Universitet, mener ligeledes, at en god videnskabsjournalist bunder i et korrekt blandingsforhold mellem håndværk og akademisk viden. I modsætning til Carsten Nymann, vil Peter Bro gerne samle egenskaberne i de enkelte journalister.
»Det er jo grunden til, at journalistuddannelsen på Syddansk Universitet startede op. Det var for at forene det formidlingsmæssige med det videnskabelige og forskning. Løbende kan man diskutere vægten af dem, og på vores forskellige uddannelser har vi vægtet lidt forskelligt. Men kombinationen af de to er utroligt vigtig,« fortæller centerlederen.
Problematisk forhold
Anja C. Andersen mener, som tidligere nævnt, at medierne er berettiget til at eksistere, da de oplyser borgerne, om det, der er vigtigt for dem. Men som en del af hendes jobbeskrivelse skal hun, udover at forske og undervise, også formidle til befolkningen. Dog mener hun, at journalisterne stadigvæk er de hovedansvarlige for at informere borgerne om videnskab.
»Der er flere forskere, der gerne vil fortælle, hvad de laver, end journalister, der har tid eller interesse til at interviewe dem. Det er mere der, flaskehalsen ligger,« fortælle Anja C. Andersen.
Hun pointerer, at en dygtig videnskabsjournalist mestrer evner, der kan hjælpe forskere med at skrive en historie, folk gider at læse. Netop forholdet mellem forskere og journalister, mener Gunver Vestergård, er ganske godt i dagens Danmark. Faktisk så godt, at det næsten er et problem. Ifølge hende mangler der en grundforståelse blandt videnskabsjournalister om, at de er på borgernes side. For skønt det omhandler videnskab, skal fokus være, hvad borgeren har behov for.
»Vi skal ikke lave blændende god forskningsformidling af ny viden. Vi skal levere blændende god forskningsjournalistik,« understreger Gunver Vestergård med tryk på journalistik.
Det for tætte forhold mellem journalister og forskere ses også i, at det sjældent er videnskabsjournalister, der dækker større skandaler inden for videnskab, som Gunver Vestergård påpeger. Til en vis grad kan forholdet sammenlignes med Christiansborg-journalisternes relationer til politikere. Dog, mener hun, at der er en helt central forskel på de to forhold. Videnskabsjournalister har ikke i sinde at vælte en forsker, som en Borgen-journalist jagter skandaler, der kan vælte en minister. Hun erkender dog, at videnskabsjournalisters forståelse af at overbringe forskerens viden til læserne, ikke altid er lige heldig.
»Der er mange journalister, som gerne vil være venner med forskeren, når de dækker videnskab. De vil gerne vise, hvor meget de selv ved og går meget op i, at forskeren er tilfreds med produktet. De glemmer nogle gange at tage den hat på, der hedder ‘jamen, hvad gavner det her egentlig min læser’«.
Videnskab er underholdning
Til hverdag er Gunver Vestergård journalist hos Weekendavisen. Med sin daglige deltagelse i medieverdenen, har hun fået for fornemmelsen af, at medierne i højere grad ser videnskab som underholdning. Men skylden ligger hos videnskaben selv.
»Problemet er jo – og det har noget at gøre med videnskabens selvforståelse – at videnskab er blevet behandlet som ikke helt rigtig journalistik. Vi er over i underholdningsgenren. Det er til tillæg. Hvis der er lavvande i kassen, så kan vi skære det væk, fordi det ikke har den store demokratiske betydning. Det er et kæmpeproblem,« understreger journalisten.
Hun oplever dog ikke den store uvillighed til at dække videnskab blandt redaktører. Interessen for videnskab lever skam også i læserne, men stenen i skoen er blot, at videnskab ikke hiver nok annoncekroner ind. Derfor skæres tillæggene til tider væk. Og det er et problem, mener journalisten. Ifølge hende skal videnskab nemlig dækkes, da forskningsinstitutionerne er en magtfaktor i samfundet, og dermed har videnskabsdækning stor demokratisk relevans. For viden er magt.
Gunver Vestergårds fornemmelse af, at videnskab dækkes som underholdning, er Dorthe Duvander Carlsen, der er redaktør i DR Medier, ikke enig i, når det kommer til underholdning i klassisk forstand. Hvis videnskab kan formidles til en bredere og yngre målgruppe med elementer fra underholdningsverdener, synes hun dog, at det skal gøres – så længe indholdet ikke mister sin troværdighed.
»Hvis vi med en lettilgængelig og legende formidling kan give brugerne lyst til at bruge vores videnskabsjournalistik til at blive klogere på verden omkring dem og deres fremtid, uden at de oplever det som pligtstof, er vi lykkedes, fortæller redaktøren.«
For Peter Bro er videnskab som underholdning ikke direkte ensbetydende med et negativt udgangspunkt.
»Jeg synes ikke, der er noget problem med, at man som journalist, medie eller forsker leverer underholdende
ting. Når jeg selv underviser, kan jeg se, at noget, der har størst effekt, er, når man får de studerende til at grine. Der sker noget oppe i hjernen, og vi ved blandt andet fra forskning, at det åbner bevidstheden i forhold til at lære nye ting«.
Carsten Nymann mener dog, at videnskaben fortjener en lige så stor plads som politik og sport. Ifølge ham lader det ikke til, at publikummet er mindre. Der hersker nogle steder en idé om, at videnskabsjournalistik skal være kedeligt, og det behøver det ikke at være. I forbindelse med DRs fokus på videnskab i 2018 produceres små film, om hvordan videnskab skaber os, hvilket også er sloganet for hele postyret. Hver film skal forestille at finde sted på en bar i et givent årstal. Rundt om bordet sidde tre uvidende, en enkelt vidende i datidens forstand og en moderne vidende, der ved det, vi ved i dag. Filmene hiver eksempelvis fat i homoseksualitet, liv i rummet og psykiske sygdomme. Den moderne vidende ender i hvert afsnit med at forklare sin viden og spørge:
»Tænk, hvis det bare var det?«, hvorefter hun bliver beskyldt for at være heks.
»Viden skaber os«
DR har videnskab som sit helt store samtaleemne i 2018. De vil sætte fokus på, hvordan videnskab har skabt vores samfund, samt hvilken betydning videnskab har for vores samfund. Og den viden mener Anja C. Andersen, at danskerne har krav på. For gennem SKAT betaler du til videnskab. Du inviterer i videnskab. Du investerer i samfundets fremtid – ja selvom, du vælger fra, tager du en beslutning, om hvilken vej samfundet skal gå. Som enhver anden investor, mener astrofysikeren, at du har ret til at høre om det, dine kroner og ører finansierer. For den videnskab, der finder sted i dag, er den selvsamme videnskab, som samfundet skal leve af om 20 år.
Helt centralt for den gode videnskabsformidling er journalisterne – og heldigvis kræver det ikke en ph.d at formidle videnskab.