Offentlighedsloven i 2013 skabte furore, fordi magthaverne fik lettere ved at nægte journalister aktindsigt. Nu har regeringen lavet et udkast til en ny lov, der atter kaster hård kritik af sig. En politisk redaktør og en mediejurist ser tilbage på loven fra 2013 og fastslår, at der er brug for en lempelse.
I 2010 bremses det lovudkast, der har til hensigt at stramme tilflyttende EU-borgeres ret til børnecheck i Danmark. En aktindsigt, som den daværende Berlingske-journalist Anders Bæksgaard fik, afslørede nemlig, at Justitsministeriets kronjurister utvetydigt havde vendt tommelfingeren nedad. Manøvren var ulovlig, forstod man, og VK-regeringen måtte droppe planerne.
Det har konkret betydet, at jeg har sværere ved at kontrollere, om de, der har fået magten af vælgerne, administrerer den magt ordentligt og lovligt
Hvis lovudkastet var blevet fremsat i dag, var det højst sandsynligt blevet til virkelighed. For efter revisionen af offentlighedsloven i 2013 har journalister som Anders Bæksgaard, nu politisk redaktør på Politiken, ikke længere samme mulighed for at søge aktindsigt.
»Det har konkret betydet, at jeg har sværere ved at kontrollere, om de, der har fået magten af vælgerne, administrerer den magt ordentligt og lovligt. Og jeg har sværere ved at blive klogere på de faglige vurderinger, der går forud for en ny lov,« siger Bæksgaard.
Da offentlighedsloven i 2013 blev vedtaget, udløste det demonstrationer og heftig debat. Loven gjorde alt andet end at øge åbenheden i magten, mente kritikere, og da tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) troppede op i Deadline for at forsvare lovændringen, var han ikke i stand til at give ét eksempel på, hvornår journalisters hunger efter aktindsigter har besværliggjort arbejdet i ministerierne. Selvom Martin Krasnik spurgte ham om netop det i omegnen af tyve gange.
Emnet er atter aktuelt, efter regeringen har lavet et udkast til en ny offentlighedslov. Man ønsker at fjerne paragraf 24, den berygtede ministerbetjeningsregel, der dikterer, at retten til aktindsigt ikke længere omfatter interne dokumenter og oplysninger, hvis de skal bruges af en minister. Heller ikke hvis dokumenterne bliver udvekslet på tværs af ministerier.
I stedet har regeringen foreslået to nye bestemmelser, der dog ifølge både eksperter, SF og Radikale Venstre de facto vil have samme effekt.
En indsnævring af magtens transparens
Lektor i mediejura på Syddansk Universitet, Sten Schaumburg-Müller, mener, at det er rimeligt, at nogle dokumenter er undtaget offentligheden. Som eksempel nævner han en eksamenssituation, hvor alle kan deltage, men hvor voteringen er en lukket diskussion mellem lærer og censor. Her kan de frit afprøve synspunkter i en diskussion, der skal bane vej til den korrekte beslutning, uden at de skal spekulere over, hvordan offentligheden tolker udtalelserne.
Det handler om, at aktindsigt er vigtigt for offentligheden. Vi lever i et demokrati, og befolkningen skal vide, hvad den udøvende magt og det embedsværk, vi alle betaler for, går og laver
Den samme balance skal man sigte efter i det lovforberedende arbejde, mener Schaumburg-Müller. Netop derfor kritiserer han offentlighedsloven fra 2013.
»Det er helt åbenlyst, at lovændringen i 2013 var en stor indskrænkning. Så længe noget ikke går ud af huset hos et ministerium, synes jeg, det er rimeligt at undtage det fra aktindsigt. Men når dokumenter udveksles mellem ministerier, har offentligheden en interesse i at kende til det,« siger han.
»Det handler jo ikke om, at aktindsigt er et vigtigt redskab for journalister. Det er ikke det centrale. Det handler om, at aktindsigt er vigtigt for offentligheden. Vi lever i et demokrati, og befolkningen skal vide, hvad den udøvende magt og det embedsværk, vi alle betaler for, går og laver.«
Et politisk instrument
Hvis man viste offentlighedslovens paragraffer til en tilfældig mand på gaden, ville han nok have svært ved at forklare, hvor grænsen går for retten til aktindsigt.
Det er nok de færreste, der kan.
Ifølge Anders Bæksgaard efterlader offentlighedsloven nemlig et fortolkningsrum, der kan udnyttes politisk. Med andre ord kan loven i høj grad blive brugt på en måde, som med Bæksgaards ord »er fordelagtig for den til enhver tid siddende minister.« Og det er den ofte blevet.
Som eksempel nævner han udflytningen af statslige arbejdspladser, hvor journalister forgæves søgte om aktindsigt i alt fra begrundelser bag de enkelte udflytninger til forventede konsekvenser. Under forløbet blev det klart, at det politiske arbejde blev samlet i Finansministeriet, hvor der var nedsat en gruppe til at vurdere, i hvilket omfang de forskellige ministerier, der blev ramt af udflytningen, skulle give aktindsigt.
»Flere ministerier mørklagde stort set alt, både de faglige vurderinger, men også hvad hele processen ville koste. Men Socialministeriet gav for eksempel aktindsigt i ret vidt omfang. Og det er et godt eksempel på, hvordan den nuværende lov kan bruges forskelligt, alt efter hvem man er, og hvilke interesser man vil beskytte,« siger han og konkluderer:
»Socialministeriet havde muligheden for at mørklægge, men gjorde det ikke. I andre ministerier valgte man så at mørklægge alt.«
I 2016 lavede Anders Bæksgaard et interview i Politiken med en centralt placeret regeringsjurist, der afslørede, hvordan offentlighedsloven forvaltes internt i centraladministrationen. Ifølge juristen er loven, trods løfter om det modsatte, blevet brugt politisk til at mørklægge betændte oplysninger.
»Kernen er, at man tænker taktisk, når man laver aktindsigtsbehandlinger. Hvis ministeren har en dårlig sag, kan behandlingen godt trække ud. Og hvis man er i tvivl om, hvorvidt man har pligt til at udlevere oplysninger, vælger man ikke at gøre det. Så skal ombudsmanden tage stilling til det, men det kan tage et år, og så er sagen måske forduftet. Det var konklusionen fra den jurist, jeg interviewede,« fortæller Anders Bæksgaard.
I hvor høj grad var det her muligt, før loven kom i 2013?
»I meget lille grad. Der var pligt til at udlevere oplysninger, som var delt mellem ministerier. Der skulle gives aktindsigt. Det stod i loven.«
Hvilke forklaringer har du fået, når du har fået afslag fra ministerierne?
»Den typiske forklaring er, at det skal bruges til ministerbetjening (paragraf 24, red.). Hvis en faglig vurdering kan bruges eller tænkes at bruges til at betjene en minister, må der mørklægges. Og det kan alle faglige vurderinger jo.«
Argumentet for offentlighedsloven er blandt andet, at der bliver udvekslet flere dokumenter end tidligere mellem ministerier. Er det så ikke rimeligt, at loven følger med, for der er vel sager, der ikke bør være tilgængelige for offentligheden?
»Det argument, synes jeg, skylder at blive fulgt op med et eksempel. Hvad er det for nogle aktindsigter, man har givet, som har været et problem for tidligere regeringer? Kom med et eksempel på, hvor der opstod et problem ved, at danske medier fik adgang til nogle fuldstændigt fundamentale faglige vurderinger, når en lov skulle vedtages,« svarer Anders Bæksgaard.
Et skridt frem og to tilbage
Et af de centrale indsatsområder i Søren Pape Poulsens nye lovudkast er netop, at man vil fjerne paragraf 24. Men justitsministeren lægger op til, at man i samme åndedrag erstatter den med to helt nye bestemmelser, herunder en ny udgave af paragraf 24 og en ny paragraf 29a.
Den første betyder, at interne dokumenter, der deles mellem et ministeriums departement og dets underordnede myndigheder ved forelæggelse af sager for regeringen eller møder mellem ministre, er undtaget for aktindsigt. Den nye paragraf 29a tilføjer, at retten til aktindsigt ikke omfatter oplysninger, hvor det vurderes, at en minister har eller kan få brug for embedsværkets rådgivning eller betjening.
Om lovudkastet er en stramning ved jeg ikke, men det er åbenlyst ikke en lempelse af offentlighedsloven
»Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at det forslag, regeringen har lagt på bordet, betyder en entydig lempelse af offentlighedsloven,« har justitsminister Søren Pape (K) sagt til Politiken.
Men medieeksperterne tolker de tekniske fraser anderledes:
»Jeg har meget svært ved at se, hvordan det her skal hjælpe. Om det er en stramning ved jeg ikke, men det er åbenlyst ikke en lempelse af offentlighedsloven,« siger Sten Schaumburg-Müller.
Han bakkes op af en anden mediejurist, Oluf Jørgensen, tidligere forskningschef på DMJX, der som offentlighedsrådgiver er et af de mennesker i landet, der har beskæftiget sig mest indgående med offentlighedsloven.
På Åbenhedstinget.dk, et site, der slår sig op som »et mødested for alle, der vil mere offentlighed,« skriver han i en analyse den 18. marts, at lovudkastet ikke vil lempe, »men tværtimod udvide lovens undtagelser fra aktindsigt.«
Hvor skal grænsen gå?
Schaumburg-Müller kommer med en simpel anbefaling til politikerne i forbindelse med de aktuelle forhandlinger om en ny offentlighedslov: Rul den tilbage til den version, der gjaldt før ændringen i 2013.
»Det giver mening, at internt defineres som internt i ministerierne. Så snart dokumenterne ryger ud af ministeriet, giver det mening, at de bliver regnet som eksterne og derfor ikke er undtaget fra aktindsigt,« uddyber han.
Anders Bæksgaard vil nødigt tage stilling til politiske spørgsmål, men han håber på at modtage færre afslag og sorte streger i fremtiden:
»Det er klart, at det er blevet mere besværligt at kontrollere den til enhver tid siddende regering i Danmark. Og har man den holdning, at det i et demokrati som Danmark bør være lettere at kontrollere magten, så er der behov for, at offentlighedsloven bliver ændret på centrale punkter, herunder ministerbetjeningsreglen.«