Hun er en af Danmarks mest anerkendte og fremtrædende journalister inden for fortællende journalistik. Med 18 års erfaring og utallige nævneværdige historier bag sig, står Line Vaaben stadig fast på, at man altid kan blive en bedre og klogere journalist.
Jeg vil gerne have, at dem, der læser min journalistik bliver rørt, overrasket, udfordret, bliver klogere på den menneskelige natur eller rykker noget i dem selv. Det skal tale til noget i folk. Uanset om det er korte eller længere formater,« siger 45-årige Line Vaaben om sin fortællende journalistik.
»Det er det, jeg tror, menneskehistorier kan. Og hvis de bliver kombineret med viden og fakta, kan de også rykke noget på politisk eller samfundsmæssigt plan.«
Vaaben vandrer snart ud på en ny, karrieremæssig rejse. Hun er kommende Fellow på Center for Journalistik ved Syddansk Universitet (SDU), hvor hun i et halvt år skal fordybe sig i fortællende journalistik. Drømmen er at blive en bedre og klogere journalist, og målet er at sprede genren ud til alle sfærer af medieproduktionen:
Det der med at komme ud. Have blokken i hånden og møde mennesker og miljøer, det var der, mit hjerte lå
»Det skal bare deles max!«, lyder det begejstret fra Vaaben. Hun starter samarbejdet med SDU d. 1. august 2018.
Fra København til Aarhus
Det lå egentlig ikke i kortene, at Line Vaaben skulle være journalist. Men efter tre år på Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, hvor artikelskrivningen til instituttets skoleblad, The Inquirer, fyldte mere end selve studiet, gjorde hun op med sig selv, hvad det egentlig var, hun syntes var sjovt – og det var at skrive. I sommeren 1996 startede hun derfor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, hvor hun med det samme følte, at hun var endt det rigtige sted.
»Jeg kunne bare mærke, at det lå til mig. Det her med at gå ombord i mennesker,« fortæller Vaaben.
Det var dog først to år senere, under praktikopholdet på Berlingske Tidende, at hun for alvor fik øjnene op for de længere formater og fortællende journalistik.
»Det der med at komme ud. Have blokken i hånden og møde mennesker og miljøer, det var der, mit hjerte lå,« beretter Vaaben. I dag, 20 år senere, banker hendes hjerte stadig for genren, og det er derfor ikke uden grund, at hun kalder sine større produktioner for sine Con Amore (Med Kærlighed, red.)-projekter.
Med hjerte og smerte
Siden Line Vaaben i år 2000 blev uddannet journalist, har hun gebærdet sig i samtlige journalistiske genrer og floreret på forskellige danske dagblade. Hun har i løbet af sin tid som journalist udviklet en arbejdsgang, der, som Vaaben selv forklarer det, er »monterbar på hverdagens medieproduktion.« Sideløbende med den daglige produktion, genbesøger hun miljøer og cases over perioder, det kan være en måned eller to år, og sætter sig først til sidst ned og fokuserer koncentreret på historien. Det er disse fortællinger, hun kalder sine Con Amore-projekter.
Jeg elsker det hele. Alle faser af journalistisk produktion har sin egen energi
Og netop Line Vaabens kærlighed til journalistikken er ikke til at tage fejl af. Hun har svært ved at begrænse sig, når hun skal tale om, hvad hun bedst kan lide ved det journalistiske arbejde.
»Jeg elsker det hele. Alle faser af journalistisk produktion har sin egen energi. For eksempel researchfasen. Det der med at samle til bunke som et egern, der samler alle sine nødder, det elsker jeg. Det er jo et privilegium som journalist, at man bare kan tillade sig at blive klog på noget,« lyder det fra Vaaben.
Der er dog en enkelt undtagelse i Vaabens strøm af kærlighedserklæringer til sit jobs arbejdsgang. Hun kæmper altid med det tidspunkt i produktionen, hvor første udkast af historien skal skrives, fordi det involverer så mange fravalg.
»Jeg hader det!« nærmest udbryder hun, mens hun impulsivt strækker armene frem og lægger sine udstrakte håndflader fladt ned på bordet foran sig. Fingerspidserne stritter energisk i alle retninger. Historierne er virkelig at spore i alle afkroge af Line Vaabens krop.
»Jeg bliver forelsket i mit eget stof. Jeg synes jo, det er så spændende, og jeg vil have det hele med,« siger Line Vaaben. Bedrøvelsen har sneget sig i hendes stemme, da hun fortsætter:
»Det gør ondt på mig.« Vaaben tilføjer dog i samme ombæring, at hun er dybt bevidst om, at fravalgene er nødvendige og det, der gør historierne gode.
Sprog ind – sprog ud
Udover at svømme, løbe og dyrke yoga bruger Vaaben en betydelig del af sin fritid på at læse skønlitteratur. Det startede hun allerede med, da hun gik i folkeskole, hvor hun i løbet af sine teenageår gennemtrevlede skolebiblioteket fra A til Z.
Den dag i dag står hun hver morgen op kl 06.15 for at meditere og læse skønlitteratur i en halv time, inden hun vækker sine børn og sender dem i skole.
»Det er enormt vigtigt for mig. Når jeg læser bøger, så er det også for at få sprog. Du kan ikke få sprog ud, hvis ikke du får sprog ind. Aviser er ikke sprog, det er bare ord, og sprog og ord er to forskellige ting,« konstaterer Vaaben, mens hun på sin iPhone begynder at lede efter listen over bøger, hun har læst i 2018. Den er lang.
At prioritere læsning er derfor også et af Lines bedste råd, når det kommer til at blive en bedre journalist.
Du kan høre Lines tre bedste råd til, hvordan du bliver en bedre fortællende journalist her:
[soundcloud]https://soundcloud.com/user-910157491/line-vaabens-tre-rad-til-at-blive-en-bedre-fortaellende-journalist[/soundcloud]Stræben efter at blive bedre og klogere
Det er ikke nogen hemmelighed, at medievirkeligheden i dag er anderledes, end den var for 10 år siden. De klassiske dagblade og mediehuses monopol på journalistik er forsvindende, særligt fordi digital formidling udøves af flere og flere. Vi betaler i stigende grad for journalistik gennem annoncer, og det gør det svært at få folk til at købe den journalistik, som er dyr at producere.
Line Vaaben mener derfor, at fortællende journalistik er et godt argument for, hvorfor man skal bruge tid og penge på grundig og gennemarbejdet journalistik. Det er blandt andet det, som fellowshippet på SDU skal gøre Vaaben og de studerende, kolleger og branchefolk, hun skal dele sin nyfundne viden med, klogere på, hvordan vi bliver bedre til.
»Det er det der med: Hvor kan vi få fortællingen ind? Hvordan bliver vi bedre til at fortælle historier, som folk vil høre?« siger Vaaben og fortsætter:
»Fortællende greb behøver ikke kun være på lange formater, det kan bruges på alt. Et fortællende greb kan også være en indledning i en nyhedsartikel, der slår en uventet krog i folk.«
Vaabens mål med det kommende fellowship er ikke til at tage fejl af, ej heller er hendes forventninger om, at der er meget endnu at lære.
»Min frygt er da, at jeg finder ud af, at det er super banalt« afslutter Line Vaaben og tilføjer grinende:
»Men det regner jeg nu ikke med.«