Når du tænder for nyhederne, scroller gennem dit feed på telefonen eller dagens avis, kan det være fristende bare at lukke ned igen. Verdens problemer, konflikter og sensationer dominerer ofte mediebilledet og får desværre mange til at vende ryggen til.
Ulrik Haagerup, stifter af Constructive Institute, påpeger problemet:
»Jo mere dramatisk og konfliktfyldt en historie er, jo bedre har den traditionelt set klaret sig. Men det fungerer ikke længere. ‘If it bleeds, it leads’ er ikke længere en holdbar tilgang i journalistikken.«
Med en frustration over både sig selv, sin profession og den journalistiske kultur, stiftede Ulrik Haagerup Constructive Institute. Han ønskede at udfordre den traditionelle værktøjskasse af nyhedskriterier, hvor konflikt og sensation alt for ofte driver den “gode” historie.
»Vi er blevet en del af problemet. Spørgsmålet er nu: Hvordan bliver vi en del af løsningen?«
Den konstruktive journalistik skal ikke kun finde problemerne, men også løsninger, for at skabe et nuanceret billede af verden. En af de mest almindelige fordomme om konstruktiv journalistik er, at den er ukritisk og udelukkende positiv. Den klassiske journalistik er domineret af ‘breaking’ nyheder om krige og katastrofer, som selvfølgelig er en del af virkeligheden. Men ofte går nuancerne og det større billede tabt i kampen om at høste likes og visninger.
»Det er ødelæggende for journalistikkens troværdighed, hvis vi ikke insisterer på at se verden med begge øjne. Professionalisme i journalistik betyder at være oprigtig nysgerrig — også på de holdninger, vi ikke nødvendigvis deler «, mener Ulrik Haagerup.
Hvorfor skal der være en konstruktiv sektion?
Som redaktion deler vi Ulrik Haagerups bekymring over den ensidigt negative dækning, der præger medierne. Vi mener, at vores rolle som journalister ikke kun er at finde problemer, men også at inspirere til løsninger. Derfor lancerer vi nu den konstruktive sektion i LIXEN som et vigtigt første skridt.
Vores ambition er, at konstruktiv journalistik skal blive en integreret del af hele vores arbejde, ikke blot en isoleret sektion. Som Haagerup påpeger:
»Jeg tror ikke på, at man kan lave en sektion for good news eller konstruktiv journalistik i længden. Det skal tænkes ind i vores måde at arbejde på i alle aspekter af journalistikken. «
Vi ønsker ikke blot at skabe et reservat af positive historier, men at indarbejde den konstruktive tilgang i al vores journalistik. Vi håber, at denne sektion markerer begyndelsen på en helt ny måde at arbejde på, hvor vi som journalister i højere grad giver læserne indsigt og handlemuligheder, fremfor blot at præsentere problemerne.
Vi håber, at den konstruktive journalistik kan blive kuren på den krise, journalistikken står i.