Illustrationer AI-genereret med Canva
Livet som studerende kan hurtigt blive trivielt. Jeg bruger tiden på dagligdagens praktikaliteter, drikker øl med vennerne og stener TikTok, mens jeg genser Family Guy. Jeg havde ikke prøvet noget nyt længe og reagerede derfor prompte på den længsel, jeg fik en tilfældig mandag aften. Jeg googlede “kor” og fandt et kirkekor, der ikke krævede en prøve – for det tør jeg ikke. Dagen efter trillede jeg cyklen ind på gårdspladsen foran Sankt Hans Kirke.
Kirkekor var oplagt, for jeg elsker at synge. Jeg kunne lige forestille mig, hvordan jeg uge efter uge skulle synge mit hjerte ud til bibelske sange. Når koret engang skulle give koncert, kunne jeg invitere mine venner. De ville snige sig ned ad kirkegulvet, mens jeg ville pille ved mine noder og se sej ud oppe ved alteret.
Efter at være blevet blæst bagover af den himmelske koncert ville de forære mig en stor buket og fortælle mig, hvor meget de beundrer mig. Ja tak!
Jeg gik mod kirken, men måtte skuffet indse, at vi ikke skulle synge dér, men i det oplyste menighedshus, hvor menneskemængden på gårdspladsen søgte hen. Jeg blev taget godt imod af korlederen, og vi aftalte, at jeg skulle sætte mig på forreste række i halvmånen af stole rundt om korlederens keyboard. Alterne til venstre, tenorerne i midten og sopranerne til højre. Jeg forsøgte at give mig hen til musikken, rummet og de guddommelige gospelsange. Alligevel var det svært ikke at hviskesynge ordene ud gennem seancen. Jeg var den yngste i flokken; de fleste var pensionister. Det gjorde mig ikke spor, for jeg elsker at være i selskab med ældre mennesker. Særligt tenorerne var rigtige komikere og fik givet nogle gode grin. Det var en skøn halvanden time med sjove opvarmningssange og smukke gospels, afbrudt af en kaffe- og kagepause. Jeg cyklede hjem med en dejlig følelse af at have udfordret mig selv.
Men så kom plottwistet: Da jeg fortalte min odenseanske veninde om min (efter egen mening) store bedrift, gjorde hun mig opmærksom på, at Sankt Hans Kirke ikke tillader kvindelige præster. Det er for mig en dealbreaker, set ud fra mine feministiske værdier.
Det har givet mig stof til eftertanke, og jeg ved ærlig talt ikke, om jeg kan få mig selv til at vende tilbage til koret af den årsag.
Af den grund vurderer jeg, at korsang er totalt hot, men ingen kvindelige præster… Not so much. Hvad tænker I?
Freja Mandrup Otte er 24 år og går på 3. semester af journalistuddannelsen. Hun har deltaget i et kirkekor for at undersøge, om det er hot eller not.
Hvis du har noget, du gerne vil prøve af og efterfølgende skrive om, så skriv til os på lixen.kulturogsamfund@gmail.com