Foto: Johan Mussmann
Hvem og hvordan kommer man på ideen om, at man vil cykle på tværs af USA? Det var blot få af de mange spørgsmål, vi stillede os selv i sommer, da vi begyndte at følge med i Simons utrolige cykeleventyr på Instagram.
I sommer byttede 31-årige Simon Flening det vante skrivebord hos TV2 ud med en spritny racercykel og sit filmudstyr. For at dykke dybere ned i, hvad amerikanerne egentlig tænker i dette historiske valgår, cyklede han hele vejen fra San Francisco gennem både røde og blå stater i USA, indtil han ramte sin slutdestination, New York.
Allerede klokken 08.40 passerer vi byskiltet ind til Børkop by, hvilket er alt for tidligt at ankomme, når man har en aftale kl. 9. Meget spændte, delvis morgentrætte og med en smule panik for at bryde social kodeks og dermed fremstå som nogle påtrængende journaliststuderende, kører vi en 15 minutters tur rundt i Børkop.
En by, der ved første øjekast ikke umiddelbart skriger af eventyr og larmende storby, men i langt højere grad dufter af roligt landidyl med marker og skov, så langt øjet rækker.
Klokken er 08:59, og vores Tour-de-Børkop når sin ende, mens vi triller ind i indkørslen ind til Simon og familiens rækkehus. Det er godt, vi ikke ankom tidligere, for morgenmaden står stadig på bordet, da vi bliver budt indenfor.
Simon inviterer os på en gåtur i naturen omkring sit hjem, så vi også kan se cyklen i aktion – som overraskende nok har stået stille siden september, hvor Simon vendte hjem til Danmark. Cyklen bliver pakket ud og får igen lov til at trille på asfalten. Til Simons store overraskelse vejer cyklen i dag en del mindre, end den gjorde i USA med al oppakningen spændt på.
Derovre vejede cyklen lidt over 40 kilo. Det var bare hjernedødt hårdt. Jeg har været så ringe til at træne inden. Jeg cyklede på arbejde, men det var slet ikke nok. Jeg fik en overbelastningsskade efter tre dage derovre. Det gjorde starten på turen hård, men det klædte det dramaturgiske forløb godt.
Afveje til journalistik
Hjemmefra havde vi naturligvis lavet vores research, og ledte ikke længe for at finde ud af, at Simon også har været en tur i Siriuspatruljen. Ja, altså den patrulje i Forsvaret, der holder til i Grønland, og som blandt andet er kendt for deres benhårde arbejdsopgaver og deres mange slædehunde.
»Jeg blev nødt til at give det en chance, ellers ville jeg altid fortryde det. Det var de vildeste, fedeste og bedste år i mit liv. Det største eventyr, jeg nogensinde har været på,« fortæller Simon om sine år i Sirius. Og som en bekendt havde sagt til ham, så tog Simon afsted til Grønland som dreng og vendte hjem som en mand. For os lød det, som om Simon altid har været en person, der har jagtet eventyret. Han erkender da også, at han nok fra barnsben har været typen, der blev draget af det, der lurede ude i horisonten.
Jeg tror, min mor plejer at sige, at jeg var en eventyrer allerede som treårig. På mit første eventyr tog jeg en mooncar og kørte afsted fra en klassefest mine forældre holdt for min storesøsters klasse. En af forældrene kom og sagde til min mor: ‘Må Simon godt køre rundt oppe ved kirken på den mooncar?’ Og min mor svarede: ‘Nej, det må han da i hvert fald ikke!’
Udover at være en eventyrer som barn begyndte drømmen om at blive journalist allerede at forme sig omkring 5. klasse. Det blev dog først efter sin tid i Sirius, at
Simon tog til optagelsesprøven på Danmarks Medie- & Journalisthøjskole, hvor han efterfølgende begyndte at studere.
Familiefar og frygtløs
Mens vi fortsætter vores gåtur i Børkops natur, forklarer Simon, at han godt var klar over, at han skulle spørge om lov på det helt rette tidspunkt. Det rette tidspunkt viste sig at være en helt speciel dag hjemme i den lille families hjem.
»Jeg spurgte Maiken på en gældende dag derhjemme. Den dag, hvor vores andet barn kravlede og tog sut- ten for første gang. – Der kunne jeg få lov til hvad som helst for hende.«
Det er bestemt ikke uden forbehold, at man rejser til et land, hvor synlige våben, hjemløshed og stofmisbrug er en del af dagligdagen for mange. Men på intet frygtede Simon for sit liv. Tværtimod gik han den anderledes kultur i møde med
en nysgerrighed, der gjorde hans oplevelse af amerikanerne mere umiddelbar.
Ingen dage er ens i cykelsadlen
Hvis man har fulgt med i Simons videodagbøger hjemmefra, så ved man, at ingen af de 63-dages cykelrejse var ens, tvær timod. Det eneste, man altid kunne vide sig sikker på at se, var den mørkegrønne racercykel og Simon. Simon fortæller os om den store gavmildhed og umiddelbarhed, han blev mødt af derovre. Hjemmefra havde han bevidst valgt ikke at have planlagt en masse at skulle nå. Hans plan var blot at cykle af sted, holde øjne åbne og øre spidse og så stoppe op, når noget vækkede hans interesse – en bevidst tilgang, han over for os beskriver som Slow
Journalism.
Man rejser så langsomt, at man ikke overser noget, og man har virkelig tid til at finde ud af, hvad fanden der rører sig ude i byerne i USA.
Hans interesse blev vækket mange gange på turen. En af de helt vilde oplevelser, hvor han også selv blev medtaget, var en dag, han cyklede alene oppe i bjergene. Pludselig kom et par pickup-trucks med Trump-flag flagrende bagpå kørende og holdt ind i et sving – det fangede Simons opmærksomhed. Det viste sig, at familien og vennerne i bilerne havde mistet deres bror i en ulykke netop i det sving. Hvert år tager de tilbage til stedet for at mindes ham og holde en ‘celebration of life’.
Simon fortæller videre om, hvordan han med åbne arme blev inviteret med i deres fejring, hvor de drak øl, sang sange, og til Simons store overraskelse befandt han sig pludselig i en rundkreds med en amerikansk familie, der både græd og sang, mens de mindedes deres bror.
Det var faktisk en af de momenter, hvor jeg følte, at jeg ikke kunne få mig selv til at tage kameraet op nu og stå og filme.
I stedet for at tage af sted med nystrøgne skjorter og et stort cirkus af kamerafolk, har cyklen og cykeltøjet haft en afvæbnende effekt for Simon, når han skulle i tale med folk. Især fordi cykling slet ikke benyttes i samme omfang derovre, som det gør herhjemme.
Måske sidder du selv nu og får lyst til at pifte luft i dine cykeldæk og trille derudad? Vi er imponerede, men må ærligt indrømme, at cykelturen fra vores lejligheder og ud til SDU er rigelig cykling for os – men vi får da lyst til at tænke i andre baner.
Til trods for, at Simon har nydt sin tur og har fået produceret journalistik han er stolt af, er han glad for, at være hjemme igen. Hans hjerte banker dog stadig for at komme ud at opleve verden – og komme hjem igen og skrive om det.
»Jeg håber, at denne tur åbner døre til at lave mere af den slags journalistik. Det behøver ikke at være på cykel, men det kunne være en anden form for rejse eller dybdegående reportage, hvor man virkelig kommer ind under huden på folk,« fortæller han os, mens vi igen nærmer os indkørslen til huset i Børkop.
63 dage tog det Simon Flening at cykle 7000 kilometer gennem USA, fra San Francisco til New York. Turens oplevelser og tanker kulmineres i TV-programmet “USA set fra sadlen”, hvor svaret på, hvor meget vi danskere egentlig ligner amerikanerne, skal findes.
